Ludvigsbakke - Herman Bang
Fru von Eichbaum havde, uvist af hvilken Grund, under Koreturen
besluttet at benaevne Jomfru Viktoria Thora.
Inde i Dagligstuesofaen var Generalinden og Fru Mourier allerede dybt
inde i alle Vinterplaner, og man horte Generalinden, ligesom
afsluttende, sige:
-Og Vilhelmine, saa har vi om Sondagene Petri.
Julius meldte, at Theen var paa Bordet, og de rejste sig for at gaa ind,
men Kate maatte virkelig forst vaskes. Hvor er der et Badevaerelse? sagde
hun. Hun havde en vis selvfolgelig Maade at sporge paa. Men der var ikke
noget Badevaerelse.
-I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus,
men man har da sine Gummibadekar....
Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik
til Bords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe paa
Sovekammerdoren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru v. Eichbaum
inde ved Bordet: det vil jo i Laengden, Vilhelmine, blive lidt generende
for Lindholms ferniserede Dore....
De tre Damer talte om Aline Feddersen. Generalinden troede nok, at hun
havde vaeret i Geneve....
-Og hun var der vist endnu....
-Ja, Du, sagde Fru von Eichbaum: det er jo no'et, vi med den bedste
Villie ikke forstaar.
Fru Mourier, der var faerdig med det andet AEg, sagde:
-Ja--men Feddersen har nu heller aldrig vaeret andet end en
Familieforsorger....
-Andet? kaere Mine....
-Ja, og Mourier har Ret: det er nu en Gang ikke nok bare med disse
daglige AEgtemands-Rationer.
Der blev en ganske lille Pause, til Fru von Eichbaum sagde--der var
ingen, der kunde sige, om Sostrene egentlig havde forstaaet--:
-Jo, Du, men hvor tror Du, man traeffer mange som Mourier?
Da Kate kom ind og satte sig, talte Fru Mourier om "Ludvigsbakke". De
havde jo set paa den og Mourier mente, at Prisen var passelig.
-Og hvad si'er Du, Kate, sagde Generalinden.
Kate, der puttede Franskbrod i Munden paa Mynderne, mente, der kunde jo
blive ganske udholdeligt, naar der blev bygget om, og Fru Mourier
spurgte efter Karl.
-Gud Du, sagde Fru von Eichbaum: han passer sit Kontor.
Og Generalinden tillagde:
-Han gaar til og fra som et Uhr.
Men Kate, der var faerdig med at fodre Hundene, spurgte og var for forste
Gang interesseret:
-Hvor rider man her i Byen?
... Efter Frokosten gik Sostrene de Par Huse hjem. De talte ikke meget,
for de kom op i Fru von Eichbaums Entre og tog Tojet af.
-Kaere Lotte, sagde Fru von Eichbaum: lad dem nu forst komme i Orden.
-Det er da saa rimeligt, Generalinden glattede ligesom noget ud med
Haanden: Den forste Dag--det bli'er jo altid let lidt stojende.
Sostrene gik ind og satte sig, og Fru von Eichbaum, der alligevel
ligesom pustede ud her i sin egen gode Sofa, sagde:
-Og Klaederne, Du, det er jo kun, at man gaar lidt med dem, naar de skal
i Butikker....
Generalinden nikkede, og Fru von Eichbaum saa et Ojeblik frem for sig,
for hun sagde:
-Nu er hun jo klaedt som en ung Kone.
-Hundene, Du, sagde Generalinden, var jo naesten som et helt lille
Optog....
Og som om det havde synderligt at gore med de to Mynder, sagde
Generalinden efter en lille Pause:
-Men Du, det bli'er ikke let for en Mand....
Fru von Eichbaum, der overtaenkte Detaillerne, sagde, inde i sin
Tankeraekke:
-Og Jomfruen, der var lidt Nervositet i Fru von Eichbaums Rost: hende
skal Ane jo nok vise tilrette ... Og saa er det vel bedst at la'e dem
ha'e deres Ro idag.
-Kaere, sagde Generalinden, der rejste sig: at de kan sunde sig og
saadanne....
I Doren spurgte hun: Drikker Du iaften Theen ovre?
-Tak, Du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, Du
ved ... hun har nok kun fri om Tirsdagen.
-Aa, henner ... Ja, saa Farvel, Mille.
Generalinden skulde lige til at gaa, da det ringede. Det var Portneren i
Lindholms Sted, der bragte Kurven med Orchideerne. I Bunden var der blaa
Druer.
-Mille, sagde Generalinden: ved Du, det er, som man ser dem i
Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Sondag, Du--og jeg havde
alligevel taenkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde faaet de
fire AEnder fra Vallo.
Fru von Eichbaum ordnede Orchideerne i to Glasskaale. Da hun var faerdig,
stod hun og betragtede dem.
-Ja, sagde hun: smukt er det ... men jeg finder jo, at de Blomster er
aengstende.
-De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om paa Herregaardene.
Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer.
... Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port,
mens den blode Sne faldt ned over hans konne Frakke.
-Hvor De er kold om Haenderne, sagde han, da hun kom.
De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdraevende
Maner og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfravaerende.
-Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten
godt forstaa'et ... Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de
skulde staa Last og Brast.
Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra
Sofaen og tog imod Ida paa Dortaerskelen i Kabinettet:
-Det var da paent, De vilde komme.
De satte sig alle tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte om
Hospitalet, med meget udpraegede A'er, og sagde: den hele Virksomhed er
jo en Velsignelse, medens Karl sad med en Raev i Ojnene og skottede til
Ida, der efterhaanden blev ligesom mindre og mindre i sit Sofahjorne.
-Og det er jo saa betryggende at vide, at det er unge Piger fra gode
Hjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at laere paa Frederiks.
Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.
-Naa, sagde Karl: det var vist ogsaa det klogeste, hun kunde gore.
-Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umaadelig
respektabelt.
Der blev en lille Pause. Men saa taenkte Karl, at nu maatte der laegges
ud, og han begyndte at fortaelle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et
utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlaegge en
klog Son. Faderen kom korende med Sokker udenpaa Stovlerne og vilde ha'
Sonnen i Pavillonen.
-Sonnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie,
mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa
taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortaelle
Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev storre i Saedet) til
de tilsidst lo alle tre hojt og muntert. Fru von Eichbaum var altid saa
glad, naar Karl talte: "Og han har saa megen Humor", sagde hun altid til
Sosteren. Nu sagde hun:
-Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af--
Ida spurgte om Filerarbejdet til Sengeomhaenget:
-Om det var vanskeligt at laere.
Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:
-De kan jo prove, sagde hun.
Og hun blev ved at undervise Ida, der forte de smaa Pinde, medens Karl
spurgte:
-Tillader Mo'r, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og
saa paa Idas bojede Hoved ved Siden af Moderens.
Ida blev ved at filere, og man horte de smaa Pinde falde rask og
raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saa til og Karl sagde:
-Det gaar jo som Kaep i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et
venligt Tonefald:
-Ja, Ungdommen har adraette Fingre.
Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja
gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:
-Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r.
-Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan sporge hende for
The.
Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen
til Idas Sofahjorne:
-Naa, hvad saa, sagde han og smilte ned imod hende.
-Naa--
Ida saa op i hans Ansigt og smilte, hun ogsaa:
-De er saa god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Born bag en
Laerers Ryg.
-Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.
Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille paa en Vals,
saa Strengene fog.--
Fru von Eichbaum var ovre hos Sosteren. Hun indbod til Whisten og sagde:
-Kaere Du, det er virkelig en nydelig Pige--velopdragen og nydelig....
Det glaedede jo kun Generalinden.
-Og egentlig har hun jo osse altid hort til Kredsen.
Fru von Eichbaum gik over, og da hun saa Karl ved Klaveret, sagde hun:
-Karl, det var da ret. Det er saamaen laenge siden, Du har spillet.
-Ja, sagde Karl: det er saamaen godt for Naboerne.
Men spille blev han ved med.
Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig
og bad, om hun maatte skaenke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius
maatte lade Brodbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vaeldig en
Appetit.
-Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo
intet Maaltid som min go'e The.
De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:
-De ved vel, at Grosserer Mouriers taenker staerkt paa at kobe gamle
"Ludvigsbakke"--rigtig vore gode Venner....
-Jo. Hr. von Eichbaum havde fortalt det.
