Ludvigsbakke - Herman Bang
-Men naar bli'er der faerdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og
regnede noget ud.
-Jeg ved ikke, sagde Ida, med Hovedet stottet i sin Haand, med en
Stemme, der pludselig sitrede.
Den Ruslaeders Portemonnae var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas.
Han tog den tankelos op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et
Brev.
Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se.
Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?... Og i en Tone,
som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:
-Det er naturligvis om Pengene.
Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:
-Jeg forstaar s'gu ikke, hvad Du gor for at lokke alle de Penge fra ham.
-Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i
samme Aandedrag--som for at sige, at det skulde han ikke tage sig
naer--saa hun op og sagde:
-Det har jeg jo altid gjort.
Karl, der blev bevaeget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:
-Men at lyve sig til et helt Moblement er ikke saa let....
Ida smilede igen, mens hun saa ud over det uendelige Vaev af alle sine
egne Udflugter.
-Jo, sagde hun og lo naesten: naar man forst er begyndt, saa kan man
altid lyve videre.
-Du bliver s'gu et fordaervet Fruentimmer, sagde Karl. Det var laenge
siden, han havde taget saa fast eller omt om hendes Haand.
-Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu
vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.
Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet
ikke sige det:
-Det vaerste, de kan gore, er da at gi'e mig min Afsked.
-Det manglede blot, brast det ud af Karl.
-Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.
Men Karl svarede ikke, for han sagde, med samme Udtryk som for inde i
Cirkus:
-Men, for Fanden, hun holder vel Botte.
Han kaldte paa Kelneren for at betale.
-Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en
Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun saa ud over Bordet og
Glassene.
-Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.
Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en
Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslaeders Portemonnae.
Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles
fra hende:
-Nu ta'er vi hen i Lejligheden.
-Men der er jo ikke istand, sagde Ida.
-No'et er der vel paa Plads, sagde Karl, og han raabte Gade og Nummer ud
til Kusken.
...-Du maa ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde faaet en
lille Lampe taendt og som nu aabnede Doren. Men idet hun loftede Lampen
foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der
stod laenede op imod Vaeggen:
-Det er Gulvtaepperne.
-Sikken Maengde, sagde Karl, der stod og taenkte paa, at Moblerne vilde
blive for store for Stuen.
-Ja, og hun nikkede til ham: Men Monstret kan Du ikke se.
-Jeg er forfaerdelig torstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.
Ida havde Rodvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en
Cigar, der var gaaet ud; han stodte i Tanker til Moblerne som til
Staengerne i et Bur. De tomme Vindusaabninger gabede paa ham som et Par
stirrende Ojne.
Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde haelde Vinen i sig.
Men pludselig bevaeget, eller desperat--for han kunde i det Ojeblik gerne
have slaaet alle de Mobler i Smadder--sagde han og hans Stemme var lav:
-Naa, Skaal, Pus.
-Ja, sagde Ida og saa fra Stuen, hvor Moblerne, der ikke var paa Plads,
kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det forste Glas, vi
drikker her.
Og hun drak, til Bunden, med Ojnene faestede paa hans Ansigt.
... Karl var gaaet.
-Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.
Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.
Hun vilde kun vaere ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun
gik. Men da hun kom ned paa Gaden, naesten lob hun. Hun taenkte: hvis hun
modte Froken Friis--i Porten--eller udenfor--og hun lob, som om hun
derved kunde undgaa det.
Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke modt nogen.
Hun tog sit Overtoj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa
aabnede hun Doren. Hun vilde se Roed og Froken Petersen, se dem, inden
de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet
paa Gangen lysnede det allerforste Skaer af Dagen og de Syge blundede.
Sagte drejede hun Noglen om og gik ind. Roed og Froken Petersen sad hver
paa sin Side af Kakkelovnen, stive i Ojnene af Sovn.
-Gott, Gott, er det Dem, sagde Froken Petersen.
-Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfravaerende, eller
frygtsomt, glattede hun med sine Haender ned over Roeds Haar.
-Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige
Stemme.
-Ja.
Ida slap hende og gik hen til Taerskelen til "Salen". I den naermeste Seng
rorte Patienten sig, og Ida gik ind. En skaegget Mand med blaa Briller
laa og stirrede op paa hende.
