Ludvigsbakke - Herman Bang
LUDVIGSBAKKE
AF
Herman Bang
I TAKNEMMELIG ERINDRING
OM
EMIL BJERRING
_"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde
Tallene sammen."_
EN HIDTIL UTRYKT FORTALE
[Det havde oprindelig vaeret Herman Bangs Hensigt at tilegne Ludvigsbakke
til de Sygeplejersker, der havde vaeret gode og kaerlige imod ham under et
sorgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa dode netop hans trofaste
Ven, Redaktor Emil Bjerring, og han tilegnede Bogen hans Minde. Men det
oprindelige smukke og for Bang meget ejendommelige Tilegnelses-forord
opbevaredes af Forlagsboghandler Lybecker, der nu har stillet det til
Disposition For denne Minde-udgave].
* * * * *
PAVILLON I.
... _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som
aldrig klagede?...."
Til Plejerskerne.
Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fodtes. Dens Fortaelling
er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.
Under Hospitalets lange Naetter uden Sovn stod Doren aaben til den lille
Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Traebord. Lige overfor
hinanden arbejdede de stille ved det faelles Lys. De vekslede ingen Ord.
Men paa en Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og
begge saa de tavse ind i Lyset med et langt Blik--Ojne, der sogte
fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte
Erindringer....
Saadan sad de en Stund med Panderne loftede mod Lyset.
Og over deres Ansigt floj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stonnen
kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt....
Men hine to Kvindeansigter--aa dagligdags Ansigter med bortstroget
Haar fra lidt kantede Tindinger--var forblevet i en Sygs Erindring og
Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og
fik hundrede Billeder i Folge.
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Lovet faldt tyst i tyste Gange
og Byens Stoj lod daempet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om
de maegtige Gaarde, hvor Baerernes hastige Trin doer hen, og om de lange
hvide Gange, hvor i Skumringen, daekkede af det sidste Lagen, de bringes
bort, som har ophort at lide.
Og Dampmaskinens Stoj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus'
ustandselige, drivende Hjerte.
Og Dorene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophorlige Tog, der
kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her....
Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i
Seng ved Seng og Rekonvalescenters mojsomme Trin, og Laegers Skikkelser,
som folger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time--det
blev Rammen, flod sammen som Ramme om er enkelt Liv.
Af alt dette Levende skod en Skaebne frem, en Skaebne at gore levende.
Nu sendes Fortaellingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
* * * * *
Jeg taenkte saa tit, mens jeg saa de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at
troste, at en Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene
kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Haender, de
helbredes og--de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og
hjaelpes og gaar og glemmer....
Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som
lindrede Lidelsen.
Det syntes mig at maatte vaere tungt, og derfor sendes denne Bog derhen,
hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kaerlighedsgerninger skrives
aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.
H.B.
Paris, Marts 93.
FORSTE BOG
Portoren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde
Kaelderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med
Mavebaelterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvaeggen:
-Vi skal afsted.
-Ja; Patienten Nummer to standsede og saa paa Portoren. Ja, sagde han
igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der
vil laegge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv
den allermindste Ting.
Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted.
Man horte Portorens Nogler rasle gennem Gangen, mens han lukkede--forst
heroppe, saa dernede.
Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille
Kokkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde
sov, med dybe Aandedrag.
Og inde paa "A" var der ganske stille....
Froken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa
Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen
til, at hun kunde sidde.
-Brandt er tosset, sagde Froken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op
ligesom Honsene.
Ida Brandt laenede Hovedet tilbage mod Vaeggen, og hun saa ud gennem det
store Vindu: saa roligt "Soerne" laa, et eneste luende Rodt, nu Solen
gik ned.
Ida tog et Brev frem, men laenge blev hun siddende med det i Haanden,
mens Soens Rodt derude stille gled bort og falmede--for hun begyndte at
laese:
Horsens, den forste Oktober.
Du kaere Pige.
Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har
heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge braekkede
Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du,
under Rengoringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de
sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykonskningen: Gud velsigne
Dig, min Pige, det ved Du, onsker alle vi paa "Villaen".
Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden
lober, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Norregade, synes jeg tit, det
er ikke laenger siden end igaar, jeg saa Dig sidde derinde bag Vinduet,
krobet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid vaeret
artigt paa Dig, Ida, Ojne, Haar, hvor var Du vel kaemmet med dine to
Musehaler og det Hele) paa os forflojne Spirer fra Froken Jorgensen,
naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene,
saa der var ikke et helt Laeg i vore Nederdele.
Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved
Gelaenderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet,
indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive
Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder
lukkede Gadedoren.
Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom daempede.
Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var
ved Spejlet: "Saa--er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skaev ind ad
Doren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.
-Olivia, Fingrene af Munden.
-Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant
om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af
Kanten, der hang lost og dinglede; jeg ved ikke, hvordan det var, men
jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.
-Ja, saa kan Du gaa.
Jeg lob med Tasken bus paa Dorkarmen.
-Om det Barn nogensinde laerer at gaa paa sine Ben--jeg vidste jo, det
vilde komme fra Forhojningen--: Og kun et Haandtag i Tasken ... ja, saa
kan Du gaa....
Jeg var paa Vejen.
-Men om Karen forst--kom det stadig fra Forhojningen--vilde vaere saa
venlig at saette en Borste i dit Haar. Det er jo en Skaendsel at se paa.
Haaret var det vaerste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran
selve Mama med Borsterne. Hun borstede og borstede:
-Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille
Ida Brandt, hun kan holde sit.
Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen borstede: Du
var jo altid Dydsmonstret....
Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig--de
havde vist egentlig ikke omgaaedes for--og de sad i Dagligstuen og
talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders
Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre--da jeg paa en Gang
tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved
at dunke Dig, uden at sige et Ord.
Og Du vaergede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte
bare at graede sagte, ganske sagte. Ved Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg
fra det Ojeblik holdt af Dig, fordi Du havde graedt saa sagte....
Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for
at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin
Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du saa altid
ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du laeste Lektier--:
-Ida....
-I-da, det er Olivia Franck.
Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til
mig og nikkede:
-Saet Dig, min Pige.
Og jeg satte mig ved Doren--hos Jer satte man sig altid midt paa
Stolene--til Du havde faaet alt Tojet paa, Vesten og det lille Torklaede
og Kaaben og det store Torklaede, og vi kniksede foran din Moder:
-Har Ida Lommetorklaede? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme for
at fole--: Kom saa ingenting til....
Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.
Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder flytte
Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid
selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Froknerne
(Herregud, nu er ogsaa Erbelin dod, hun bar sin svaere Dobelthage lige
stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under
Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glaede over Stikkene--hun lo ligesom om
hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte
Ribsvinen ind, og vi fik de to AEbler, medens mit Toj blev bragt ind i
Varmen....
Mama sagde:
-Det hjaelper et helt Dogn paa Olivia, naar hun har vaeret hos Ida Brandt.
Men om Sondagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres
Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tojet af Dig,
det ene Stykke efter det andet, som om hun loste en Bylt op. Der var
ingen, der forskraekkede Mama som Jeres Sofie:
-Jeg ved ikke, sagde hun; men hun har Ojne, som soger hun alt Stovet paa
Moblerne.
Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.
Mama sagde med sin allerhofligste Stemme:
-Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?
Og Sofie nod den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte
Bogskab, uden at maele et Ord....
Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg
taenker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned
i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Hoet og Dessaus Loft, hvor Du
maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstovler. Men ja, hvor jeg
regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Vaerkstedet,
haenge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Ojnene stive i
Hovedet af Skraek og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde hores i
Verber.
Naar vi legede Skib med Drengene, var det vaerst. Husker Du Muellers
Sukkertonder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var
med i "Rover". Men det var vaerst, naar de var Kahytter, for det var
altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brodrene
rullede dem "under hoj Sogang".... Du sad derinde med Kjoleskortet op
over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl....
Det var ogsaa der, Du fik revet din blaa Musselins paa et Som.
Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede
Flaengen over dine Knae, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saa
kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde
vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandelos:
-Vi maa sige det til Mama.
Og vi gik, lob op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Doren:
-Ida har revet sin Kjole.
Paa "revet" begyndte jeg at graede, men Du stod lige stille:
-Hvor?
Mama greb din Kjole i Sommen og holdt den ud fra Dig som en Fane:
-Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog taenke om dette
forrykte Hus?
Du stod og rystede uden at graede, og Mama rev Haaret bag Orene lost med
sin Haeklenaal:
-Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfaerdet som
vi: tag Kjolen af.
Karen lob efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler
og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde
flaenge, det var hun vant til.
-Der gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhojningen.
Mama slap Kjolen:
-Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saa begge to ud
efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.
Det er Pastor Hansen, der praeker, sagde Mama.
-Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.
Mama slog Haenderne ned i Skodet:
-Saa er de ikke hjemme far halv et, sagde hun overbevist.
Da Jomfru Finsen kom, erklaerede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud
og saa maatte Baglaeggene raekkes.
-Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa--Jomfru
Finsen havde et Par Ojne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa
en Bredde--:
-Nej, det vil ikke ses.
