Ludvigsbakke - Herman Bang
-Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Rog.
-Nu skal vi synge, sagde Froken Krohn.
Froken Helgesen vilde gore Indvendinger, men Froken Krohn sagde: Vi
nynner naturligvis bare--det gor vi tit paa Vaerelserne.
-Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"....
De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de saa ind i
Lysene, sang de sagte:
Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Vove,
Snart kommer Natten saa sort.
Alt ligger Sol bag de daemrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv du kun hjem til din elskede Mage,
Til de gulnaebbede Smaa;
Og naar imorgen du kommer Tilbage,
Sig mig saa alt, hvad du saa.
De blev ved at synge, halv hojt, som sang de langt borte, bag en lukket
Dor. Froken Kjaer vuggede sig sagte frem og tilbage, og Froken Helgesen
sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Doren som paa Vagt,
nynnede ogsaa, med Haenderne paa sine Hofter:
Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Bolge,
Straek dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du folge,
Dybt skal Du spejde deres Fjed.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kaerligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan fole og lide,
Burde jo tolke min Rost.
De holdt op at synge, men ingen rorte sig.
-Nu har de kobt "Bakken", sagde Karl.
-Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Ojnene.
-Ja.
De begyndte at synge igen.
-Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.
-Ja, sagde Karl.
De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida horte knapt Ordene:
-Vi skulde haft den.
Ida rorte sig ikke.
Men pludselig afbrod Qvam Sangen:
-Skal her synges, skal her ogsaa vaere Morkning. Og han gav sig til at
puste Lysene ud i Armstagerne, mens Froken Friis lo og hjalp ham.
-Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne.
Og Idas smaa Lamper lod han braende.
-Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdoren, sagde Froken Kjaer. Hun
kunde ikke faa Doren lukket op og hun sagde: Ida, hjaelp mig. Ida rejste
sig og lukkede Doren op. Sid her, sagde Froken Kjaer og trak hende ned
paa den lille Puf.
-Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.
De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere--med Ansigterne
vendte mod de glodende Kul. Ida havde lukket sine Ojne:
Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Brusen,
Dybt drager Natten sit Suk,
Traeerne hviske med aengstelig Susen,
Hilse: God Nat--med et Buk.
Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,
Selv hos den vingede Flok?
Sig et: God Nat, til mit baevende Hjerte,
Sig det, Du ved det jo nok.
Sangen horte op. Rundtom i Morket saa man Cigaretternes smaa Lys og
Froken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.
-Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhojt, henne fra Morket.
-Jo, det kan Ida, sagde Froken Krohn.
-Aa, ja, syng en, sagde Froken Berg. Ida havde ikke svaret.
-Syng, hviskede Froken Kjaer.
Med Ojnene op i Morket, klart men meget sagte, mens det saa ud, som
aabnede hun blot Laeberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:
Jylland mellem tvende Have
Som en Runesten er lagt.
Runerne er Kaempegrave,
Inde midt i Skovens Pragt,
Og paa Heden alvorstor,
Her, hvor Orkenens Luftsyn bor.
Hun standsede naeppe efter det forste Vers, men blev kun ved at synge.
Froken Kjaer havde stottet sit Hoved til hendes Skulder:
Jylland! Du er Hovedlandet,
Hojland med Skov-Ensomhed!
Vildt i Vest med Klittag Sandet
Lofter sig i Bjerges Sted.
Osterso og Nordhavs Vand
Favnes over Skagens Strand.
-Den er s'gu kon, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han
stirrede bare paa hendes Ansigt.
-Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjaelpe mig, danses.
De raabte og lo halvhojt, i Morket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde
Froken Helgesen, der elskede at danse.
Men Qvam havde taendt en Vokstaendstik. Pas paa alle Tingene, pas paa
Tingene, raabte Froken Kjaer, der havde rejst sig, som vilde hun selv
holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene
vaek.
Froken Kjaer og Froken Krohn sang, stadig halvhojt, henne fra
Kakkelovnen, mens Qvam svang Froken Helgesen, saa Trinnene lod i Morket:
Smukke Pige med det sorte Haar
Se lidt paa mig!
Fol, hvor stormende mit Hjerte slaar;
Jeg elsker Dig.
Nej, Hr. Jaeger, nej, lad mig gaa min Vej,
Hvis Mama det saa, vil jeg Utak faa ...
Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det tror jeg knap.
-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Froken Friis.
Ida sang med. Det var som hendes Stemme forte de andres, i en storre
Glaede, og hun vidste det ikke selv.
