Ludvigsbakke - Herman Bang
Qvam tav lidt:
-Og det vilde jo vaere lige drojt nok, sagde han, om man ikke en Gang
havde Lov til at vaelge Vaabenet.
-Men er det ikke sandt? sagde Ida.
-Ja, det er Sporgsmaalet, sagde Qvam.
Og lidt efter tilfojede han, idet han forandrede Stilling:
-Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen
til Verden for at hjaelpe at udfylde.
-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lod naesten, som folte hun en
eller anden hemmelig Glaede.
Qvam saa paa hende.
-Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo
egentlig ogsaa vaere det samme.
-Naa, brod han op; jeg skal ind med Sprojten. Han purrede op i
Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst
giver de Patienter.
-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.
Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa
hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:
-Doktor, egentlig burde alle Mennesker vaere lykkelige.
Qvam aabnede Doren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:
-Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.
Men Ida horte ham ikke.
Herren paa "A" havde skudt sin Dor op, og, rank, stod han paa Taerskelen:
-Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.
-Tak.
Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.
-Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han horer Musik, sagde han til sig
selv. Han taenkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans
Venner.
* * * * *
Det var Lordag Eftermiddag.
Froken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af
Forkolelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Kokkenet: hun var
den bedste til Madlavning.
I Kaelderkokkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifaerd med
Wienerkransene og smurte AEggehvide over dem med en Fjer, mens Ida
piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.
Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbaek: der havde de hver Sondag
bagt Franskbrod.
Henne fra Kaeldergangen, hvor de fire var til Arbejde, horte man
Bertelsens Sav, der gik i Braendet.
-Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brod i Holbaek.
Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.
-De braendes, de braendes, sagde hun, og Josefine fik Ovndoren op og
flyttede og skubbede til Kransene.
Ida stod og saa paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de
brunede Kager.
-Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schroder
og jeg....
Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schroder og hun alene; de andre sov,
og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af
Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen"
og fik Kaffen rakt ud paa Baenken, med det friske Brod.
-Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne
store nok og langt nok til Bunden.
-Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.
Doren gik. Froknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene
af Fadet, sagde Ida og slog Froken Kjaer over Haanden. Boserup stod ved
Kokkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille
Haandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, for hun gik.
-Pas paa Doren, sagde Ida: pas paa Doren for Laegerne.
Den varme Damp stod helt op i Gangene.
I Kokkenet blev der stille, mens man paany horte Bertelsens Sav gennem
det store Braende.
-Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun
lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen,
ind i Kaelderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede
mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portor
Sorensen sad, sovnig, laenet til en Vaeg, og Bertelsen forte Saven,
hidsigt og uens, gennem sit Braende.
-Vaers'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask
som havde hun stjaalet dem.
-Vaers'go, Bertelsen.
-Det er til Dem, Sorensen, og hun rakte ham Tallerkenen.
Der lod en Stemme bag hende:
-Hvad er det?
Det var Qvam, der stod i Doren.
-Det er Kager, sagde Ida med et Saet og lob forbi ham.
Men Qvam fulgte med ind i Kokkenet: Naa, her er rigtig Sondag, sagde han
og satte sig ved Skorstenen.
-Nej, her er Lordag, sagde Ida og lo.
Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og saa til.
-Ved De hvad, Froken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e....
Ida var faerdig i Kokkenet. Men Froken Krohn maatte alligevel blive hele
Vagten: for Ida skulde to AErinder--ud at kobe. Det skumrede allerede,
da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet modte hun
Eichbaum, men smilte kun og lob ham forbi:
-Jeg har saa travlt, sagde hun og lob videre.
Karl blev staaende og saa efter hende. Han havde slet ikke talt med
hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod....
Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste
ham sin Pengepung, som hun rystede.
Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og saa efter Ida med Haenderne i
Bukselommerne.
-Ved De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at
ha'e siddende i en Landlaegebolig.
-De kunde jo fri, sagde Karl, der paa en Gang havde givet sig til at
lege Jonglor med sit Nogleknippe.
-Ja, sagde Qvam betaenkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en
Kone med Penge.
Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:
-Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.
Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kaelderkokkenet til
Josefine, der gik og ryddede op.
-Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han saa
rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.
Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte kobes til
Froken Helgesens Fodselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig
god Vin--foruden den Visitkortskaal....
Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og
Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde vaere
rigtig med Blomster og rigtig lyst....
* * * * *
Det var Sondagaften, efter Middag, hos Generalinden.
Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.
I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Froken Kate saa til
med lidt tunge Ojenlaag, siddende i en Hjornesofa ved Siden af Froken
Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til
Hofdame.
Karl satte sig ved Siden af dem, og Froken Schleppegrell spurgte, om det
sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtoj med det evige Sjap.
Kate sagde pludselig til Karl: Ved De hvad? jeg havde taenkt mig Dem
ganske anderledes.
-Saa-aa? sagde Karl ret uberort.
-Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt taenkt mig Dem adskilligt
morsommere.
Hun sad lidt og saa ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde
hun:
-Foregaar dette hver Sondag?
Karl brast i Latter, saa de lo sammen.
Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:
-Vi venter Admiralen.
Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenaeum", mens han lagde
Vejen baade frem og tilbage gennem Ostergade et Par Gange, og han kom
ikke tilbage indenbords for paa Slaget.
Men Julius sagde:
-Admiralen er i Gangen.
De brod op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene
horte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til
Fru Mourier:
-Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?
Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort....
Admiralinden talte om "Printemps".
Der hortes et Godaften henne fra Kabinetsdoren, og Admiralen, der stod
og gned sig i Haenderne efter Vandringen, sagde:
-Nu skal det vaere rent galt med Fru Aline....
-Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.
-Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende--og der skal hun
sidde....
Fru von Eichbaum havde--der var et Ojeblik stille--fort Haenderne op til
sine Ojne:
-Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.
-Ja, sagde Admiralen, der bod Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu
det.
De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Stojen fra
Stolene, horte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:
-Ja, der har vi Mandfolkene.
Og Karl, der skod Stole frem til Froken Fanny og Kate, mumlede:
-Saa, skal det nu gaa ud over Mandfolkene.
Kate, der horte det, gav sig til at le, og Karl sagde:
-Hvad ler De af?
-Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg taenkte kun, de har
vel vaeret to om Fornojelsen.
Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt
og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en
Kontorkop, sagde:
-Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en
Gang, hvad de kan faa....
Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der
saa hen over Kate og Froken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske
Barnemaelk, sagde:
-Ja, jeg finder jo, at....
Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevaeget og havde Taarer i
Ojnene, horte ikke Sosteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en
Afgorelse:
-Dernede kan Aline jo ikke blive.
Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Saet, saa hun drejede Hovedet som en
Vipstjert, sagde:
-Men, maa jeg sporge, hvor skulde hun da ta'e hen? ... Herhjem kunde Du
vel ikke taenke Dig?
Fru von Eichbaum sagde langsomt:
-Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline--naar hun er sig
selv.
Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:
-Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede
bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von
Eichbaum som en Tilstaaelse:
-Jeg holder nu af hende.
Og man horte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang
Ordstrom: Gud, Du ved da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten--
Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saa over paa sin Moder; der var
ligesom et Glimt i hans Ojne.
Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von
Eichbaum:
-Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge
Haender.
-Kaere Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om
sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.
Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskaeg svagt rore ved hendes
Skulder, naesten som han kaertegnede den.
-Tak for The, sagde han, halvsagte.
Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar
dog ikke--Du ved jo, at kom hun....
-Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, doer jo ogsaa ud, naar
der blot ikke tales om det.
Karl var inde i Spisestuen. Han var paa en Gang blevet saa straalende
lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Froken Fanny. Saa lod han
Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.
-Ka' De det? sagde han.
Kate, der tog Kortene, sagde:
-Nu er De lystig nok.
-Ja, sagde Karl og saa hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene
Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.
... Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og
Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om
Kate:
-Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel
nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog vaeret hele to
Aar i Lausanne.
-Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skorter, mens hun
standsede: AEnderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallo.
... Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod
i Doren til Dagligstuen.
-Ved Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sod, men, synes jeg,
nok lidt urolig.
-Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskaegget.
-Ja, men hun maa dog poleres.
Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afvaergende Bevaegelse med
Haanden:
-Hun har en ganske egen Maade at saette sig paa i en Stol og saadanne.
Men paa det kender jeg jo Mourier--med sine dristige Ideer.
Fru von Eichbaum daekkede sit Kniplebraedt til, mens hun sagde:
-Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?
-Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.
-Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.
Karl gik.
Fru von Eichbaum syslede laenge endnu, for hun slukkede og gik ind. Doren
mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det
haendte oftere i den sidste Tid.
... Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres
Spisestue.
-Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.
Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:
-Naa, han er da den bedste ... Ham kan man da faa no'et at vide af.
Hun mente Karl.
Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.
Naeste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde kobt
"Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine,
kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers
ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.
-Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.
Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.
-Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok
have vaeret stadseligere.
Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod
Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kaelderen
hjemme i Aarhus fra hendes Daab.
De tre Damer klinkede.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.
Kate skod sit Glas frem:
-Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tomte Baegret og fortsatte:
-Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, for
Besaetningen folger da med.
-Et Par, Kate?....
-Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gore det.
naar vi har Hestene....
-Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.
Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.
* * * * *
Det blev Mandag Aften.
Froknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte
paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Froken Helgesen,
havde travlt og lob op og lob ned. Der var stadig mer, der kunde pynte
paa Froken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre
Glasskaale--og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners
Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man taende mellem
Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.
Froken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkelaeg, sagde:
-Tak, Brandt, Tak, ja, vi gar det jo paa en Maade sammen.
-Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og
ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.
-Men det bli'r kont. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at
se: Hvor alt det gamle Solvtoj dog skinnede, og hvor laenge det var,
siden det var blevet brugt.
Froken Helgesen, der ligesom vilde faeste Ojnene ved noget, der var
hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var
stukket ned i Mosset:
-Hr. von Eichbaums Trae er sjaeldent.
Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt paa
Gulvet. Froken Helgesen havde allerede vaernet hver af de gule Kalke med
smaa hvide Papirsgarneringer.
-Ja, sagde Ida og saa ind i en af de gule Knopper: den er saa smuk.
-Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Froknernes Blomstergaver
skulde flyttes fra Fodselsdagsbordet over paa den ene Ende af
Spisebordet. Froken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en
hel Krans, om Froken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.
-Hvor Kjaers er nydelig, sagde Ida.
-Alle har vaeret saa venlige, sagde Froken Helgesen, der begyndte at faa
Vaertindefeber og ikke rigtig saa noget mere, men sagde:
-Mon der ogsaa bliver Stole nok.
-Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Froken
Boserup havde skaenket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som
saa ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et storre Bed.
-Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.
Det bankede, men det var kun Froken Kjaer.
-Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden:
Det var dog storartet.
Alle Lys var taendte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.
-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun,
og hun taendte de smaa Lamper, gule og rode, rundt paa Bordet.
-Nej, det var storartet, sagde Kjaer igen og saa ud over Solvtoj og
Blomster og Buddinger: det var brillant.
-Ja, sagde Froken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo
heller ikke saa lille.
Ida vilde lobe, da det bankede igen. Det var en Portor, der skulde hilse
fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og
havde paa Hjornet af Frederiksborggade kobt en Kasse Konfektblommer med
en koloreret Spanierinde paa Laaget.
-Det er Prinsesseblommer, sagde Froken Kjaer, der kendte Emballagen.
Froken Helgesen stillede Frugterne hen:
-Det er saa kont af Laegerne, at de viser En en Opmaerksomhed.
Ida var oppe paa Vaerelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort
Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen taendt foran Spejlet, da det
bankede. Det var Froken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til om
Halsen".
-Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.
-Ja, jeg vilde kun forsoge, sagde Ida og blev blodrod.
Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.
-Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire,
som hun tog og faestede i Sjalet, mens hun iovrigt formente, at "Flammer"
bare gjorde Ansigtet gammelt.
-Nej, det er da egentlig kont i Lyset, sagde Ida.
-Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke vaere mig. Men
Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalaenge.
Ida laasede Doren; nu vilde hun vaere alene, nu hun skulde ha'e Kjolen
paa.
Nede var Froknerne komne, en efter en, mens hver Nyankommen hilstes med
Udbrud over hendes Klaeder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og
der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige,
fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de
begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen naesten
ligesom for fint--medens Froken Helgesen blev ved at gentage, at de
maatte dog saette sig; og Froknerne sad langs Vaeggene, med Skoene frem
under Kjolen, som om de aldrig havde vaeret her for.
Kun Froken Friis tog, fra en Laenestol lidt ude paa Gulvet, med Haenderne
over Kors i sit Skod, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved
Frilandsplanten paa Sybordet.
-Det er da Boserups, sagde hun til Kjaer: Gud, hvor det ligner hende i
Prisen. Men Bordet er paent.
-Det er Ida, der har daekket det, sagde Froken Kjaer, der gik omkring til
alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn,
naar hun ikke selv var tilstede.
Ida syntes naesten hun blev helt rod, mens hun stod udenfor Doren og
aabnede den og kom ind og Kjaer raabte:
-"Jomfruen" har flammet Haaret.
Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Froken Kjaer og Froken Friis
klappede i Haenderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rod i
Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.
-Hun er knusende, sagde Froken Kjaer, der brod ud af Kredsen, og tog om
Ida, som vilde hun mase hende.
Der var blevet lidt livligere, og man horte Froken Helgesen sige: Ja,
saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og
Qvam. der rystede Froken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu
ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl
rundt og bukkede med haengende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis
Foer knitrede lidt, naar han rorte sig.
Froken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Vaesen, sagde:
-Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmaerksomhed; og hun tog om hans
lange og kolige Haand, for Karl bukkede videre, mens Josefine, hojbarmet
og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt
langsomt og halvt hojtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam,
der stod og saa rundt paa de mange stramme Froken-Korsetter, sagde til
Froken Kaas:
-Dette er s'gu for alvorligt.
Og han tog Madeira'en og begyndte at skaenke i Glassene for at haeve
Stemningen. Froken Brandt, sagde han, De maa hjaelpe mig....
Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Froken Friis lige til nu
havde undersogt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med
Glassene.
-Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.
Han blev staaende med sit Glas:
-De er saa kon, sagde han med den samme Rost, og hun syntes, hun slet
ikke kendte hans Stemme.
Hun saa ikke op, mens hun sagde noget--det var vel noget om hans Blomst.
-Man maatte jo gore noget for at vaere velkommen, sagde Karl, men det
var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.
Saa kom Kjaer bagfra og tog om Idas Liv:
-Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til
sig.
-Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.
-Nej, sagde Froken Kjaer: vi kommer ogsaa saa sjaeldent i Klaederne.
Ida gik videre. Det var, som om hun var saa myg i Linjerne og ligesom
saa kaelen i Figuren, mens hun bojede sig frem over Froknerne og bed dem.
-Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes
Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne
flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida horte, at nu lo
ogsaa Karl, deroppe hos Kjaer.
-Det er Frokenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige,
mens hun bod om.
Der blev en stor Jubel, da Doren gik op for Froken Koch, og Qvam raabte:
Skaal, Froken Koch; mens de alle klinkede.
-Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Froken Koch, der ikke var i andet
Festskrud end en ren Krave.
-Ja, to, sagde Karl og bukkede.
-Det ser jeg, sagde Froken Koch, og de lo igen.
De begyndte at le af ingenting og talte hojt, forbi hinanden, mens
Froken Boserup diskuterede om Foreningen og Froken Kjaer og Froken Krohn
lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.
-Kjaer stjaeler, Kjaer stjaeler, raabte de oppe fra.
-Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalende
Ansigt.
Froken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen
Tilslutning paa Frederiks.
Men Qvam raabte nede fra Bordenden:
-Det vil vi ikke hore, det vil vi ikke hore; og slog med sin Ske i
Tallerkenen.
-Det vil vi ikke hore, det vil vi ikke hore, raabte de alle i Kor.
Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne--undtagen Froken Helgesens
og Froken Boserups--og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede
tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Borne-Fremmede.
-Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.
-Hys, sagde Froken Helgesen.
Der lod to Slag paa Doren.
-Hys, Patienterne kan hore os. Det var Nattevagten.
Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter;
og de horte Doren gaa, igen, ind til "den urolige Gang".
-Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu saa tit.
Men Froken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Froken
Helgesen ligesom af sig selv kom op ved Haederspladsen med Blomsterne, og
Froken Kaas slog paa sit Glas.
Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom
altid, hvor hun var.
-Skal De ikke sidde, sagde han.
Hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.
-Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.
Froken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag
paa Doren lod i deres Oren endnu, for Froken Helgesen, der "horte til
dem, der haevede Standens Anseelse".
-Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.
Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i,
hviskende ligesom han, med fremskudte Laeber, mens de lo sagte.
-Det var det, sagde Qvam: saa hojt skriger man Hurra paa sjette
Afdeling.
-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Taeerne, med Glasset i
Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, traedende fint i
Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen:
-Hurra-ra-a, sagde Qvam.
-Og Tak for Madeira'en.
Froken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med
et tomt Glas. Men Froken Boserup sagde nede fra Bordet:
-Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.
-Ja, jeg takker forst og fremmest Dem, sagde Froken Helgesen og klinkede
med Ida.
-Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saa ud over Blomster og Lys og
dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.
Josefine, der havde hentet Vinforstaerkning oppe hos Ida, stod nede ved
Doren med Froken Kjaer:
-Hvor er hun kon i Ansigtet, sagde hun.
Froken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Baegeret?
Josefine lob til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt
Naboskab, sagde Froken Koch til Froken Helgesen.
-Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.
Og Ida satte sig som for.
Men Froken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have
Kaffe. Qvam bod hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens
de alle, hemmeligt, saa paa hans fine Cigaretetui af Solv: Maa vi? sagde
Froken Kjaer op mod Froken Helgesen. Men Froken Friis var umaadelig
dygtig i Rygekunsten og kunde blaese blaa Rogringe ned omkring de hvide
Lys, for de lostes op.