Ludvigsbakke - Herman Bang
-Og saa er det Ens egen Skyld--
De Ord var Fru Bertelsens forste Tanke og hendes sidste lige fra den
Dag, Hr. Overlaegen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man
ogsaa Born med et drukkent Mandfolk?
-Og saa er det Ens egen Skyld....
Ida havde ikke hort Doren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren
fra "A" stod paa Taerskelen: smilende stod han og saa paa dem begge.
Fru Bertelsen losnede sine Haender fra Ida's, og gik hen mod Doren til
Gangen.
-Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saa ind paa
"Salen", hvor Sonnen sad, sammenkroben i en Krog, paa en Sengekant.
-Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdoren, mens Fru
Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Ojnene faestede paa Doren til
"Salen" og gik.
-Onsker Doktoren noget? spurgte Ida.
Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er
vist alligevel gal, taenkte Ida.)
-Nej Tak, sagde han kun og rorte sig ikke.
Det blev Skumring.
Hele Dagen havde Damerne raslet med Noglerne og var roget ud og ind for
at sporge om Lejligheden, og Ida havde svaret naesten lidt febrisk,
udmalende alting, saa det og saa det.
Nu sad Froken Kjaer et Ojeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt
afbrudt, om det samme.
-Hm, sagde Kjaer: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.
Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Ojne.
Nu aabnede hun dem. Inde forbi Doren paa "Salen" drev og drev Bertelsen
som en Skygge, og pludselig horte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der,
helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.
-Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.
De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lod den samme dumpe Stonnen
som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens
Bertelsen blev ved at glide forbi Doren som en Skygge, der viskedes
ud--i Morket.
-Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Froken
Kjaer, der taenkte paa Fru Bertelsen.
Hun tav lidt igen.
-Ja, hun dor jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.
Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den daempede Stonnen
dernedefra slog bolgende sammen om hans Skridt.
-Her er alligevel trist idag, sagde Kjaer og stod op.
Ida gos uvilkaarligt.
-Ja, sagde hun: nu skal vi taende.
Kjaer gik og Patienterne fra Kaelderen kom tilbage, og en Tid efter suste
Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vaekkende Slag paa Froken
Petersens Dor.
Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humor. Der lod ikke saa meget
som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens
hun tog Maden op.
-Nej, Froken, sagde hun: Man sku' aldrig gore no'et for et Mandfolk.
-For de er no'en Hunde, erklaerede hun, og hun tog igen fat paa
Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for
Lyset at udrede af Konduktor Andersen.
Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Froken Friis der alene. Hun lagde af
gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskort. Froken Friis lagde
mere og mere Vaegt paa en moderne og tidssvarende Underbeklaedning.
Mens Ida drak sin The, sagde Froken Friis:
-Naa, De vil bo privat, horer jeg; naar skal der lyses?
Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:
-Ja, det skal vel ikke vaere fra Praedikestolen.
Froken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:
-Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa
pludselig og nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen
rystede i Idas Haand.
Da Ida vilde gaa op, modte hun Froken Boserup paa Trappen.
-Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.
Det havde Ida slet ikke taenkt paa.
-Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jorgensen
begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar for hun blev gift.
Der skod en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.
-Man tor vel indrette sig et Sted at vaere, sagde hun. Hun havde aldrig
talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.
Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:
-Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa
Kloer.
-Men naar man lejer Lejlighed og moblerer med Laederbetraek, skulde man
helst ikke ta'e Brodet ud af Munden paa andre.
Overud sagde paa sit Fynsk:
-Laederbetraek, det var der ogsaa i Rygevaerelset paa Broholm ... det var
saa kont og saa rart koligt at sidde paa--efter en Middag.
... Ida havde taendt Lampen oppe paa Vaerelset. Hun vidste ikke selv,
hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig
gav hun sig til at skrive til Karl:
"... Men Du maa ikke vaere vred, horer Du, det maa Du ikke--for det, Du
ved. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil
jo kun, som Du vil altid; ved Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi
det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden--men Du maa ikke
vaere vred, min egen, egen Ven--vil Du vel?"....
Karl var ved at traekke i Ridebukserne, da Julius naeste Morgen bragte
Brevet.
Han stod lidt og saa paa Brevskabet, med halvrynket Naese, far han
aabnede det og laeste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa
klaedte han sig paa. Men da han var faerdig og kom ned paa Gaden, slog han
sig med Pisken over Laarene:
-Fruentimmerne taenker s'gu ogsaa altid saa urimelig laenge over hver
Ting.
Kate var allerede i Sadlen, da han kom.
-Nom d'un chien, sagde hun: vous n'etes pas matinal.
Karl skod Laeberne frem:
-Jeg har laest Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbojlen.
Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i
Friserkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.
* * * * *
Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Soster, Fru
v. Eichbaum:
Kaere Emilie!
Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale
at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet haendet med
Undtagelse naturligvis af, at vi hjaertelig savner Dig, Mille. Dit Hus
staar nu som blaest og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne
mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev rode, skont Asmussen saa
bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig konne i Farven, hvad
jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos
Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik
Maraschino-Fromage, Du ved, men den var ikke lykket; Anna har det jo med
altid at forsoge nye Opskrifter), skont vi var to flere end vi kunde
sidde.
Ved Desserten brod de Unge op--Karl havde Kate--og nod den sode Fromage
i Kabinettet. Desvaerre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny.
Froken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jorgensens Forelaesninger (han
er nu faerdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvarter om Sofie Orsted,
hvad der jo var ret overflodigt for os i Familien, da vi kender det
bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame.
Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte
hende og saa var det jo ogsaa overflodigt. Desuden er det jo naturligt,
at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde laere Massage. Der
kommer det jo kun an paa Armkraefter, og dem siger de, hun har, trods
Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel
endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser
ikke meget til ham, men horer ham i Huset til hans gode, faste Tider.
Kaere Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast,
vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud vaere lovet, ikke af
noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur
ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfaerdig og faar mer og
mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de faelles
Minder fra Lausanne. I de franske Forelaesninger er vi naaet til
Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo vaeret et uroligt
Hoved. Vilhelmine laeser nu hans Vaerker; Du kender hendes Grundighed.
Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa Planerne, men
Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, Du ved, som var til
Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tonder
Guld om Aaret) med Badevaerelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt
skal have vaeret her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine
Blomster. Det var jo meget betaenksomt, men ret overflodigt, finder jeg,
for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun saa daarlig ud og
underlig gammel. Men hun er vel ogsaa snart i de Aar, hvor unge Piger
bliver gamle Jomfruer. Rog har der vaeret i Kokkenet, saa jeg tilsidst
lod Petersen komme (han havde faaet en Sonneson, saa jeg havde ham inde
til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, saa det er der jo
ikke noget at gore ved. Hils Aline, det er jo sorgeligt med hendes Ben.
Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhaengt som han er med
Praksis) at det maa vel vaere en Slags Lammelse--og det er da intet
Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udsaette sig for alle de
Sindsbevaegelser. Her hilser alle.
Din trofaste Soster Lotte.
P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme,
nydeligt og med deres Navnetraek. Jeg stillede det forelobig foran paa
den store Etagere. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget
hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden
i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter
Chocoladen.
Fru von Eichbaum svarede om Lordagen:
Kaere Charlotte.
Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde
(jeg naegter jo ikke, at jeg laenges efter Hjemmet og den gode Ro) men for
Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg
mener som saa, det er bedst, at hun forst kommer hjem, naar hun er i den
fulde og klare Ligevaegt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel,
en rigtig dygtig Laege, som ogsaa har givet mig en Slags Salve eller
saadanne mod vore torre Haender, at smore Morgen og Aften, siger, at det
er en Svaekkelse i Knaeene) skont ikke godt; det er som de ikke rigtig vil
baere hende, skont hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder
vi dog om Formiddagene jaevnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft.
Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele
ikke om, hvad der er sket. Den Slags faegter man kun ud med sig selv.
Stuepigen siger, at Madame ofte graeder om Morgenen, hvad jeg lader som
jeg ikke maerker. Har hun Taarer, maa hun helst graede dem ud. Du ved, jeg
mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok traette af at
graede. Men om fjorten Dage, taenker jeg, vi rejser, og Aline tager saa
efter et Par Dages Forlob hjem paa Gaarden. Og naar hun har vaeret hjemme
en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om
Foraaret. Men alt det behover der naturligvis ikke at tales om, hvad der
er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur
fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde
ogsaa Brev fra Anna, hun er paa Rejser tit lidt generende med sine mange
Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid taenkt, de tager
dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over
Karl. Det glaeder mig jo inderligt, at han kan vaere noget for Mine og
Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsommer sit Kontor. Om en Ting
maa jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld sorger for, at der stadig luftes
i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som
en Bronchit. Du ved; at, er man borte, kan man faa Ideer, som naesten
forstyrrer Ens Ro (at vaere daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke
sporlost hen over Ens Nerver), og jeg kan vaagne om Natten i Sved ved
Tanken om at der skulde kunne vaere nogen Smitte efter Mary. Man aabner
jo nutildags heller ikke en Avis uden at laese om disse Baciller
allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed
udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Vaerelse, hun,
som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo blive
hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender
Lejlighederne fra Plejeforeningsbesogene, tre Vaerelser, med broget
Tapetpapir paa Vaeggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks
Ting. Jeg taenkte paa, Lotte, at hvis Du saa hende, kunde Du maaske
sporge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo vide det, da hun er
fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom
nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, naar
Du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod
Vinduet) at haeve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham
naturligvis at vaere Kavaler for Vilhelmine, som ikke taenker paa Penge,
og hernede er ikke dyrt, naar man lever med en fornuftig Okonomi. Bed
Ane daekke Moblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer
det. Det pressede Flojl taber sig saa let i Solen nu, hvor den begynder
at staa laengere paa (her er naesten Foraar og Violer paa Gaden) mod Syd
som det er. Tak Vilhelmine for Billedet--ja, Kate har jo ganske hendes
Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.
Din hengivne Soster
Mille.
P.S. Maaske kunde Du sporge Bruun, hvis Du traeffer ham, om der kunde
vaere Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vaegge. Jeg har her
vaeret i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af
Svulst og var uden den faste, religiose Tankegang og solide Petriske
Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl,
at han vogter sig for Forkolelse efter Ridtet, hvad der saa let sker.
Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den
er jo drojere end den fra Cloetta.
* * * * *
Ida gled gennem Rorholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled
hun ind i Kabinettet.
-Nej, han var der ikke--ikke endnu.
Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme
i Gangen:
-Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.
Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i
Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet forst at
servere, naar "den Herre" var kommen.
-Det gar jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er
man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en
Dug. I Gangen stodte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo.
Damen, en buttet, lille rodmosset En, slog Klappen paa Doren lige
overfor Idas Kabinet ned med et Smaeld:
-Optaget, raabte hun.
-Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre
Opvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:
-The, Smor, ristet Brod, fire blode AEg....
-Seks, brolte Herren, og Doren blev smaekket i.
-Seks, lod det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Kokkenet; mens
Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Doren til Kabinettet, hvor
Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.
-Her er nok travlt, sagde hun.
-Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de
skrumpne Haender, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov,
vi maa ikke klage....
Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid,
naar hun bojede op ved Rorholm), og Ellingsen sagde:
-Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i
Forretningen.
-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hort hvad han havde sagt, men
hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med
Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; naesten som paa Hoteller
uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skraek for en Dag ikke at
kunne betale.
-Vejret er saa smukt, sagde hun.
-Det er Saesonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lod
en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.
Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge
Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Doren og
tilfojede, for han gled ud:
-Saa venter vi en lille Stund.
Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes
Blik og hun taenkte, havde kun taenkt det ene, siden hun kom: Hvis han
blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved
Tanken om Karls altid sorglose Ansigt:
-Men han taenker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.
Der lod to Slag paa Doren, og hun floj op.
-Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Doren.
-Er Du her, sagde han.
-Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og
blevet blussende rod, og Karl sagde--det kom maaske lidt pludseligt og
lidt for muntert--:
-Knuth var s'gu ogsaa sulten.
Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg traenger mig
ind her, Froken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at
Taarerne stod hende i Ojnene:
-Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.
Og efter et nyt Ojeblik sagde hun, som matte hun slippe bort:
-Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.
Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, for Doren lukkede sig
og de blev ene.
-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig:
det gaar nok over ... Ta' Tojet af.
Ida var ude. Et Ojeblik, kun et Nu og kun med Albuen, stottede hun sig
til Vaeggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saa Buffetdamens
Rotteojne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:
-Froken, vi bli'er tre ... og hun blev staaende der og talte og lo,
muntert, uden Tanker--til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun
fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa
Stolene. Knuth begyndte at tale, i en aerbodig og halvhoj Tone, mens han
slog Ojnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo
ogsaa i en Art Kaserne, Froken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth
blev ved at tale, med samme AErbodighed, lidt mere stammende: om
Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.
Ida svarede med Ja og Nej. Og man horte igen ikke anden Lyd end Klirren
af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Solvlaenke, som
Knuth drejede rundt om sit Haandled.
-Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu for Ellingsen var ude.