-Godaften, Froken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme.
-Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.
Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang.
Han laa kun og knugede Haenderne:
-Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Haenderne, saa
Knoerne blev hvide.
Og mens han saa hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs
hans Sider, sagde han--det Blik maa En have, der korsfaestes--:
-Jeg kan ikke andet.
Ida laenede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun
fortvivlet.
... Karl var kommen hjem. Halvt afklaedt blev han ved at marchere paa
Gulvet.
-Det er utroligt, sagde han.
-Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin
Marche og nikkede ind i Lampen.
-Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i
Lyset.
Endelig satte han sig hen paa sin Seng.
-Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Hojst ubehageligt:
og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkafeen for at
vente.
Tilsidst kom han ned mellem Taepperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op
i Luften.
-Det er maerkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.
Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Morket laa han laenge og kastede
og vendte sig og virrede med Hovedet, men ogsaa hans Haender var saerligt
urolige--som en Mand, der er plaget af besvaerlige Fluer ...
... Han var heller ikke i noget lyst Humor, da han stod op, og
Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde og herse
med Kammen og Borsterne foran sit Spejl. Men paa en Gang loftede han
Ansigtet og, idet han saa sig selv lige ind i Ojnene i Spejlet, sagde
han halvhojt og med et Nik:
-Ja, det er det: et Menneske gor s'gu, hvad han maa.
Ida havde ventet laenge oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen,
nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den
rolige.
Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Doren, som
skulde aabnes, og Taerskelen, som hun skulde over.
-God Morgen.
Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og
set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Froken Friis, der sad
naermest Doren og skod op fra Stolen til et Favntag.
-Godmorgen, Sode, sagde hun.
Og da hun kyssede hende, skod hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod
Idas Kind.
Ida blev blodende rod....
Og hun horte Froken Helgesen sige:
-Hos os har der inat vaeret to Dodsfald.
* * * * *
Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der
ingen, saa hun kunde gaa.
Men Ellingsen var ved Doren for at "hjaelpe Frokenen".
Han tog Kaabe og Hat, og hun fik dem paa:
-Tak, sagde hun: Farvel.
Men Ellingsen, der stod ved Doren, sagde, og der var megen Fugtighed om
hans Laeber:
-Frokenen glemmer sine Pakker.
Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedoren op:
-Farvel, sagde hun og gik.
Gadedoren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen
vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk
i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Stov, han syntes havde
samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet torrede sig om
sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjaeldent haft mindre end en
seksten, atten Kroner om Maaneden af "det Selskab".
Det ringede ved Bufet'en.
-Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.
Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen....
-Ida gik--hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen--langs Stien, mod
Osterbro, udad, laenger og laenger.
Der modte hun dem. Han saa dem langt borte. Der var de.
Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa lost i hendes
slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bojet til
Hilsen.
Men Kate standsede sin Hest et Ojeblik.
-Godmorgen, Froken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket
dejligt Vejr!
-Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes
Ansigt.
-Man maerker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt
lidt fra dem. Det saa ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.
-Naa, allons ... Godmorgen.
De red bort.
-Hun var kommen langt ud, sagde Kate.
Og lidt efter, mens hun saa ud over Hovedet paa sin Hest, tilfojede hun:
-Det er mig forresten ligegyldigt.
Karl vilde sporge hvad, men tav pludselig med et forbloffet Ansigt.
-De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.
Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun saa
hvert Ansigt, hun modte, som var det maerkelig lyst, og hvert Gitter og
hvert Hus og hvert Trae, som var alting saa maerkelig skarpt. Og hun horte
hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde
hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.
Men Mulden saa hun mest og de gule Krokus og Rosentraeerne, der var
afdaekkede nu--for nu vilde det snart blive Foraar.
Hun kunde vaere gaaet ti Mil og bojede dog om ved Sohjornet, af Vane.
Paa Vejen taet ved Rorholm modte hun Froken Friis, som begyndte at larme
langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet
hendes Skik. Men, kaere Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden.
Froken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare
lige om Hjornet....
Ida var pludselig saa traet, eller maaske folte hun Trang til at nyde en
sidste Smerte.
-Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.
Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjaerg. Froken Friis
var iforvejen og laeste paa alle Dorplader.
-Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds-og
Bestillingsmaend samt en Baptistpraest, som boede der) og hun kunde naeppe
vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:
-Ja, her er Haandvaerkere.
Men Froken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:
-Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun rog ud igen paa Gangen: hun
maatte kysse Ida af Henrykkelse, for hun svajede ind paany. Hun befolte
alt og saa alt og snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:
-Men, sode Brandt, hvor maa det have kostet.
Ida sad ned. Ubevaegelig saa hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu
var det paa Plads.
Hun horte ikke Froken Friis og ikke, at hendes Ordstrom pludselig
standsede, folte kun, at hun var ene, et Nu, og loftede sine Haender fra
sit Skod--da Froken Friis kom frem i Sovekammerdoren.
-Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig
havde brugt: De ved, hvordan De vil ha'e det.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked
op i hendes Kinder.
-Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt naesten selve sin Smerte.
Men Froken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den
store Seng.
-Saa gaar vi, gentog Ida.
Der var noget i Tonen, som fik Froken Friis til at rejse sig noget rask.
Men Ida ventede tavs forst ved Dagligstuedoren og saa ved Entredoren,
sidst ved Gadedoren, indtil Froken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden
kom Samtalen i Gang. Froken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som
af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, for hun
skulde videre "et AErinde":
-Men Gud, Brandt, vaer nu fornuftig--dette er jo kun for vi frisindede.
Ida skod tavs hendes Haender bort fra sin Arm.
-Farvel, nikkede Froken Friis.
Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i
Pavillonen, modte hun Froken Kjaer.
-Nej, sagde hun med sin glade Stemme--hun var saa vant til, at Ida
bragte noget med sig hjem--:
Jomfruen har Kager.
Og hun lob iforvejen op til Froken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde
hun, og de samledes hastigt til Picknick i Kokkenet.
Ida sad og saa Kagen forsvinde mellem Petersens Taender.
Da de to var maette, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt
Josefine, der kom for at hente Spandene.
-Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.
Men Froken Petersen sagde:
-Ach, vi skulde have gemt den til Kaffen.
Ida havde rejst sig og gik.
* * * * *
Froken Friis' "AErinde" var et Minuts Lob ind til Svendsen, hvor den
Stornaesede spiste Frokost. Frokenen var helt vims og forpustet af
Morgenens Iagttagelser.
-Nej, Du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet--for der var
raffineret....
Den Stornaesede betragtede sit Smorrebrod med Sky.
-Det er s'gu altid saadan med de meget blide Piger, sagde han.
Froken Friis sad lidt; hun saa stadig Sengen og de store Vaskekummer og
den brede Hvilesofa for sine Ojne.
-Ja, det maa det vel vaere, sagde hun eftertaenksomt og nikkede.
Men lidt efter sagde hun:
-Men, Gud, hvor det maa vaere dejligt at ha'e Penge.
-Naa, sagde den Stornaesede: det vigtigste er s'gu, at man ved, hvad man
vil hinanden.
Han bod Froken Friis paa et Glas Ol, som hun nod med opdraget Slor.
Men pludselig sagde hun, paany ganske ophedet:
-Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.
-Ja, den bliver s'gu nok staaende, sagde den Stornaesede.
* * * * *
... Kate Mourier havde faaet den maerkeligste Vane. Hun vandrede op og
ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.
-Kaere Kate, hvor Du marcherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.
-Jeg taenker, sagde Kate og vandrede videre.
-Men kunde Du ikke gore det siddende, sagde Fru Mourier.
Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig
saa igen. Henne ved Doren strakte hun Armene op langs Dorkarmen.
-Er det iaften, vi skal paa Koncert? sagde hun og saa ud i Luften.
-Ja.
Det var rart ... For jeg traenger til Musik, sagde hun og gik ind.
Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes "Edition Peters" blev
liggende urorte. Hun taenkte paa, at det var godt, at Mourier endelig
kom--nu til Selskabet for Aline.
For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.