-Men, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate synes jo ikke om
Hovedbygningen.
-Aa, sagde Ida, jeg synes nu, der var saa dejligt.
-Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et Par
Smorstikkere til Vaaben over Doren.
Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette;
men hun sagde kun:
-Ja, Fordringerne er jo forskellige.
Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu.
-Men lad Jer ikke forstyrre....
-Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hort saa meget godt om Dem.
Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud.
-Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Haenderne.
-Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.
-Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl
til Makker.
-Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man
spiller, saa tales der ikke.
Sostrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det
Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Laeben, blev rod
i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort paa Bordet, mens Karl
uafladelig pludrede med Tanten.
-Karl, sagde Fru von Eichbaum: naar man spiller, saa spiller man.
Karl blev tavs og sad og saa over paa Ida, der blev sikrere og sad og
tog sine gode Kort frem til Stik med smaa ivrige Ryk ligesom et Barn.
-Det er Dig, Emilie, sagde Generalinden.
Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Sostrene
fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.
-Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkaarligt ud, men hendes Ojne
lyste.
-Froken Ida ser ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.
-Froken Brandt spiller bedre end Du, sagde Fru von Eichbaum.
-Ja-a. Naa, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med Ojnene,
sin Haand med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stodte sin Tommel
imod hans: Til Lykke, sagde hun, og de lo begge to.
Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud
over Bordet.
-Men jeg, Du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder der med min eneste
_a-tout_.
De spillede videre, og ogsaa Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved
at vinde.
-Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Froken.
-Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.
Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nod mellem to Rubberter,
mens de talte om gamle Dage, om "Ludvigsbakke" og om gamle Brandt: Han
var en fortraeffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.
Karl loftede sit Glas.
-Ja, sagde han: byder vi saa Froken Brandt Velkommen....
-Det maa vi, sagde Fru von Eichbaum: det var rigtig rart at se Dem.
De drak alle fire og saa skulde de skifte Plads, da Karl, der var saa
kaad og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen paa Tanten.
-Naar er Tante begyndt at bruge Patchouli?
-Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine
egne AErmer: jeg begriber ikke, Du, men der haenger no'et ved mig den hele
Dag....
-Kaere, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig. Det maa vaere fra Kate. Jeg
maerkede det jo straks, Du, paa Perronen i den frie Luft--og jeg, som har
en Raedsel for alt, hvad der er gennemtraengende:
Karl, der satte sig sagde:
-Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget
behageligt.
-Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener Du vel aldrig ... en Herre i
det mindste lugter da kun af sit rene Linned.
-Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var forste Gang, hun kaldte
hende ved Fornavn.
De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til
Makker.
-Det er Dem, Froken Brandt, sagde han.
Ida sad og taenkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var
dog det samme Ansigt.
Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og
Ida sad henne i Hjornesofaen, hvor Ida saa i et Stereoskop.
-Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo
en fin Spiller.
-Her har vaeret saa dejligt, sagde Ida sagte.
-Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.
De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen
over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, saa paa Schweiz' skonne og
skummende Vandfald.
Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.
-Aa, Du, sagde Generalinden: det gor godt at sidde. Det har vaeret en
bevaeget Dag.
Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Sostre taenkte paa de samme
Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:
-Gud, Du, da jeg saa Hundene, blev jeg jo unaegtelig forfaerdet....
De to Sostre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum saa venligt over mod
de to Unge:
-Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.
Ida flyttede hen til Bordet, hvor Sostrene sad.
Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tojet paa ude i Gangen, lukkede han
Doren op til sin egen Stue.
-Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og
braendte.
-Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt,
mens Ida fulgte.
-Ja, sagde hun.
Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de to
Billeder, som vist ingen af dem saa, indtil Karl sagde:
-Ja, saa kom vi afsted.
Og han lukkede Doren bag dem.
Sostrene var blevet staaende i den halvmorke Spisestue. Fru von Eichbaum
havde usaedvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske
Familie.
-Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sod og taknemmelig.
-Kaere Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde vaeret noget i
Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald naesten
irettesatte: Hun kommer jo fra et udmaerket Hjem. Hendes Fader var
Konferensraadens hojre Haand og saa godt som en Ligestillet.
Generalinden stod lidt og sagde saa:
-Ja, rigtig sod og fordringslos er hun trods det, at hun er saa
velhavende.
Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt,
efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Sosteren:
-Tror Du, Emilie, jeg skulde laegge mine Druer i Savspaaner?
Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon
det ikke ta'r noget af Smagen?
Generalinden taenkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, laegge hver
Klase i lidt Silkepapir.
* * * * *
Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.
-Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme
som en Fugl med Vingerne.
-Ja, det kunde man se ... Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida
sagde rask, som vilde hun undskylde sig:
-Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad overst
ved Bordet og naar hun gik Tur--forbi Fadebursvinduet.
-Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtojet.
-Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.
-Den har hun endnu.
Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le--nu,
herude, under Himlen.
-Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.
De kom ind i Gronningen, og Sneen, der var ophort at falde, laa mellem
de stille Traeer som et blodt Taeppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede
de igennem en Skov.
-Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lod saa
blodt.
-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, for han sagde
langsomt og ligesom grundende:
-Men det er nu skidt alligevel.
-Hvordan?
-Det Hele.
-Nej, sagde Ida hojere og dog ikke hojt, og hun rystede paa sit Hoved.
De gik igen, mens der var lige stille.
-Se, sagde Ida og smilede: Vi er de forste, der gaar paa Sneen.
-Ja, svarede Karl.
Og de saa begge ned paa det blode Hvide, hvor deres Fodder satte Maerker
ved Siden af hinanden.
-Det er saa kont, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det
smalle Hjorne ved Sporvejen, losnede hun sin Arm fra hans og gik i
Forvejen--hun naesten lob. Karl gik bagved og saa efter hendes fine,
slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:
-Tag den.
-Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved
Oret og en til ved Kinden, indtil hun vaegrede sig: Vaersgo', sagde hun og
hun daengede ham med Sne, los Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra,
foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.
-Nej, vi gor Kvalm i Gaden.
Hun rystede sig lige med et og holdt op: der stod en Betjent midt i den
hvide Alle, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og
omme bag Hjornet galede han som en Hane:
-Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige
Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fodderne, med
Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de rore sig, mens Karl
flojtede.
-Paa Mandag er det Froken Helgesens Fodselsdag, sagde Ida.
-Skal der vaere Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.
-Ja, vi laver Budding i Kokkenet.
-Hva' for en Budding?
Ida lo; det skulde vaere Rombudding, sagde hun og hun stampede.
-Kan Mandfolk sneje sig med?
-Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.
Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden,
og Karl sagde:
-Han gaar med Jaegersk Undertoj.
Ida lo: Hvor ved De det?
-Det har jeg set.
-Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.
-Men jeg folger Dem til Plankevaerket, sagde Karl.
Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard,
hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.
-Hor vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.
-Ja, sagde Karl.
De gik forbi Laegernes Gang.
-Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille,
mens hun blev ved at lytte. Oppe i Laegegangen lod der Latter og Trin:
Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lod et Rabalder, mens alle
derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smaekkede
Doren op:
-Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.
-Overlaegen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dorene slog op og
slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med
og Laegerne inde i Morket, alle lo de--til de pludselig alle blev stille.
-Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.
Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.
-Godaften, sagde han.
-Godaften.
-Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskraekket, og Karl havde
taget hendes Arm.
De bojede ind i Mellemporten, hvor der var ganske morkt.
-Her spoger det, hviskede Ida.
-Hvad vil det sige?
-Jo, her gaar de igennem, som skal do....
-Hvem har set det?
-Vagterne, sagde Ida.
Og lidt efter:
-For her er jo Vejen til Kapellet.
-Er De bange for det? sagde Karl.
-Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.
De kom forbi Vaskelaengen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde
laa Huset, lukket og tavst. Rundtom daekkede Sneen alle Havernes Traeer.
Ida blev staaende med sin Arm i Karls:
-Hvor er her kont, sagde hun.
Hun saa rundt paa det altsammen:
-Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun....
-Godnat.
Karl horte Doren aabnes og lukkes.
* * * * *
Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en
Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tojet paa og vilde,
ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.
-Hvor det er laenge siden, jeg har set Dem, sagde Karl.
-Ja.
-Hvorfor?
-Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun
naesten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bojede Hovedet frem
under Lampen.
Karl tog den og berorte hendes Haand.