Og de begyndte at spise, mens Ida holdt AEggebaegeret op fra Bordet, som
var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev
siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme aerbodige Stilling. Men
Karl sogte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.
-Er der ikke Bagvaerk, sagde han--han talte i en Tone, som vilde han kaele
for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det--: For Froken
Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.
Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.
-Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han,
stadig for at vaere god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled,
men Ida tog Haanden bort.
-Vaersaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et
pludseligt Ryk.
-Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det
renser Halsen.
Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde
han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:
-Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bojede sig over hende.
Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Haender.
-Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende,
til han pludselig kyssede hende, bag hendes Ore.
Ida havde ikke rort sig, men paa en Gang rejste hun sig, og, skaelvende
over hele Kroppen, som om hun fros, klyngede hun sig ind til ham:
-Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som
et Skrig, der ikke blev skreget.
-Pus, Pus, Pus.
Hans Stemmes Omhed var aegte, og der lod noget i den, som man naesten
kunde tro var Smerte:
-Pus, Pus.
Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og
torrede sine Ojne: Nu er det forbi.
Og pludselig lob hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnaeen frem og stak
den ned i hans Lomme.
-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.
Men Ida strog Haenderne over sit Haar:
-Han er saa elskvaerdig, sagde hun.
Karl lo:
-Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er
forliebte.
Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.
Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:
-Vi ler af Dem, Knuth.
-Og af hvad? sagde Knuth.
-"Skaal", sagde Karl bare og tomte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde:
Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom for. Tak,
Froken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Ojnene til Ida, straekkende
Benene fra sig:
-Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.
Ida skaenkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over
Dugen og over hendes Haar, naar hun bojede sig, mens hun begyndte at
tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"....
Hun havde vaeret der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien
... Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.
Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og
om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun
maaske sogte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstod.
-Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden ... vi var der
om Aftenen ... Olivia og jeg.
-Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.
Men Knuth, der vist ikke horte stort andet end Lyden af hendes Stemme,
og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saa de torre og solbagte
Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfravaerende:
-Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.
Karl sad og gyngede overskraevs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten
mellem Laeberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.
Saa sagde han:
-De er s'gu en kvindekaer Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvaere.
Ida blev rod og smilede dog, mens hun sagde hastigt:
-Men vi kom ikke til Marselisborg.
Og Knuth, der maaske blussede staerkere end hun, sagde:
-Jo, vi kom der jo ofte--fra Garnisonen.
Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han saa veltilfreds,
med Ojnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand
mod Solen; hun blev som altid saa ungpigeagtig kon, naar hun talte om
Francks.
Og Karl sagde pludselig med et Nik og skod Laeberne frem, mens Ojnene
smilede:
-_Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie._
Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt
ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasaetninger i
Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran
Karls Ojne, der "tog" hende, og hun loftede sit Glas og nippede til det,
med sine Ojne i hans.
Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom
pludseligt, naesten sorgmodigt:
-Hvor det dog er laenge siden.
Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han
skod Rogen ud gennem Naesen:
-Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.
Uden at have hort det sagde Ida og slog et Par lysende Ojne op mod Karl:
-Hvor mon man er i den naeste Ferie?
Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Ojne:
-Ja, Fanden ved....
Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for
idag, Froken, sagde han og stodte sit Glas mod Idas. Der var noget
underligt, ligesom af en Spraellemand over Knuths Bevaegelser, naar han
pludselig kaldtes ud af sin Aandsfravaerelse.
Ogsaa Karl stod op.
-Naa--_allez-y_, sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han
til Knuth--maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller
muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham--:
-Satan, saa hun lod Beaute springe igaar i Dyrehaven.
Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Laeberne:
-Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.
Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et Ojeblik holdt han
Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig om, da
han saa Udtrykket i hendes Ojne: det var jo en dejlig Dag.
-Ja.
Hun stottede sig til ham.
-Naar Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det
baevede lidt i hendes Mundvige:
-For det er saa svaert at gaa ud af den Dor, naar man har ventet her
alene.
Man kunde naesten tro, at Karl pludselig var blevet rod. Men han sagde
kun, saa meget blodt:
-Tak for idag, Pus.
Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Ojne som for (men det
var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans
Hals:
-Du, Du....
Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var
bleg, det saa man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og flojtede
sagte, sagde glad:
-Nu ku' vi se Lejligheden.
Ida blev blodrod og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:
-For Froken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop.
-Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa
Karl saa, helt forbavset, hen paa hende:
-Naa, ja, saa la'er vi vaer'.
Lidt efter skiltes de.