Det ringede, og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at sporge, om
Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen.
-For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.
Mouriers Tjener skulde hjaelpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den
til Byen ankomne Fru Feddersen.
De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone:
-Bornene har jo redet, Du.
-Ja, sagde Fru Mourier og saa ud for sig. Hun havde saa gerne villet
"tale rigtig ud"--og lod vaere.
* * * * *
-Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det daekkede Bord i
Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gaester idag skulde
spise. Der var faerdigt.
Fru von Eichbaum saa ud over Dekorationen, der var Krokus fra
Landstedet, og sagde:
-Saa kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.
Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:
-Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog
li'esom faerdedes her i Vinter ... Desuden hjaelper hun saa lidt med ved
Theen.
-Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er
der ... Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at
det var sagt: under disse Omstaendigheder.
Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hort det, for hun rejste
sig kun og sagde:
-Og nu er der for Julius kun at taende Lysene an.
Ogsaa Generalinden stod op, men henne ved Doren blev Fru von Eichbaum
staaende:
-Saa vilde jeg jo onske, Du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom
lidt tidligt ... for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevaegelse med
Haenderne, som bragte hun noget paa Plads) saa li'esom er hun der.
Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Doren.
De gik gennem Gangen ud i Generalindens Kokken.
-De Skaermbraedter, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Sosteren gik
gennem Generalindens Kokken, hvor nogle graa Skaermbraedter daekkende
garnerede Kokkenbord og Komfur: De Skaermbraedter er en Velsignelse.
De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor
hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret
havde sine Handsker til Torring:
-Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked.
Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besorge det.
Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun for Middagen ikke.
De tre Stuer laa i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt paa,
braendte svagt. Fru von Eichbaum satte sig paa sin Plads i Sofaen. Hun
vilde kniple, til hun skulde klaede sig paa. Sengeomhaenget var snart
faerdigt--om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig ogsaa i den
sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt. Og meget jaevnt.
Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de konne Fingre.
Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Haender, og hun faldt i
Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum taenkte paa
saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre for, paa Aline
og paa Kate og paa Karl ... Og pludselig taenkte hun paa en af
Konfessionarius' Praedikener.
Udlaeggelsen havde vaeret om Troskaben og Dagvaerket og Lonnen, som blev
Fred.
Fru von Eichbaum blev pludselig bevaeget, og i Halvmorket brugte hun
Lommetorklaedet. Hendes Ojne var faestede paa Hr. von Eichbaums Billede
over Skrivebordet: han saas endnu i Halvlyset.
Hans Enke havde foldet Haenderne.
Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun horte Karl. Han aabnede Doren til
Spisestuen og kom ind.
-Er Mo'er klaedt paa? spurgte han.
-Nej, jeg har saamaen siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra
Morket: Men alt er i Orden.
-Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol.
-Ja.
De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:
-Og saa har jeg bedt Froken Brandt.
Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmorket, men Ordet kom ikke, og
begge horte kun Uhret, der dikkede videre.
-Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lod det fra Sofaen.
-Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede naesten umaerkeligt: Saa har jeg jo
taenkt mig det som en Slags Afslutning.
Uhret dikkede videre, maaske et Minut.
-Vil Du saa taende i Hjornet, sagde Fru von Eichbaum.
Karl taendte, og Fru von Eichbaum rejste sig.
-Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sonnen, lagde hun
pludselig Armen paa hans Skulder:
-Jeg har siddet her og set paa din Fa'rs Portraet....
Karl folte, at hun sitrede.
Og pludselig bevaeget, ligesom hun, sagde han:
-Mo'r er saa god--og kyssede hende paa Panden.
-Og nu maa vi klaede os paa, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har
Julius lagt ind paa dit Bord....
Karl stod inde i sit Vaerelse og studerede "Bordordenen". Han Folte noget
af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde paa samme
Side af Bordet som han selv.
* * * * *
Julius var ovre i Spisestuen faerdig med at taende Lysene an, da Mouriers
Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten daekket af en Flojels
Skjorteskaermer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og
sagde, at han "turde maaske saette ham ind i Forholdene".