-Ida, sagde han blot; han havde bojet sig ned og kysset hendes lysende
Hals.
-Ida.
Uden Ord havde hun losnet sine Haender fra ham. Langsomt og forsigtigt,
naesten som turde hun ikke traede, gik hun frem over den halvdunkle Gaard.
Der var saa stille i hendes Hjerte....
Froken Kjaer stod i Doren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lod hojt
og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom.
Men Ida skod den langsomt bort med Haanden.
-Naada, sagde Froken Kjaer, mens Ida satte sig ved Doren: Maa man ikke
laenger rore ved Jomfruen?
Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevaegelse. Froken Kaas, Froken
Boserup og Froken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte
ivrigt og hojt om den nye Forening, Froken Boserup vilde danne, en
Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen: En Liste
var der sendt ud og et Mode skulde der sammenkaldes.
-Forelaesningsstuen vil han vel ikke naegte os, sagde Froken Kaas. "Han"
var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Froken
Boserup begyndte at slaa ud med Haenderne mod Froken Krohn fra den gode
Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder
(det var en Talemaade hos Froken Boserup), kunne opdrives saa megen
Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder....
De tre blev ved at tale meget hojt, medens Froken Helgesen sagde fra sin
befaestede Plads bag Maskinen:
-Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Laegerne.
Froken Kaas, der forarget skod Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som
hun ikke horte det, sagde:
-Jeg er gerne Sekretaer, hvis det da er Meningen, at vi skal vaere
uafhaengige. Froken Kaas var saa at sige ustandselig Sekretaer, saa for
Indsamlinger og saa for Adresser.
Froken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for--men jeg mener
rigtignok, som Froken Helgesen, i Samraad med Laegerne--var Forkortelse
af Vagten og dernaest Understottelse til Ferieophold....
-Forst skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Froken Overud paa sit
Fyenske.
Men Froken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelaenet i sin Stol,
sagde til Froken Roed:
-Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikobet vaere sammen med sine
Kolleger--ogsaa udenfor Tjenesten.
Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skaeret af Flammerne, ene,
midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.
Saa sagde Froken Kaas pludselig:
-Men hvad siger Brandt?
-Jeg horer, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.
Men Froken Boserup sagde:
-Froken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" ... Og hun
slog den hojre Haand ned mod sin flade Venstre....
-Ja, den kender Boserup, sagde Froken Friis til Krohn.
Froken Kjaer, der fandt, at Boserup havde vaeret uforskammet, gik igen
over til Ida og forte Haanden hen over hendes Haar:
-Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.
Ida havde vist slet intet hort. Hun saa kun et Ojeblik, smilende, op i
Kjaers Ansigt.
-Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Ojne lo: hvor de
ser saere ud.
Paa Vaeggen bag de ophidsede Damer flod deres hidsige og store Skygger
spraellemandsmaessigt ud og ind.
Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa
langt borte fra som fra en fjern Verden....
Indtil Froken Kaas kom derover og talte til hende om Foreningen igen:
det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhaengighed.
Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.
Froken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende Froken
Kjaer, hvad hun skulde vaere i til Froken Helgesens Fodselsdag.
Ida saa pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:
-Jeg skal vaere i Gult, sagde hun.
Det kom paa en Gang saa lyst og saa hojt, at Froken Kaas holdt inde.
Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gore sig
gaeldende.
Ida gik op.
Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm
foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saa
derind, da Noglerne lod. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin
vanlige Plads paa Bordet.
-Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevaegelse hen imod "A".
Ida rystede paa sit Hoved:
-Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.
-Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham
til Skt. Hans....
-Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme,
der ligesom var fra andre Sjaelens Egne end Ordene, som hun sagde:
hvorfor er han her da egentlig?
-Ja, sagde Qvam, og han forte det ene Ben dovent mod det andet: han er
jo Statistiker....
-Ja?....
-Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige--paa det Uundgaaeliges
Lov, som "de store Nordmaend" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som
gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele
... at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal
korresponderende Vaesener saetter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa
Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved
at trave ud paa for tynd Is ... saa er det fordi de maa gore det,
ligesom de, der haenger sig, maa haenge sig og ikke en Gang kan faa Lov at
skyde sig, naar de vil tage Livet af sig....