Ludvigsbakke - Herman Bang
Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa kont af Froken
Brandt. Og Froken Kjaer forsvandt igen ligesaa pludselig og
forlegent-hojrod i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum,
der sad paa Saedet med Buketten, sagde:
-Kaere Born, det er jo rigtig saa venligt af hende ... men Blomster paa
en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg ved. Tag Du dem hjem
med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.
Hun rakte Fru Mourier Roserne:
-Her laegger man dem i et Naet og finder dem bare visne om Morgenen ...
Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:
-De er smukke, sagde hun og saa saerdeles ligegyldig ned paa de lange "La
France"-Grene.
-Ja, sagde Karl og smilede paa en Gang saa kont ned mod de lyserode
Kalke: Det er s'gu godt ment.
Saa genoptog han Traaden--de havde talt om Knuths Dygtighed som
Rytter--og han sagde med rynket Naese om Greven:
-Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?
-Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig.
-Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.
Konduktorerne lukkede Dorene, og Efternolerne halsede ud af Ventesalene,
fulgt af Hotelkarle, der pustede. Dore kom op igen og i igen, og paa en
Gang var det, et Nu, som alle skaendtes, Karle, Konduktorer og Rejsende.
-Kaere Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupedor saa rank som
et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.
... Toget var gledet bort, og de saa kun endnu en Gang Fru von Eichbaums
hvide Lommetorklaede, for de alle vendte sig og gik.
Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:
-Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.
-Men nu kommer Knuth, svarede Kate.
-Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.
Det blev en Aftale; og Karl gik.
Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre
karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:
-Vi dommer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.
-Naa, sagde Fru Mourier og saa frem for sig: det sidder vel i os alle,
og naar man saa ikke vokser fast til den, man har....
-Ja, kaere, svarede Generalinden, men der er jo dog Ting, man tojler....
Kate sad og saa ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru
Schleppegrell lod altid Konduktoren tage saadan rigtig et fast Tag om
sit Liv.
-Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke vaerd,
der tales videre om, at vi var paa Banen.
Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Saede med alt Overtojet
paa. Hendes Tanker var ved Aline.
-Ja, ja, sagde hun: hun har det Vaerste igen. Hun taenkte paa Hjemkomsten.
-Kate, saet saa de Blomster i Vand ...
Kate saa sig rundt i Stuen:
-Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.
Fru Mourier blev siddende med Tojet paa. Hun sad og smilte: hun var
kommen til at taenke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke
noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.
* * * * *
Ida sad paa Kafeen, foran Ilden, ved Siden af det daekkede Bord, da det
tog i Doren og hun rejste sig--Rodmen floj helt ned over hendes
Hals--men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.
Ida fik det aabnet og laest, straks, mens hun stod oprejst, midt paa
Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst.
Jeg maa for Skams Skyld ride med Smorret nu til Morgen. Vi ses. Karl.
-Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfaerdigt. Han havde bare en Gang
slaaet Ojnene op, mod hendes Ansigt.
-Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.
Hun saa kun et Ojeblik ud over Bordet:
-Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa en Gang (det Hele var da
saa rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt
det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig taenkte hun paa, at
Ellingsen vilde kende Portemonnaeen, og hun sagde:
-Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen,
mens han hjalp hende Tojet paa og til hun fik sagt "Farver", uden at se
sig om.
Ellingsen slog Dorklappen for og serverede af og glattede Servietterne
lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevaegelser, mens han gjorde det,
noget vist bekymret, som henlagde han sorgerandede Salmer paa et
Pulpitur.
Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo
saa rimeligt, og Karl (mens hun taenkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa
til Ojnene, de havde vaeret ligesom saa runde og stive, skont der var
Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride ... Hun blev ved at
smile: Ja saa kont han red ...
Men--jo--hun vilde gaa hurtigt ... for hvis de red og kom denne Vej ...
Hun vilde alligevel, hun vilde nodig mode dem ...
Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Ojeblik langsomt, og det var
ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder forst stak op saa pludseligt og
lige ved hende, saa hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged
standsede hende og holdt begge hendes Haender fast mellem sine strikkede
Vanter. Det var et velsignet Vejr med den hoje, klare Luft, sagde han:
-Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Horelsen, sagde
han. Men i det samme horte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham:
det var vist dem, men det lod, som var der tre Heste ...
... Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde
vendt sig halvt og saa Knuth, der kom travende der, paa den anden Side
af Kate.
Hestene kom stadig naermere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate
Mourier holdt sin Hest an.
-Godmorgen, Froken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre
standsede som hun.
Ida blev rod og saa bleg:
-Godmorgen, sagde hun, og der var med et det forrige stive Udtryk i
Ojnene.
-De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved
Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfaeldigt,
den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, rore ved Idas
Kind, saa Ida saa op, lynsnart, et Sekund----
-Uh, sagde Kate, der havde set ud over Soen (Knuth tog ikke sine Ojne
fra Ida): I saadant et Vejr maa der vaere faelt paa Galehuset.
Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:
-Hun er egentlig sod, sagde hun, mens de travede.
-Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa kon, naar hun er bedrovet.
Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke kon, naar hun er glad?
-Nae, sagde Karl.
-Og hvorfor?
Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.
Knuth var kommen en halv Hestelaengde bag de andre: han sad og vendte sig
to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.
-Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:
-Er hun paa Kommunen?
-Ja, sagde Karl.
-Allez-y.
De slog over i skarpt Trav.
Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig
og tyggede paa sin Piskeknap.
Den skraevende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen,
naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt morkere i Ojnene.
-Vrovl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu
haft et nydeligt Smil, da hun stod og saa op til den Landlober.
Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med
Josefine--der stod ligesom Storm af Josefines Skorter i disse Dage--og
oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun folte kun en Ting,
bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind....
* * * * *
-For Satan--naa, han saa mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om
Trappehjornet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Doren op paa
forste Sal. Oppe ved Doren blev han staaende lidt, indtil han horte Dr.
Qvams Skridt do bort nede i Gangen.
Saa slog han to Slag paa Doren, som han plejede.
-Du var saa kon imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos
hende lige til sidste Minut.
Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte med
Froken Koch.
-Godaften, sagde han noget lavmaelt, og han kom forbi.
Froken Koch havde ikke svaret, men hun saa hvast efter ham; og hendes
Samtale med Qvam gik i Staa.
-Maa man sporge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad
saadanne Mennesker taenker paa--
Dr. Qvam stod lidt:
-Der er vel dem, som aldrig taenker ret langt, sagde han: Og for dem er
det jo lettere ikke at taenke laenger end de vil.
Froken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.
Lidt efter sagde hun:
-Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gores ved Verden?
Qvam flojtede:
-Jeg ved s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk
ligesom man behandler Hingstene og gore dem til Arbejdsheste, der gik
roligt foran den store Vogn.
Han tav lidt:
-Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det
anerkendelsesvaerdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.
-De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Froken Koch.
-Naa, sagde Qvam: Herren ved det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa
et Galehus og mest ved at taenke paa dem, der ikke spaerres inde....
* * * * *
Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen, og Karl kom ud:
-Saa, nu Sjalet ned om Orene----
Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paa
Taeerne for at faa Hojden, leende, med Kniplingstorklaedet ned over
Ansigtet.
-Han er der s'gu, sagde Karl, der skaevede hen til Portner-Hullet, mens
Ida blev ved at gaa paa strakte Fodder:
-Saa. De var frelste inde i Gaarden og de lo paa en Gang, sagte, begge
to. Men Karl sagde og nikkede:
-Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede.
-Hvorfor?
Karl smaekkede med Laeberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.
De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, for de
naaede Doren.
-Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tojet af.
-Ja, sagde Ida og lo, men skaelvede alligevel. Men Karl, der aabnede
Doren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var
derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Vaerelse, til han
kom tilbage.