-Tror De? tror De? sagde Mama, der altid horte paa Finsen, som talte hun
Latin: ja, naar det blot ikke ses ...
Det saas ikke.
-Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en
Gang til. Nej, det ses ikke.
-Gud vaere lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skodet:
-Nu vi! vi ha'e Cremekopper.
Cremekopper var Moders uomgaengelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid
lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlaebe, i den Revne, som
hun havde faaet af at overbide Traad.
Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i
Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kaelderhalsen,
sagde jeg:
-De spiller; jeg saa Froknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.
-Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.
Vi kom ind og Du fik Tojet af og vi kniksede rundt, forst jeg og saa Du,
og din Moder sagde over Kortene:
-Har Ida vaeret artig?
-Ja; det var vist forste Gang, Du loj, min Pige.
-Ja, gaa saa i Seng. Du ved, om Mandagen over Du Klokken syv. Godnat.
Du fik dit Pandekys og var afsted.
-Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg lob hjem til Mama,
saa jeg var ganske forpustet:
-De saa ingenting.
-Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:
-Naa, Ida har nu meget godt af at vaere med i lidt Uartighed, sagde hun.
Jeg havde henne paa Forhojningen hemmelig fat i Lektien:
-Maa jeg sporge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?...
Tror Du, Ida Brandt stjaeler Lys for at laese paa Sengen?
... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og
hvordan Aarene lob. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen,
hvor vi alle var i hvide Burnusser og rodmossede af at graede og
glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for
ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og
tyve.
Men Herren ved, hvor tit Du havde maattet hore mig i Salmer....
Mama blev ved at sige:
-Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar
hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre....
Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker....
Aa, den forste Tid som unge Piger, hvor vi endnu ovede os i at gaa i de
lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Haenderne for at skjule
mine rode Haandled; og til den hojeste Stads sad vi mellem de andre unge
Piger, generte og ledelose i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med
en Pibekrave, kaere Du, hvor tit min maatte laegges ud i Brystsommen.
I Julen var vi til det forste Bal. I tre Uger havde jeg sovet med
Handsker paa om Natten:
-Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Haender. Ida gaar i Huset,
og dog har hun nettere Haender end Du.
Vi korte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsaedet, med to Skorter
op over Hovederne, saa vi sad paa det Laerreds, mens Mama trykkede sig
sammen paa Forsaedet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko,
indsvobte i Papir....
Det aekle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Vaeggene og det graa
Skaermbraedt. Husker Du Skaermbraedtet, hvor Fru Ferder regelmaessigt gik
Ingas Hals efter med et dyppet Lommetorklaede.
-Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund....
Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet
stod vi, rodarmede og forskraekkede og smilende, og Fru Ferder lob rundt:
-Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et
aabent Brev Knappenaale faestet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas
Toilette efter. Det dundrede paa Doren: Luk op, luk op. Det var Nina
Stjernholm i sin Pelskaabe:
-Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte
hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne floj, og raabte paa
Mama:
-"Sode Fru Franck, hvor er Follene?" Og hun monstrede os og skubbede
tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:
-Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?
-Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skaevt....
-Men, gor det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama
hjalp:
-Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa lost, Nina.
Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens
Nina lo:
-Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at vaere lidt god mod de
aeldre Mandfolk ... Har I til forste? vendte hun sig til os.
-Ida ikke....
-Godt, saa hold Dem til mig, Froken Brandt, jeg raader over et Par spaede
Lojtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjaegermesteren.
Balinspektoren dundrede paa Doren og spurgte, om Damerne var faerdige, og
Musikken begyndte at spille.
-Saa, sagde Nina og slog Doren op. Jeg saa bare Lysekronen, Du, og den
dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som
jeg, fordi han var i Kjole, og jeg horte Mama sige: Ryggen, Olivia, og
jeg saa Dig, der kom bagved med en Lojtnant, der bed i sit Skaeg....
Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
Du stod et Ojeblik henne hos Mama med hende i begge Haenderne:
-Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at
danse.
Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetorklaede ned foran paa
Brystet og sagde til Kammerherren:
-Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for
nedringet.
-Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Mollerne", de floj, og
Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens
Nina lod Hofjaegermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:
-Nina, raabte Mama.
-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gore? naar Baandet springer? Og hun
satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg horte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
-Det stille Pigebarn er nydeligt.
"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Aa, ja den forste dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen"
flyttede ud i Lunden og vi sad der i en Rundkreds, bag Pavillonen, under
Traeerne, mens en af os laeste hojt. Men paa en Gang blev Nina ked af det
og slog til Bogen, saa den rog, mens hun begyndte at synge. Og vi andre
lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i
Lindene....
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom lobende og ude i Gangen
spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord,
uden Farvel, bagefter Sofie, der lob hen ad Gaden. Du modte Froken
Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og
hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde folge efter, men jeg ved ikke ... jeg
var bange, saa angst, at maaske var hun dod, og jeg sagde til Mama:
-Gaar Du ikke med?
Og vi tog Tojet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Moblerne
var flyttet, fordi de havde loftet din Moder og maatte baere hende; og
Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde
gaa, og Froken Fischer kom lobende med Is i en Skaal og blev ved at
sige, mens hun graed:
-Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget
mod Raad.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og
horte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de
langsommelige Timer.
Og vi horte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og
horte Uhrene....
Men Du, Stakkel, vaagede mange Naetter siden.
* * * * *
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glaede.
Vi paa Villaen, det ved Du da, onsker Dig det Allesammen.
Og saa et Kys i Anledningen, skont Du ved, jeg afskyer det
Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet stottet mod Karmen. Ovre
bag Soerne taendtes Lygterne, en efter en. Hun horte Josefine, der bragte
Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i
deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Ojeblik.
Men pludselig raslede Noglerne i Doren hos Kvinderne, og hun sprang ned
med et Saet, saa hun vaeltede Stolen: Det kunde vaere Professoren, han kom
til saa mange Tider, og der var ikke taendt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
-Maa jeg gaa igennem, Froken?
-Vaers'go'.
Hun taendte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskraekkelsen.
Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun taendte:
-Det er s'gu saert, sagde han med sin lidt snovlende Stemme: saa meget
jeg er kommen til at taenke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud
paa dette forbandede Kontor.
-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saa hun det
for sig: saa dejligt der var ud over Braestrup.
-Ja, der var rart, sagde han og smaekkede med sine Laeber: det var den
Gang.
Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at taende Gasblusset over
Doren til "A" og gik op ad den:
-Nej, sagde han og saa op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle
Konferensraad.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A".
Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, loftede kun Hovedet,
folgende hende med sine store, overskyggede Ojne, mens hun taendte Lysene
paa hans Bord.
-Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
-Jeg ved ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde
hun:
-Han er den eneste, jeg er forskraekket for.
Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at vaere meget stilfaerdig....
-Ja, men jeg ved ikke ... det er ligesom han lignede et Spogelse....
-Et Spogelse?
-Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spogelse af et Menneske.
Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
-Naa, Godaften, Froken.
Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krob op ad Stigen for
at taende Blusset over Doren til "Salen". Inde fra Kvinderne horte man en
skingrende Mumlen. Det var Froken Benjamin, hun blev altid urolig hen
mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte
Smorret af til Aftensmaden: hun taenkte paa Olivias Brev.
Og saa paa Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kaelderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre
rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at laegge Maerke til
hinanden, mens deres Tofler klaprede, blev ved at klapre hen over
Gulvet.
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebaekkenet
i Kokkenet og skyllede Haender, et Par rodlige, klamme Haender; hvert
tiende Minut skulde han skylle de Haender, som skulde han tvaette dem for
tusindfold Synd.
-Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Froken Brandt.
-Ja, sagde han og holdt med et op at vaske sig, som om han ikke mere
huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saa lidt paa hende, saavidt
han kunde, for hans Ojne var aldrig paa et Sted--:
-Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stod:
-Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme haevede sig paa
Gentagelsen.
-De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frokenen og blev ved at smore
Maden.
-Rask, han lo, som han snaerrede, og man saa alle hans taette Taender; det
var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
-Rask--her, hvor man er lukket inde.
-Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.
-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde
sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Toflerne af
Utaalmodighed: nu kommer jeg jo....
Hun lyttede forst ved Doren til Froken Petersen, der sov saa fast endnu,
at man kunde hore hendes Aandedraet helt herud.
-Froken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Aandedraget horte op, og langt om laenge kom der et sovnigt "Ja". Froken
Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden
med Baelterne drejede rundt endnu.
-De skal spise, Schroder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til
en Dov.
-Hm; han saa kun paa hende.
-De skal spise. Schroder, gentog hun.
-Hm.
-Men det maa vaere nu--hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde
Manden svaert for at hore--: for nu kommer Laegerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man horte allerede Laegerne paa Trappen, og Noglerne lod i Doren. Det var
Reservelaegen og to Kandidater, bagest kom Froken Helgesen, Plejemoderen,
med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte
Laegerne med deres saert halvbrustne Ojne:
-Der er jo ikke noget? spurgte Laegen.