-Det er godt, sagde Qvam. Han og Froken Helgesen svang sig forbi i
Halvmorket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med
Froken Friis.
-Lad os, sagde Froken Kaas til Froken Boserup, og de begyndte at danse,
mens Froken Boserup var Herre.
Pige med den skaere Liljehud,
Skaemt ikke nu.
Raek mig din Haand og bliv min hulde Brud!
Hvad svarer Du?
Naar De lover mig, fast ubrodelig
At til sidste Stund mig De elsker kun--
Paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det sker vel knap.
Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se
Plejemoderen svinge sig.
-Det er nu dejligt, sagde Froken Helgesen, da de havde standset.
Der var ingen, der sang, uden Froken Kjaer og nu Froken Friis, da
Eichbaum havde sluppet hende.
-Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.
De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Morket. Froken Kjaer, der
stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vaegerne
som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.
-De har holdt op at synge, hviskede Ida.
Der var stille lidt, som var de alle traette, og rundt om var
Cigaretternes Smaalys gaaet ud.
-Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Froken Koch
og hun begyndte at taende Lysene igen. Rundt om saa Froknerne, der
missede med Ojnene i Skaeret, ud som de vaagnede.
-Naa, sagde Qvam: skal vi saa klinke med Froken Brandt. Det er s'gu dog
hende, der har lavet Buddingen.
Han klinkede med Ida, og Froken Kjaer lob til, mens de alle fik Glas i
Haenderne.
-Ja, det har hun fortjent, sagde Froken Kjaer.
Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede
bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:
-Det er nu det forste Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i
Ojnene.
Karl kom hen til Ida og stodte sit Glas mod hendes:
-Tak, sagde han.
Lidt efter brod de op, men Ida vilde blive og hjaelpe
Froken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod
i Doren, og til Karl.
-Godnat, sagde hun og tog hans Haand.
-Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.
Ida blev hos Froken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de daekkede
af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Froken Helgesens Seng. Saa gik
hun.
Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Froken Petersens Vagt. Ida
gik langsomt op med sit Lys.
-Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Morke.
Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag
det loftede Lys, mens hun aabnede sin Dor og lukkede den bag dem.
-Turde jeg komme? hviskede Karl.
Ida smilte op i hans Ansigt:
-Ja, sagde hun.
* * * * *
Det var ud paa Morgenen.
Karl sad paa Kanten af Idas Seng.
-Ida, sagde han, er Du vred paa mig?
Ida laa med lukkede Ojne.
-Hvorfor? sagde hun kun.
Og lidt efter sagde hun og slog Ojnene op:
-Jeg vidste det jo.
Karl blev siddende paa Sengen--og maaske troede han virkelig, at han
elskede, at det var forste Gang i sit Liv, han elskede.
-Godnat Pus, hviskede han.
Ida forte langsomt Haanden hen over sin Pande:
-Kys mig der, sagde hun.
Hun laa igen med lukkede Ojne:
-Tak. Og vil Du love mig en Ting--hun aabnede Ojnene, men lukkede dem
igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte--: at sige mig,
naar Du en Gang gaar fra mig.
Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og forte den op mod
sin Kind som til tusind Kaertegn.
-Tak, sagde hun igen.
* * * * *
Sneen knirkede under Karls Fodder.
-Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige
til sig selv.
* * * * *
TREDIE BOG
Den rigtige Frost var kommen.
Det var klare og hoje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over
den frosne So. Ida traadte saa rank i Gangstien, medens Rytterne kom to
og tre, i hastigt Trav, fra Osterbro, paa dampende Heste.
-Halloj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.
-Halloj, raabte han igen og var oppe og floj videre.
To gamle Herrer havde ogsaa set til.
-Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.
Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot et
Ord at laegge ind; og Ida nikkede:
-Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.
De to Gamle gik videre, og den ene sagde--han havde Oreklapper--langsomt
og tydeligt:
-Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.
Den anden blev staaende lidt og saa efter Ida--der var ogsaa noget
ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne--:
-Ja, Ungdommen bli'er kon i Solen.
Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida
i store Galocher.
-Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Froken Kaas, idet hun gik
forbi.
-Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin.
-Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra
dem.
-Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.
-Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.
-Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset
og allerede var en halv Snes Traeer fremme. Hun talte om, at man vel
ogsaa burde klaede sig en Smule efter Stillingen.
-Ja, sagde Kaas, der gik og taenkte paa Ida (det var, ligesom Ida aldrig
havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der kraenkede dem):
-Hun er nu blevet svaert hojhaelet i den sidste Tid.