-De sover, sagde han, og han forte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind
hvor i Dagligstuen Lampetterne var taendte og Vinen stod paa Bordet.
-Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.
-Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.
Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende Ojne op paa ham, mens hun
paa en Gang rodmede, og Karl, der havde modt hendes Ojne, trak (han
vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad
hun dog fornam.
-Det er Marinens Madeira, sagde Karl.
De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og
Ida bragte ham en Skammel, og de horte ikke andet end Gassen, der kogte:
-Her er rart, sagde Karl.
-Ja.
Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skaelvede lidt
i Stemmen endnu, men paa en Gang blev hun munter, kun ved at fornemme
den omme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke--og hun saa sig om,
nedefra, og pegede paa Kniplebraedtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor:
-Det har hun ikke med, sagde hun.
-Nej, sagde Karl og loftede hende op, men Ida rev sig los og tog Klaedet
fra Braedtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas Du paa, sagde Karl,
der havde bojet sig og sad og pustede i hendes Haar, mens hun holdt op
at kniple, og hun sagde, med lukkede Ojne, saa sagte, at det lige kunde
hores og ikke mer:
-Iaften gifter vi os.
Karl saa op i hendes Ojne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end
det, der var i hendes--og det havde givet det samme lille, umaerkelige
Ryk i ham som for--:
-Det har vi vel gjort for, Pus, sagde han lidt hojere end hun--og hendes
Hage loftedes fra hans Haar.
-Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte
hende Glasset op over sit Hoved--som hun tog og ikke rorte.
-Der har vi s'gu Tegningerne ... Karl fik pludselig Oje paa Pakken paa
Marmorbordet i Hjornet.
-Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde
sagt.
-Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu
se dem.
-Nej, hvor kommer de fra?
Ida var lige saa hurtigt derhenne.
-Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde
taget Pakken og skudt Kniplebraedtet bort.
-Sikken Maengde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.
De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad i
Sofaen ved Siden af hinanden:
-Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et vaere.
-Aa, der er Taarne, sagde Ida.
-Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det
var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og
stottede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.
Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kont til Omgivelserne, sagde han
og rynkede paa sin Naese. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran
Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.
-Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Braestrup.
-De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede
foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk
bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.
De gik til det naeste Rids. Det var Planen over forste Sal. Ida forte
Fingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne paa
Planens Fod: Det var Dagligstuen--to Dagligstuer--og det var
Thevaerelset....
-Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.
-Atten Alen i Laengden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.
Og der var Billardet--i Taarnet.
-Jeg taenkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt
efter Middagen.
Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmaalte
Vaerelserne, spaendte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte
Vaegge--Spejlglas gennem det Hele....
-Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.
Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.
-Hvor de faar megen Plads, sagde hun og saa hen over de mange Rum: Men
vi vil ikke kende det igen.
Karl blev ved at maale og studere:
-Ja, indvendig er det godt (han smaekkede med Tungen) det er s'gu godt.
-Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hans
Skulder: de har jo Pengene ...
Karl nikkede og saa fra Planen op i Lampen:
-Ja, sagde han.
Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:
-Det var os, der skulde haft det, sagde han saa.
Pludselig smilede Ida:
-Ja; og ogsaa hun saa ind i Lampelyset.
-For det var da det, man var fodt til, sagde Karl.
-Ja, Du....
-Du ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.
Han tog den naeste Plan. Det var alle Sovevaerelserne med Toiletvaerelser,
og med Bade og med Garderober. Fra A til O stod det hele Alfabet paa
Ridsets Fod. Karl snoftede og han gned sine Haender.
-Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig....
-Og seks Gaestevaerelser....
Han talte dem op:
-Med Bad til hvert.
Det morede ham, naesten som Kate havde vaeret en Elev i Komfort, der var
gaaet i Skole hos ham:
-Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kloede sig i Haaret: Hun
er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til....
Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, folgende hans Haender
og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde folge
med i alle de mange Rum.
-Ja, de faar det dejligt, sagde hun.
-Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var
den naeste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.
Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i
England til de store Vaeddelobere.
Ida beundrede i Stilhed--hun forstod sig nu ikke paa Stalde--og mens hun
saa hen over Planen, sagde hun pludselig:
-Det er dog godt, at Far er dod.
Karl gav sig til at le, bojet over Ridset.
-Ja, sagde han: det vilde ikke vaere no'et for den Gamle....
Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske
Staldbygninger.
Ida havde rejst sig, og paa en Gang sagde hun--og vidste slet ikke,
hvordan det faldt hende ind, for et Minut for havde hun aldrig taenkt
derpaa--:
-Ved Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.
-Hvad vil Du?
-Ja, jeg vil leje en Lejlighed--
Hun havde laenge taenkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed....
-Hvor? sagde Karl bare.
Og paa en Gang vidste Ida, hvor det skulde vaere: i Ole Suhrsgade, for
det var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fire
Vaerelser; hun havde altid taenkt det, saadan en Lejlighed som
Kristensens.
Hun stod paa den anden Side af Bordet og bojede sig frem under Lampen,
saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.
-Og Moblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.
Hun var saa ivrig, at hun blev rod i Kinderne.
-Ja, det er udmaerket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden.
Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.
-Og saa kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.
Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.
-Du, Pus, sagde han, og han saa op i hendes Ansigt: Hvorlaenge kan Du
blive?
Ida smilede kun og lukkede sine Ojne.
Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjornesofaen, der,
hvor Stereoskopet stod, som da hun var her forste Gang.
-Og saa vil vi ha'e Herremobler i det store Vaerelse, sagde hun.
Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Vaeggen.
-Nej, sagde han: i det store Vaerelse vil vi sove.
De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl saa over paa Ida, der sad
lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhojt:
-Det maa vaere faelt at sidde saadan og vaage....
Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:
-Nej, ikke nu....
Hun tav et Ojeblik:
-For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.
Der var stille igen, saa meget som et Nu, for Karl gik over til hende.
Han fandt ingen Kaelenavne, sad bare og strog hende over Haenderne, ganske
omt (og helt inde i sig taenkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun
kyssede hans Kind.
-Gaar Du saa? hviskede han.
Hun rejste sig og han horte Doren til sit Vaerelse sagte aabnes og
lukkes.
-Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.
-Ja, hviskede hun.
Og Haenderne, hun rakte ham, var blevet skaelvende og kolde.
-Er Du bange, Pus?
-Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at vaere angst og kold.
Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.
Karl var utidig.
-Du behover kun at folge mig til en Droske, sagde Ida.
Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bojede hun Hovedet
ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndoren.
-Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.
-Naa, Pus, sagde Karl ligesom trostende. For det var, som om Graaden
vilde op.
Karl drev tilbage.
Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.
Han rog sig et sidste Par Drag, mens han saa betaenksomt op i Loftet:
-Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med
Hovedet paa sin Pude.--
Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baade
Portner og Portorer. Oppe paa Vaerelset lagde hun sig paa sin Seng.
-Jo--nu vilde hun ha'e Lejligheden ... og saa vilde hun aldrig mere
derhjem--Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.
... Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Laegerne havde vaeret der,
forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde vaeret
blege og dode til Knoerne, mens han gned Haenderne over Sygesengene.
Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.
Portoren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab
henimod Doren som en Hjord. Og Noglerne lod og Dorene lukkedes.
-Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og
loftede de lurende Ojne, mens Vandet fra Hanen lob ned over hans Haender.
-Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:
-Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.
Bertelsen betragtede sine Haender og hver bidt Negl, for han, med
dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, slov og med
halvlukkede Ojne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:
-Hvorfor skulde jeg ikke med?
Og Ida gentog:
-Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer....
Og mens Ida syslede, lod atter kun to Syges Stonnen fra Salen og Herren
fra "A"'s Skridt over Gulvet.
Noglerne lod i Doren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.
-Her er mat, sagde han.
-Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde
vaagne.
Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for slover de, minder her
li'egodt forbandet om Underverdenen.
Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Froken Petersen kaldte
paa Ida fra Kokkenet, om hun vilde hjaelpe hende med hendes Kjolerem.
-Gaar De ud i dette Vejr? sagde Qvam.
-Ach, Froken Petersen skulde i "Udsalg".
-Aa, sagde Ida, der bag Kokkendoren laa ned paa Knae for at hjaelpe,
pludselig med en hoj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var
Mobelstoffer.
Qvam loftede rask Hovedet:
-Skal De giftes? sagde han.
-Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.
Qvam satte ned fra Bordet.
-Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.
Han gik hen forbi Kokkendoren og slog Hovedet en Kende tilbage mod
Bertelsen.
-Skal han ha'e Tojet? spurgte han sagte.
-Ja.
-Godmorgen.
Qvam gik; men Froken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor
det skulde vaere og naar hun havde bestemt det.
-Aa, jeg har villet det laenge, sagde Ida, og hun begyndte at fortaelle om
Lejligheden og Moblerne, hun vilde have, og Betraekket, hun vilde vaelge,
fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde taenkt paa--og hun troede
selv, hun havde taenkt det laenge.
-Men i den store Stue vil jeg ha'e Laederbetraek paa Moblerne, sagde hun.
Bertelsen loftede pludselig Hovedet:
-Naar kommer hun? spurgte han.
-Klokken elve, Bertelsen.
Froken Petersen var blevet ganske folsom ved Tanken om Lejligheden.
-Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.
Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Ojeblik, mens hun blev ved at
smile.
-Ja, sagde hun og, stille, saa hun frem for sig.
Froken Petersen var borte--Nyheden havde hun med sig til Spredning--og
Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa
sad hun, haeklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg
en daempet Stonnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille
Klynken.
-Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med
nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa
Tankerne om sit "Hjem".
Det slog to dovende Slag paa Gangdoren og Ida lukkede op. Det var Fru
Bertelsen, der allerede paa Taerskelen fik Traekninger af Graad i sit
Ansigt. Vaersgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen
gik hen mod sin Son, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun
underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede
han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var
fortaeret, og Hatten--en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt
Klaede--tegnede sig mod den graa Vaeg.
Ida gik ud; fra Kokkenet horte hun Bertelsens ustandselige Tale som en
vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja,
men Jakob ...
Doren til Kvinderne rog op. Det var Kjaer, der forst saa sig rundt i
Stuen og saa lob ud i Kokkenet.
-Gud, men Jomfru, naar skal det vaere? sagde hun: De vil jo leje
Lejlighed.
I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte
alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende,
efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, hojere
og hidsigere, purpurrod, medens han forte begge de knyttede Haender op
foran sig, altid i samme Hojde, som var de bundne i en Laenke.
-Men, lille Jakob, lille Jakob.
-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjaer ude i Kokkenet: Gud, Gud, hvor
jeg glaeder mig.
Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:
-Er hun her for at sige Farvel?
-Ja, den Stakkel.
Bertelsen skod Stolen bort og stod op; gennem Doren saa de Moderen gribe
om hans Arm, men han sled sig los.
-Forbandede Maer, som Du er, skreg han. Fra Doren til "Salen" vaeltede han
endnu en Strom af Skaeldsord imod hende, mens den knoklede Moder blev
staaende ubevaegelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den
rammes af Kuglerne.
Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Haender.
-Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.
Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang
hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortaelle for hundrede
Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet--for denne Son ligesom for
hans to aeldre Brodre:
-Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brodre. Og alting var godt,
til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brodre:
han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt
nojagtig i Rad (jeg saa det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans
Boger var forte (jeg saa det jo selv) til han gik og kom hjem og det var
forbi for ham ligesom for hans Brodre.
Hun kunde ikke graede, men det lod, som hun graed:
-Ligesom for hans Brodre.
-Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.
Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Ojne,
som var de blinde, sagde hun: