Ludvigsbakke - Herman Bang
-Tak, Froken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.
Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl rog og
Knuth gik og tyggede paa sin Stok.
-De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Lojtnanten saa.
Karl skod Cigaretrogen fra sig, men Knuth sagde i samme drommende Tone:
-Ser De, det er de omme Piger, man ska' ha'e.
Karl gik lidt, for han sagde:
-Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tovende Eftertryk paa
"ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de
gik lidt igen, for han sagde, i sin slaebende Tone:
-Men De er s'gu en Drommer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person.
Pisken rog nervost bort fra Knuths Laeber.
-Ja, hvad er der andet? sagde han.
-Der er s'gu ogsaa Tilvaerelsen, sagde Karl og rynkede sin Naese: Og
derfor maa man regne den ud--desvaerre.
Knuth gik og saa ud for sig.
-Ja, sagde han: man regner jo nok--men jeg ved ikke, undertiden synes
jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.
-Er De ogsaa Filosof? sagde Karl slovt.
Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme
Tone:
-Men man skulde vaere gaaet ind i Marinen.
Og lidt efter:
-For saa kunde man idetmindste vaere taget til Siam.
Og der slaas de.
-De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han
standsede paa Hjornet, fortsatte han inde i sin Tankegang:
-Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.
-Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.
Karl kom ind paa Kontoret, meget for sent, og Bogholderen sagde ham
nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men
Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog
Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene paa Ludvigsbakke
paa alt Klatpapiret:
-Saa til Helvede, iaften skulde han danse igen.
Paa en Gang kom han til at smile. Han taenkte paa Knuth:
-Han ser s'gu i Naerheden af et Skort ud som han, der svommede over til
Kaeresten.
Og pludselig folte han en Laengsel, en rent legemlig Laengsel efter Ida,
saa staerk, som ikke paa laenge.
... Ida var gaaet op i sin Lejlighed og havde taget Overtojet af.
Rundtom stod de nye Mobler og de gamle, pakkede i Laerred: hun maatte
tage fat. Men paa en Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Mobler,
hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, og
med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede
til det nye og brede Leje--graed hun og graed hun.
... Karl havde vaeret hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa
Vaerelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed--ogsaa nu.
Ida stod med Armene om hans Hals.
-Hvor skal Du vaere iaften? sagde hun.
-Hjemme.
Han vidste knap, han loj, for han havde gjort det.
-Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar.
Saa gik han.
Ida blev siddende laenge foran sin uryddelige Seng.
Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjaer:
-Men hva' er det? Jomfruen har rode Ojne.
Froken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa "A". Nu maatte
Professoren dog vist snart bestemme sig:
-Nu regner Patienten ud, sagde Froken Helgesen: at der hvert Aar er lige
mange, der skriver et T for et F.
Og Froken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestromper, hvoraf
hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:
-Uh, den aekle Person, han er det rene Gespenst.
Froken Kjaer sagde, mens hun saa ind i Gasflammen over Bordet:
-Nej, ikke det ... men der er noget over ham, som gik han og vidste, at
vi alligevel allesammen maatte lobe lige i Gabet paa ham.
Men Froken Overud, der smurte Mad, sagde i Sammenhaeng med de rode Ojne:
-Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af 'et. Men
jeg bruger Sovand i en Flaske.
Ida gik til sin Nattevagt.
* * * * *
Julius aabnede Droskens Dor uden for Ankomststationen, og Generalinden
steg ud.
Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i
en Sofa.
-Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.
Men Fru Mourier, der hvert Ojeblik fik Taarer i Ojnene, sagde, at hun
havde ikke lukket et Oje om Natten: For som hun har ligget der i Kojen,
Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.
Hun taenkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.
-Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tor man heller ikke
vaere.
-Kaere Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru
Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa
forst og sidst lade som der intet er passeret.
Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers
Handsker opefter Haandledet, saa man saa hele Formen af Neglene.
-Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevaegede sit Hoved: men man taenker jo dog
paa hende.
Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgorende Tonefald:
-Men kaere Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.
Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde
blive for Emilie, da hun horte Fru Schleppegrell, der arriverede
letstonnende med Fanny i sit Kolvand: Kaere Born, hva' det er for et
Vejr--man maerker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske
Undertroje....
Ordene kom fra Admiralinden i en Strom: Men som jeg sagde til Vilhelm
(og hun satte sig) idag moder vi....
Fanny havde stillet sig ved Perrondoren. Hun havde et Ansigt, som naar
hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesog i Plejeforeningen og holdt
sig Stuens Bredde fra dens Beboere.
Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og
Emilie, der altid var lige betaenksom, indtil hun pludselig saa rundt paa
Vaeggene og sagde:
-Kaere Venner, hvor her er uhyggeligt ... det er, som ventede man i et
Kriminalkammer.
-Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandalos i en By
som Kobenhavn.
De tav igen, og pludselig saa de Kate og Karl, der var i Ridedragter,
ude paa Perronen foran Glasdoren.
-Der har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende
derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.
Kate nikkede igen med Rideslaebet over sin Arm:
-_Voila l'Eglise triomphante_, sagde hun og skod Laeberne frem; hun havde
faaet den Vane efter Karl.
-Ja, der har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Haender i
Ridebukserne, mens de slentrede videre.
Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdoren.
-Jeg vil skam se dem, sagde hun.
Hun vilde ind, men Doren var laaset: Naa, sagde hun og opgav det, Haeren
rykker jo herud.
Karl, der ogsaa stod og saa ind mod Tanterne, lo hojt.
De blev ved at se ind gennem Glasdorene og, mens de stod taet sammen, lo
de begge i glad Fortrolighed af Familien.
Der begyndte at blive Uro og Stoj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind
ad Dorene, da Admiralen kom. Han var forkolet og hilste rundt paa
Damerne, for han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Naese.
-Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med
Redningsbaeltet og med Landgangen.
-Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere
Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.
De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede
Damer og Herrer samlede sig ved Dorene--ved Fannys ikke, hun havde en
Evne til at slaa en usynlig Kreds om sig, saa der blev et tomt Rum i
hendes Naerhed. Konduktorerne slog Portene op.
-Der er de, sagde Admiralinden og rog op af Stolen, som vilde hun gaa
frem foran en Front.
Generalinden havde grebet naesten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og
sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevaegelse, og som hun igen
vilde gore rolig:
-Gud, Mine, dette er jo kun en Glaede.
De var alle gaaede over mod Doren.
-Fanny, sagde Admiralinden: Kommer Du?
Og korpulent og bevaegelig som en Festarrangor sagde hun til
Generalinden:
-Vi bor vaere sammen ... Hvor er de Unge?
-Her er Kavalleriet, sagde Karl.
Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra
Frederiksberg en hojtstaaende Vaabenfaelle fra Landetaten.
Folk traengte sig frem paa Perronen, mens Generalindens Flok stod samlet
og, halvbefippet, saa Lokomotivet glide frem, og mens Admiralinden
bevaegede sine Arme to Gange, som om hun allerede aabnede sin Favn for de
Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at torre sine Ojne.
-Ser Du dem?
-Ser I dem?
Sagde Generalinden; og Kupe for Kupe gled forbi: Vilhelm, er Du her,
sagde Admiralinden.
Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmassosen, hviskede hun.
Der gik ikke en eneste Traekning over Fannys Ansigt, mens hun monstrede
de forste Klasses Kupeer gennem sit Glas.
-Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvaeldet af Bevaegelse og som
vilde have Datteren hos sig.
-Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Haanden, og saa
saa de Fru von Eichbaum staa rank i sin Kupe.
De ventede allesammen paa det andet Ansigt, mens de hilste. Fru Mourier
vidste ikke, at to store Taarer lob hende ned ad Kinderne.
-Saa, hviskede Kate til Karl.
-I venter da ikke Aline? lod det saa hojt fra Fru von Eichbaum i Kupeen.
De var alle begyndt at folge med det glidende Tog som trukne i en Snor
og blev pludselig staaende. Der var ingen, der sagde noget, til
Generalinden efter et Sekunds Forlob igen begyndte at vifte med sine
Haender, og Toget holdt.
-Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums forste Blik havde sogt Karl og
traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med
Feddersen.
Kate havde drejet sig om paa Haelen: _Quelle blague_, sagde hun til Karl:
Filippine.
-Den gaelder ikke.
-Saa? pyh, var det ikke, naar Moderen satte Taaen paa Jorden.
Og pludselig horte man Admiralinden, der havde behovet et Ojeblik for at
samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet;
Generalinden gav sig paa en Gang til at graede, mens hun omfavnede Fru
von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu....
De talte pludselig hojt, ret hojt, om Rejsen og Chocoladen og
Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von
Eichbaum et Ojeblik blev staaende foran Kate med begge sine Haender i
hendes.
-Men, sagde hun naesten rort: Du ser jo helt blomstrende ud.
Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny maatte
tage Droske. De skulde til Hendes Naade Froken Juel.
Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:
-Kate Mourier bliver no'et svaer.
Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres
Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring:
Hun er en Tos.
Fanny havde hort Kates Bemaerkning om Hofmassagen.
Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot:
hun saetter igennem, hvad hun vil ... Det er den Slags unge Piger, som i
vore Dage bliver forsorgede.
-Naar de kan forsorge ham, sagde Fanny.
Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de
korte alene paa Grund af de adskillige Effekter.
-Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Ojeblik, hvor jeg blev
ganske kold--da ingen saa henner--til jeg genkendte din kloge Fornuft.
-Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, naar det
da kunde arrangeres.
Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl,
der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.
-Hvor det klae'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en
pludselig Fugtighed i Ojnene: Naar Karl blot ikke forsommer sit Kontor.
-Kaere, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og
lidt efter:
-Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden.
De to Sostre sad med hinanden i Haenderne.
... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen
efter at have haft Ane inde til Nejning.
-Ja, Du, hva' det er velsignet at vaere hjemme igen mellem de fire go'e
Vaegge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og,
mellem os sagt, det har ikke vaeret en blot Fornojelse....
Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet
sagde.
-Det vaerste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener,
at man aldrig ved, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang
laegge Hjerterodderne blot. Vil Du taenke Dig, faar hun ikke inat et sandt
Anfald af sin Talesyge--i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan hores paa
Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat
for Sosyge.
Fru von Eichbaum tav lidt og saa frem for sig.
-Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra
sit faste Bolvaerk.
Fru von Eichbaum tav igen og saa ud som i et langt Perspektiv af det
Ufattelige.
-Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.
Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte traenge til at hvile.
Inde i Kabinettet stod der en Buket.
Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum saa paa den. Den var
nydelig:
-Men, Gud, Du, den megen Hoflighed, sagde hun: den kan naesten virke lidt
generende.
Generalinden sagde:
-Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin
Taknemmelighed.
Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad rog jeg jo,
under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl ... Men, Mille, nu
skal Du til Ro.
Hun gav Sosteren Haanden, og, pludselig rorte, kyssede Sostrene hinanden
med Taarer i Ojnene....
Karl sad paa Kontoret. Han taenkte paa Filippinen. Genstanden var en
Ridepisk: den maatte s'gu vaere med Guldknap. Han nikkede over sin
Protokol: Men han vilde vente til efter den forste, naar Gagen faldt.
Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl
Tojet paa og stod under Gasblusset:
-Er din Mo'r saa kommen, sagde hun.
-Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.
-Du maa undskylde. Pus, men jeg har s'gu saa travlt.
-Tror Du, jeg skal gore Visit, sagde Ida fra Morket.
-Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Morket.
-Ja, jeg vidste ikke....
Hun talte saa sagte.
-Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Doren til Lyset....
Men paa Haandtaget rorte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjaelpelos
hastigt.
-Godnat, sagde hun.
-Godnat, Pus.
Porten til Gaden slog op, og man horte de mange Sporvejes Klokker, da
Karl gik ud i Vrimlens Lys.
Ida var bleven mager, saa man, naar hun naaede Lygternes Skaer, mens hun
gik tilbage gennem den tavse og halvmorke Gaard.
... Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var taendte og
de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske
Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun taenkte, hun vilde have det
paa Skrivebordet for Lysets Skyld:
-Ved Du, sagde hun: jeg sad saamaen for Middag og saa rigtig laenge paa
Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der
kommet noget taenksommere i Udtrykket.
* * * * *
Karl og Ida korte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa,
og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujaevn Stenbro.
-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra
Lygte til Lygte.
-Og koldt er 'et, sagde Karl. De krob sammen i hver sit Hjorne.
Drosken luntede videre, og de to tav igen.
-Men han korer osse, som om han korte til Begravelse, sagde Karl.
Og de tav igen.
-Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.
-Naa, mumlede Karl.
-Men hun var ikke hjemme.
Karl tyggede paa sin Cigar, og, vel uden at taenke over det, sagde han:
-Hun var s'gu hjemme.
Ida horte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde taenkt, taenkt paa
lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Doren, der blev
lukket, vidste hun: hun var hjemme.
De horte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen,
sagde Karl og skod op i Saedet. Der blev Folk og Stoj og Lys af
Gasfakler.
-Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene
saa hjemligt i Skaeret af Gassen.
-To; han skod Penge ind til en Froken ved Telthullet, mens han--han
havde igen faaet den Maner at kigge hvert Kvindfolk op under
Hatten--kiggede hende ind i Ansigtet.
-Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.
-Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Saet.
Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame
allerede floj, florbeskortet, gennem Tondebaand, og alle Pladser var
fulde af Kobenhavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.
-Hvor her er mange, sagde Ida.
-Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog
altid en Afveksling.
-Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han monstrede, nikkende og i
et Blik, Krikken og den florbeskortet og de syv Musikanter og Publikum.
-Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Haender, saa det knagede i
hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvaere over ham
efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem flere Mennesker).
Et Par Klovner vaeltede sig om paa Jorden, mens den graciose Dame
pustede. De stodte Peber, og de "korte i Holstenskvogn", saa det
dronede.
-De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de
Omsiddende lo og fniste.
-Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben,
indtil han pludselig stodte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene)
op mod Idas Hage.
Hun fo'r sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand,
Solvknappen fast mod sin Hage.
-Ja, sagde hun.
Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose"
paa en Violin, og der blev mere slovt i Publikum, og stille. Karl holdt
Cigaren mellem Taenderne og forte den op og ned i den bedrovelige Takt.
-Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa vaeret der for
tit.
Karl vendte sig: Herre Gud, taenker Du paa det endnu?
Og pludselig gaettende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog
med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han vilde i det Hele saa
gerne troste hende i den sidste Tid):
-Moderen ved s'gu aldrig nogenting.
Ida klemte fast om hans Haand: Aa, Du, hviskede hun. Men Karl rankede
sig i Saedet med strakte Ben:
-Naa, der har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin
venstre Haand.
Baron-direktoren fremforte to Heste. De dansede Vals og satte over
Barrierer; de brune Skind spaendtes og skinnede under Springene, alle
Ansigter vendtes og fulgte dem. Saa lod der pludselig, bagfra, en Stemme
gennem Teltet:
-Det er s'gu godt, Baron.
Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en
Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa
sin Stol.
-Se dog, se dog, sagde Ida.
Men to brede Maend henne ved Teltvaeggen, der fulgte hver Hestenes mindste
Bevaegelse, sagde:
-Det er hort.
Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad
hinanden, fordi de lo ad ingenting.
-Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit
Bryst og stottede den hojre mod Karls Knae.
Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af
Cigaren, nikkede og sagde, med sit betaenksomme Udtryk:
-Det var en Springer for Kate.
Ida havde ikke forstaaet straks--men nu rejste
Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktoren, sagde han, og hendes Haand
faldt bort fra hans Knae, ned, overmod Stolens Arm....
Saa saa hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserod
Dame, og hun horte igen Folk le og saa Karl nikke til sig henne fra
Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke
kunde rore sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.
-Der er Herrens Overflodighed, sagde han og stak sin Arm ind under
hendes.
Ida sad et Nu med Hovedet stottet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme
paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skaelvede ganske lidt.
-Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.
-Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portraet i sin Syaeske.
Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche,
for Jublen vilde ikke laegge sig.
-Godaften, min Pige, sagde Herren fra for og vinkede venligt Damen af.
Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:
-Der er Froken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.
-Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, der er
hun, sagde han.
Men Froken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:
-Godaften, er De ogsaa kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med
loftet Skort. Der var noget eget tilvant og glad fremtraedende over
hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde
hun til den lille, stornaesede Herre i hendes Kolvand:
-Det er Barndomsvenner.
-Naa, sagde han langtrukkent: saa er det kriminelt.
-Det er en slem Lommel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev
siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som
En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:
-Naa, hun holder s'gu nok Botte.
Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke
smagte.
Ida bojede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole,
og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund)
ganske sagte:
-Karl, og det var det forste, hun havde sagt siden Froken Friis var
gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.
Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt staerkt, mens det
summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.
-Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.
Ida havde et Nu pludselig Taarer i Ojnene, men saa smilte hun igen (hun
forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op
imod ham:
-Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.
-Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og,
med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:
-Jeg vil s'gu gaa ud til Direktoren.
-Vil Du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida loftede Haanden saa meget
som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til
allersidst ogsaa var af Forfaengelighed).
-Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.
-Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Froken Friis, der
gav sig til at nikke til Ida to Gange.
Der lod en Fanfare: Der har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig
uvilkaarligt i Saedet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han
rider godt.
Ida nikkede kun foroverbojet, medens der var noget over hende som over
et Barn, der stopper Fingrene i Orene, naar det vil laese, og hun tog
ikke Ojnene fra den nogne Mand, der satte i Spring.
Folk klappede og klappede.
-Han springer godt, sagde Karl.
Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med Ojnene at folge det nogne
Legeme, sagde sagte og blev rod, far hun havde sluttet Ordene:
-Han er dog ikke saa smuk som Du.
Karl saa pludselig ned paa hendes Ansigt:
-Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde han.
Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:
-Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig.
Forst henne ved Indgangen hilste de paa Froken Friis.
De korte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa
livlig bag Handsken:
-Kan vi ikke kore til "Dagmar" idag?
-Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:
-Folk traeffer man alligevel allevegne.
Og idet han pludselig gned Haenderne, sagde han i en anden Tone, som en
Mand, der har taget sin Beslutning:
-Saa vil vi s'gu spise.
Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde
han, og der kom et snaksomt Velvaere over ham, som om han allerede sad
foran det rode Dyr og Salatbladene.
-Iaften vil vi drikke, sagde Ida.
-Froken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjorne; og de blev begge tavse
igen, stirrende ud hver af sit Vindu.
-Nu er vi ved Hojbro, sagde Ida.
-Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, for
Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne lob i det meget
Lys mellem mange Gaester, og de fik et Kabinet.
-Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben
af.
-De er s'gu alle ens, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af
Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt
tilbage af Velvaere: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at
spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er
s'gu rent gal, sagde han og missede med Ojnene til Ida: men en praegtig
Fyr. Og om Admiralen: nu havde han vaeret upaalidelig igen; han kunde
s'gu heller ikke la'e de Hunkon gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er,
ryste mig, vaerre og vaerre, sagde han og rynkede Naesen, mens han blev ved
at spise.
Men Ida, der sad og saa paa ham, sagde og smilte:
-Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun forte sin Haand ind under
hans Manchet op ad hans Arm.
-Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned
mod hendes Haand.
Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.
-Ja, sagde Karl blot.
Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa kont der blev--nu var
Taepperne kommet ... til at gaa over begge Gulve ... aa, Monstret var saa
smukt, med lutter visne Blade, stroede overalt ... og Portiererne
ligesaadan ...
Hun blev ved at fortaelle om de lutter gule og brune Farver i
Gulvtaeppemonstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i
Verden vilde hun blive ved at tale og--tav.