Ida vendte, naesten helt henne ved Osterbro, og loftede sit Slor: Jo, nu
var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede
ind om Hjornet ved Rorholm. Den gamle Tandlose lukkede Doren op til et
Kabinet, som havde han ventet hende.
-Der er varmt, sagde han.
-Ja, Tak....
-De gi'er os nok som saedvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem
i Stuen og Magasinovnsdoren op, hvor alle Kullene brasede.
Den Tandlose nikkede og havde lukket Doren, hvor han stille slog Klappen
ned (der var noget over Kelner Ellingsen, naar han opfyldte sine
Pligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som aabner
Stolestaderne for Lejere under en Hojmesse) for han gik for at bestille
Frokosten.
Ida daekkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smorkagen
ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var. Det slog et Slag paa Doren
med en Stok:
-Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu ogsaa altid noget at pakke ud....
-Godmorgen.
Han kyssede hende paa Kinden og fik sin Overfrakke haengt hen.
-Her er da varmt, sagde Ida og strog sin Kind mod hans, mens hun saa op
paa ham, ufravendt. Hun vilde saa gerne blive staaende saadan, et
Ojeblik, og se ham lige ind i hans Ojne.
-Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Saede og huggede i
Frokosten, mens Ilden bagte hans Ben.
Ida sad og lo:
-Nu har Du det godt, sagde hun.
-Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brod i sit AEg og saa ud over Bordet
og over mod hende:
-Dette er det bedste Maaltid paa Dagen.
Ida skar Smorkagen for--hun havde lidt mange Smaabevaegelser, naar hun
var saa glad--:
-Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med
en Bevaegelse, der egentlig var Olivias.
-Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han
med lidt blod Stemme.
-Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gore saadan maerkelig
runde Ojne, naar hun var glad.
Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden,
langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop
og til sin Tallerken for at faa Plads og fortaelle:
-Nej, for nu maa Du hore--det er utroligt....
Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske "Drikke"....
-Naa, saaledes, sagde Karl: Ja, I tommer s'gu Smaabaegrene derovre.
-Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Haand over Bordet.
-Nej--Du behover det vel ikke ... Man skal vel ikke have baade i Pose og
i Saek.
-Karl....
Men "Drikken" var en Flaske Dom, og Froken Friis havde sat Flasken lige
ind i Gangskabet, midt for--det er osse utroligt--og saa kom Profossen,
da Petersen stod der ... med det aabne Skab--og han saa
den--ligestraks--naa, aa, som han blev, Du ved det ikke....
Karl var faerdig med at spise og sad og skod store Ringe ud i Luften fra
sin Cigaret.
-Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med
forskraekkede Ojne.
-Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis horer vistnok til dem, der
hytter sig.
-Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.
Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans
Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:
-Men Profossen skulde s'gu vaere ansat i Rom, sagde han.
Ida lagde begge sine Haender om hans Kinder:
-Hvorfor?
-Jo, for de, der lober rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.
Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og stottede Albuen
mod hans Knae. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:
-Ved Du, nu rejser Moderen--sikkert.
-Rejser? hvorhen? det gav et lille Saet i Ida.
-Til Geneve. Han slog et Smaeld med Laeberne.
-Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem....
-Fru Feddersen? Og din Moder henter hende--Ida saa op og igen ned--:
Hvor det er kont af hende.
Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Maelet, og Karl
nikkede eftertaenksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:
-Ja, saadan er hun.
Kullene i Ovnen faldt sammen:
-Du, saa dommer (det kom sagte og der var en saerlig ligesom udenadlaert
Klang paa "dommer") saa dommer hun hende da ikke ... saa haardt.
Karl blev ved at se paa Kullene:
-Det ved jeg s'gu ikke ... hun dommer hende vel som de andre--men hun
henter hende.
Ida rorte sig ikke, man kunde naesten tro, hun pludselig havde faaet Vand
i Ojnene.
Karl nikkede igen til Ilden:
-Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Vaerdigheder, sagde han.
Ida svarede ikke, og hun havde taget Haenderne bort fra hans Knae.
-Hvad taenker Du paa? spurgte han.
-Paa din Mo'r.
Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl forte
Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt
efter lidt.
-Du er saa behagelig, naar Du tier stille, sagde han og blev ved at fore
Haanden over hendes Haar--helt blodt, men der var alligevel altid noget
ved det, naar han kaertegnede hende, ligesom han kaertegnede en Jagthund.
-Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.
-Hvad vilde Du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.
Der gik et Ojeblik:
-Tak, hviskede hun ganske sagte.
Der kom en Traekning ved hans Mundvige, og Haanden sogte ind mod hendes
Nakkehaar:
-Og jeg faar aldrig Lov til at takke Dig.
-Jo, sagde hun og saa ikke Ilden mere--hvis Du--en Gang vilde takke ...
for Dig selv.
Karl bojede sig ned over hende; der var det i hans Ojne, som fik dem til
at ligne Flojl.
-Du, Pus, sagde han.
Ida besvarede ikke hans Kaertegn, og hun saa ikke op, mens hun sagde--han
horte det knap--:
-For jeg taenker jo altid paa din Mo'r, hvad hun vilde taenke.
Der forlob et Sekund.
-Det er s'gu ikke Umagen vaerd, sagde saa Karl og slog over i Tonen.
Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik Ojnene torrede
lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foeret ind mod
Ilden. Hun sad og glattede med Haenderne paa den blode Silke. Hun holdt
saa meget af den Overfrakke:
-Foeret holder da endnu.
-Ja.
-Hm, og Ida smilte: hvor Du var glad, da Du fik den.
Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.
-Det var da osse blevet paa Tiden, sagde han og trak Frakken paa sig,
mens Ida hjalp ham: at faa no'et paa sig, der kunde gi'e Varme, paa de
Morgenture.
Ogsaa Ida fik Tojet paa: Farvel saa, sagde hun og lagde Armene om hans
Hals, for hun ringede, og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde en
Maade at komme ind ad Dore paa, som kom han ind gennem en Spraekke.
Portemonnaeen laa allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var en
Ruslaeders Herre-Portemonnae, Ida havde faaet sig) og Karl betalte, mens
Ida slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for at bytte den store
Seddel, medens Ida snappede Portemonnaeen til sig.
-Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med
Haenderne om hendes Liv, medens Ida smilte:
-Farvel.
Hun blev staaende lidt:
-Ved Du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.
-Saa-aa, lo Karl og slap hende.
-Jo, sagde Ida, og hun blev staaende taet ved hans Skulder: for saa ved
jeg igen--alting.
-Farvel.
Gangdoren slog i. Ida gik altid forst, og Karl ventede, til hun var
kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum
stak i sin Lomme, og den Tandlose begyndte at servere af, med Hovedet
bojet paa Skraa: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.
-Her er s'gu Sogning, sagde Karl, der ventede endnu.
-Ja--her er virkelig blevet--Hr. Ellingsen udtalte V'et i "blevet"--ikke
saa lidt om Formiddagen ... i Forretningstiden.
-Godmorgen.
Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Traeer; hun vidste, at nu var
Karl drejet om Hjornet og gik bagved hende paa Gangstien--slaengende
behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i kon
Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han
hver Morgen til sig selv.
Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarog var skam
nydelig i saadan stille Luft.
Et Par Lojtnanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et
"Morgen".
-Morgen, mumlede Karl.
-De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.
-Ja, man gor sine Overslag, sagde Karl.
Lojtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mens
de to blev ved at holde, til der lod nye Hovslag bag dem, og de to
Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdt
Hesten an:
-Godmorgen ... ta'er Deres Mo'r saa Billetten imorgen? spurgte hun ned
til Karl.
-Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.
-_Bon voyage_, sagde Kate og svippede med sin Pisk.
De to Lojtnanter halvsnaerrede noget, om Frokenen tillod, og Kate sagde:
-Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre
alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:
-Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med Ojnene;
nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.
-Men hun ri'er s'gu godt, taenkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem
Taenderne; han havde en maerkelig Signalhvislen, som kunde hores saadan
noget som en halv Fjerdingvej--og Ida, der skred foran, gik langsommere,
til han naaede op til hende: det var ligesom han traengte til at tale
lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:
-Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige
Taille, der paa Hesteryggen.
-Hun er saa kon, sagde Ida, og hendes Ojne straalede mod Karls.
Nu bojede de om derhenne, mens Karl stadig saa efter dem; Lojtnanterne
var blevet saa bojelige i Overkroppen:
-Nu skal vel den Smor-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.
De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede for, og
pludselig--det var maaske af Glaede, fordi Karl havde kaldt--gav Ida sig
til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skraevende, mens hun
lo:
-Du vilde s'gu ikke blive gracios paa Skojter, sagde Karl, og Ida smilte
igen.
Saa skiltes de paa Hjornet.
Karl gik videre og taenkte paa, at han kunde egentlig ligesaa godt ride
med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret for alligevel...
-Og det er et dejligt Dyr, sagde han.
Da han kom op paa Kontoret, var Froken Koch derinde. Hun havde Brillerne
af--hun havde lige modt Ida i Mellemporten--og stod og saa hen efter von
Eichbaum.
Karl fik sine Boger frem og Kontorstolen drejet op.
--Naa, saa Kavalleriet skeler til Smorret, taenkte han. Han begyndte paa
Bogerne.
... Ida sov ikke ind, hun laa i det gronlige Skaer og taenkte paa Fru von
Eichbaum, der vilde rejse ... Saa kont, det var af hende. Hun rejste for
at hente hende og domte hende ikke.
Ida laa stille og stirrede ind i det lysegronne Skaer.
Tankerne forte hende saa langt.
Nede slog Portene op og i.
Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun
vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.
* * * * *
Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede
Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.
-Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?
-Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster
man jo Stovet af.
Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius,
og sagde:
-Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.
Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med
Laeberne skudte frem, som vilde hun flojte, men beholdt Lyden for sig
selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke.
-Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte:
Minuttet for man skal rejse....
-Der er da en Time til, sagde Kate.
Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time for, "som
om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde haende".
De kom alle ned i Drosken og korte af sted, med Julius paa Bukken. Fru
Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage--til
Aarhus.
Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.
-Med Gaardene selv kunde det jo vaere det samme. Men det var de
Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de
plejede ... Og man er jo dog altid afhaengig, sagde Fru Mourier, i Tider
med den Konkurrence.
-Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at stode
den Slags Folk er altid urimeligt.
-Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.
Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell og
Fanny, som var i Kapothat med vinrode Baand under Spidshagen. Fru
Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Aa ja, Gud
ske Lov, det blev, Du, og, hvor maa Line vaere Dig taknemmelig....
-Kaere Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke vaerd at
tale om de to Dogn og paa en moderne Jernbane.
De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von
Eichbaum iforte sig vaskede Randers-handsker til Rejsen og Fanny bragte
en Hilsen fra Hofdame Froken Juul.
-Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Froken Juul bar Navnet Emma)
sagde saamaen igaar til mig: "Bedste Ven, det vil jo vaere en Lettelse for
hele Kredsen".
Men Fru Mourier fik Taarer i Ojnene og sagde:
-Hvor Gensynet med Dig, Emilie, alligevel bliver svaert for Aline.
Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skraellede sig en Appelsin og
Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Geneve-Chocolade. Ja, Emilie,
sagde Admiralinden: naar det blot ikke var formegen Ulejlighed, at Du
bestilte mig tyve Pund--direkte. Geneve-Chocolade er jo den bedste for
Fanny.
Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og
haengende Skuldre. Naa, sagde han: I har naturligvis vaeret her en Time.
Han kyssede Fru von Eichbaum paa Kinden og gav hende en lille
Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslaeder: Vaers'go, sagde
han. Karls Penge slog i den sidste Tid saa maerkelig godt til og egentlig
var han jo opmaerksom af Naturen. Han hilste rundt paa de andre, og Fru
Mourier sagde smilende:
-Det var en opmaerksom Son. Han bli'er en god AEgtemand.
-Er De vis paa det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier og
Kate, og han rynkede Naesen.
-Hm, hvad horer der til en god AEgtemand? sagde Kate.
-At han skal vaere et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.
Kate saa op, og der kom noget i hendes Ojne, et kort Nu, som gjorde, at
Karl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt naermere.
-Ja, det har Karl saamaen Ret i, sagde Fru Mourier.
Ventesalsdorene blev aabnede, og Julius samlede Smaabagagen sammen.
-Men i Geneve, horte man Fru von Eichbaum sige til Fru Schleppegrell:
kan man jo altid gaa i reformert Kirke.
Fanny, der saa paa Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden:
Ja, de har skiftet Praest, han skal ha'e et henrivende Sprog.
Fru Mourier, der sidst kom af Saedet, sagde: Naa, jeg bryder mig nu
aldrig om at hore fremmede Udlaeggelser.
De kom alle ud paa Perronen, og Fru von Eichbaum fik en Kupe. Der var
noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktorer og alle den Slags
Folk springe, og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville
give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og
Kate, klumpede sig sammen foran Doren, saa Froken Kjaer, der kom lobende,
helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinnet.
-Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt ... hun kunde desvaerre ikke komme
selv.