Han forte Hr. Christensen ind i Generalindens Gaestevaerelse ved Siden af
Spisestuen, og Hr. Christensen afforte sig Overtojet, mens han
betragtede de to Senge.
-Her retter vi an, sagde Julius.
Julius havde taenkt, at Hr. Christensen kunde skaenke.
Hr. Christensen, der bar Guldlaenkeknapper og tre firkantede Guldknapper
i sit Skjortebryst--han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr.
Mouriers aarlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale
Monstre--betragtede Flaskerne....
-Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at skaenke tolv Glas af Flasken.
Hr. Christensen, der saa ud som en Mand, der ikke vil undres over noget,
begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Haender. Paa
venstre Haands Lillefinger bar han en bred Guldring.
Fru von Eichbaum var paaklaedt og staenkede Vaerelserne med "en Anelse" af
Kolnervand.
Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere
Droskerne. De maatte holde paa Gaden. "Mellemgaarden" var for smal, saa
de kunde vanskelig vende.
Men den forste Gaest kom gaaende. Det var Kandidaten. Han kom bestandig
forst af ubehjaelpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til
Julius, mens han aftog mange besynderlige Klaedningsstykker:
-Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet
paa Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt
at se Dem, Henrik, saa har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Saede
og takkede. Naar Kandidaten sad midt i en Stue, saa han ud, som han var
anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som
gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der horte nogen ude i
Gangen, sagde:
-Ja, Foraaret er jo svaert for alle den Slags Tilfaelde ...
Kandidatens "Tilfaelde" var et Maveonde.
-Men har De nu ogsaa i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?
Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente paa Svar. Det var Familien
Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.
-Gud, Du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er
naaet herhen saa tidlig--og jeg, som dog har styrtet om i Timevis.
Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag paa Toldboden,
hvad hun straks fortalte.
Admiralen havde hilst paa Kandidaten--omtrent som paa en Skibskok; og
Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme,
naar hun havde hort den forste Vogn, og som maaske havde haabet, at det
var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stodte
Lakskohaelene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslor
over en aeldre laksfarvet Robe fra et Hofbal, mens Fru von Eichbaum
sagde, understottende Konversationen:
-Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Pere Dominique? Hvad var Emnet?
Pateren havde talt om Autoriteten.
Admiralen, der var oprigtig religios hver Sondag og gik til Hojmesse i
Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:
-Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker....
-Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden--Konversationen gik lidt
staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom--: For et befaestet Gemyt
som Fanny kan det da kun vaere udviklende.
Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:
-Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller vaere enig--vi taler netop
om Katolikerne, Emmy--Katolikerne har alligevel de store Synspunkter,
der giver Loftelse....
Og da hun horte Kabinetsdoren gaa igen, mens Fanny havde vaebnet sig med
sin Lorgnet, tilfojede Generalinden:
-Katolicismen har nu en Gang det, der ligesom bliver staaende.
Et Sekund havde, mens alle talte, alles Ojne strejfet Fru Aline, der kom
frem i Doren.
-Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Haender,
og Fru Aline gik silkeklaedt, uden at tale, stottet til sin Stok, frem i
Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav
Haanden til alle--Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket
uvilkaarligt med Armene som Born, der skal laere at valse--og man horte
Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):
-Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.
Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved
Etageren horte Oberstlojtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er
det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blaest.
Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:
-Saet Dig her, Aline.
Fru Feddersen kom til Saede, og det var, som i Sofahjornet Kredsen
lukkede sig om hende.
Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdoren, sagde
leende:
-Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.
Mouriers og Froken Rosenfeld var komne sammen.
-Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende
komme.
Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i
Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjornesofaen.
-Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende
naermest, og Fru Mourier havde Taarer i Ojnene.
-Hvem? spurgte Fanny.
Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre,
henne i Krogen ved Gummiplanten.
-Staar De der, sagde han og slog Fodderne sammen, lidt bleg.
Og Fru von Eichbaum, der fuldstaendig havde glemt hende, men som havde
tyve Oren, gik frem imod hende: Goddag, kaere Froken Brandt, sagde hun og
forestillede hende for et Par af de naermeste. Kammerjunkerinde Lindholm
sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev
hel Traengsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til
Arken: