Ludvigsbakke - Herman Bang
-Saa, nu er vi atten.
Inde i Dagligstuen brod de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle
kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dorene, Par efter
Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og
de to gik sidst.
Men da de kom ind langs Skaermbraedterne, skurede Karl med
Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin
Haand om hendes Liv.
-Vi skal slutte Kortegen, sagde han.
Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med
et Blik paa Skaermbraedterne:
-Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.
-Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skaermbraedterne er
Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.
Kammerjunkerinden lo og loftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skorter
en Smule hojt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen,
saa Karl med et Par hastige Vaertojne henover Bordet. Det var, som blev
hans Ansigt paa en Gang aeldre, med et vist officielt Udtryk.
De var alle paa Plads, nederst Moderen, overst Admiralen, med
Kommandorkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.
Julius begyndte at servere Suppen hojtidelig, som bar han et Par
Offerskaaler.
Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.
-Her har man da, Gud vaere lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt
Servietten op om sin brede Bringe.
Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum
sagde, mens Fru Mourier bojede sig frem for at skjule Fru Aline, for
hendes Haender skaelvede, saa hun spildte Suppen, naar hun forte Skeen til
sin Mund:
-Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.
Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:
-Der er idetmindste koligt.
Froken Rosenfeld havde lyttet et Ojeblik efter Klangen i Fru Alines
Stemme, og hun svarede distraet paa et Sporgsmaal af Kammerjunkeren:
-Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.
Hvad der gav Admiralinden Anledning til at lofte Barmen i en noget
rigelig Udskaering, mens hun sagde:
-Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig
til.
Men Generalinden sagde:
-Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere,
som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en
Strompe.
Hr. Mourier erklaerede, at det var en aldeles fortraeffelig Helleflynder,
og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen for
Serveringen, skaenkede den hvide Vin, greb Oberstlojtnant Falkenberg
Ordet Ro og sagde:
-Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstlojtnantens Stemme
blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus ... Kom det an paa
mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Dore.
Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Ojeblik saa op mod Fru
Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske naer,
sagde:
-Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Bornene i at laese.
-Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstlojtnanten.
Fru von Eichbaum sagde, naesten ligesom for at laegge sig imellem:
-Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner
foder kun Uro.
Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad
de Folk taenkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".
-Kaere Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, horte Fru Aline
tale livligere om Barndomshjemmet paa Unsgaard: det finder jeg jo
urigtigt ...
Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".
Det kunde vaere galt nok endda med Tiderne, som alt forlob:
-Vil De taenke Dem, forleden--opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane,
De, abonnerer paa saadanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de
har det fra.
Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over til
Kammerjunkeren, der sagde, at man saa jo undertiden de Folk i Theatret,
og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklaedte, sagde han i en
Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere modte med Huller paa
Albuerne.
Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om
Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu talt meget fornuftigt", men
Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde
bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter
af Kredsen:
-Kaere Mine, ved Du ikke det--jo, hun vil nedsaette sig som
Fodselshjaelperske.
Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Diaet
(han var Son af en Beromthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti
Aar vaeret beskaeftiget med at ordne de faedrene "Erindringer", mens han
stadig blev magrere), sagde til Ida:
-Men det maa jo vaere en meget lonnende Gerning saaledes at kunne lindre
sine Medmenneskers Lidelser.
-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen.
Hun havde faaet to rode Pletter, en over hvert Ojenbryn, som om hun lige
kom fra en Stegepande.
Fru von Eichbaum saa med sit Vaertinde-blik ud over Bordet.
-Aa, lille Froken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa
rundt.
Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hort den megen Tale som en Summen,
der var hende fremmed, og nu horte hun Karls Stemme, der talte til
Froken Mourier igen.
-Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.
-Tak, sagde Fru von Eichbaum.
Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem
havde foraeret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige
Familie blev almindelig.
Generalinden og Oberstlojtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt
livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende taettere
paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernor hos Prinsen og
forberedte ham til en Eksamen.
-Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa i
Vaerelset foran.
Oberstlojtnanten svarede med nogle Ord om det udmaerkede Eksempel og
vendte sig til Froken Rosenfeld:
-Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone.--
-Jeg ved ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Froken Rosenfeld: men
Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en
ridderlig Person.
Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde til
Froken Rosenfeld.
-Kaere Betty, det er vel ikke det eneste.
Men Fru Falkenberg, der havde to rode Pletter paa sine Kinder--hun fik
dem let, som var de Folgen af en undertrykt eller hemmelig
Ophidselse--sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstlojtnanten:
-Men Menneskene taenker jo nu dog en Gang--
Og Oberstlojtnanten svarede:
-Ja, de taenker ... de taenker, til de ligger der.
Mourier, der havde hort det, lo og sagde:
-Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstlojtnanten.
Ordet "taenke" forte paa en Gang Fru von Eichbaum ind paa Martensens
Etik. Hun laeste den netop. Hun nod den langsomt:
-Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at folge paa Grund af
den klare Stil.
Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som
hjemlos", havde Naaden paa en Gang set):
-Er der megen Sygdom iaar, Froken Brandt?
-Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun horte kun Karl og Kate, der lo,--hvor de
lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, naesten
febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra
"Ludvigsbakke".
Mourier, der sad og saa ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og
bojede sig over mod Fru von Eichbaum:
-Hvem er hun? spurgte han halvhojt, og Ida horte Fru von Eichbaum, inde
i en laengere Forklaring, sige:
-Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en
agtvaerdig Mand.
Ida vidste maaske ikke selv, at hun kaempede for ikke at faa Taarer i
Ojnene.
Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at
tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens
Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvaesenet og afsluttende
sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:
-Men nogle Stykker Silketoj, Kaere, haaber jeg nu at faa hjem med Deres
Svigermoder og Mary ... Gud, De, naar man laegger dem i Bunden af en
Kuffert--
Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod
"Silketojet". Fru Mourier talte saa glad og hojt, for hun var saa
inderlig lykkelig, fordi det helt toede op om Aline; og Fru Feddersen
sad bojet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.
-Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier ... Husker Du, Mille? hun
talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi korte til Marienlyst for at
danse ... Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamaen ikke vaeret der laenge.
Fru von Eichbaum svarede noget--pludselig med Taarer i Ojnene: det var
jo der, hun havde truffet Eichbaum forste Gang.
Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soireerne og Kronborgs
Lojtnanter og Koreturene til Gurre og Badetimerne, naar de korte i en
Hostvogn ned til Hellebaek Strand, og de store Skovture, naar de tog til
Grib Skov, der var saa vid og stille....
Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale naesten
ganske ens--ogsaa Fru Aline.
-Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.
Men Admiralen, hvis Kommandorkors var kommen til at sidde lidt skaevt, og
som sad og taenkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline
havde holdt sig, sagde:
-Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.
Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men paa en Gang bojede Karl
sig frem--deroppe talte de endnu om Grib Skov--og loftede sit Glas:
-Froken Brandt, sagde han.
Ida fo'r sammen og haevede knap sit Blik. Saa drak hun.
Men Karl blev siddende et Ojeblik helt aandsfravaerende. Der var kommet
noget saa sorgmodigt i hans Ojne.
-Lille Froken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule
hastigt: la'er De maaske det Syltetoj gaa?
Men det var Froken Rosenfeld, der svarede med en lidt hoj Stemme:
-Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.
Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophedede
Luft, Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Han
maatte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture, navnlig om
Napoleon.
-Man foler under Memoirelaesning saa at sige, at man alle er Mennesker.
Oberstlojtnant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marchaller og
Marchal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det sommer sig en
Soldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste,
hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger ...
Naesten alle talte, en Kende i Munden paa hinanden. Froken Rosenfeld
tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rod og blussede, slog sin
Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde:
-Her er s'gu rart.
-Kaere Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man
kun er i sin egen Kreds.
De var faerdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr.
Christensen iskaenkede Portvinen.
Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Unsgaard-Dagene, da Fru
Mourier sagde:
-Men nu skal vi alle samles igen paa Ludvigsbakke.
Og Mourier, der horte det, sagde bred og glad:
-Ja, det er s'gu rigtigt--velkommen alle Mand, nu, naar vi faar bygget
... Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse....
Ordet Ludvigsbakke havde vaekket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bojet
frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.
-De gamle Mure har ellers vaeret droje, sagde Mourier: naa, Stenene
bruger vi til den nye Stald.
-Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.
-Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig
tilfreds.
-Men I forvaenner ogsaa Kate, sagde Generalinden.
-Nej, brod pludselig Kate ind med en maerkelig Gadejargonbetoning paa
Ordet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.
Paa en Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nye
Vaerelser, Trappen, Billardsalen og Badevaerelserne og Udsigtstaarnet og
Terrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.
Kammerjunkerinden var hojst interesseret og bojede sig sporgende frem
over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og saa ud, som om
hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om
Trappegelaender og en engelsk Thestue og Parketgulve.
Samtalen blev hojrostet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja,
Fordringerne stiger, Du, sagde hun og saa kaerligt beundrende ned paa
Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene,
ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Monster, med Hestene frit i
Baasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.
-Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.
Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Sovevaerelserne, der alle laa mod
Nord, for man maatte sove koldt.
Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde faaet
den ned paa sin Tallerken.
Men de to unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst
Falkenberg begyndte at kritisere Baasene. Lidt hede af Varme og Vin
talte de begge, i Munden paa hinanden, hver til sin Side, Kate ned til
Faderen og Karl op til Obersten om Sovevaerelser og Heste og Centralvarme
og Baase, saa det lod som en hel Duet. Ogsaa Fru Feddersen bojede sig,
optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes graa
Ojne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-badekar.
Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i
sine gode Ojne.
Men Mourier loste sin Serviet fra Halsen og sagde:
-Ja, Ungdommen raser.
Da der var blevet noget mere stille, sagde Froken Rosenfeld roligt:
-Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.
Karl horte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han
svarede ikke Kammerjunkeren--
Fru Falkenberg sad og sogte Falkenbergs Blik, men Oberstlojtnanten nod
en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste.
Fru von Eichbaum bod Velbekomme.
Ida havde ikke hort det og hun fik sig forst rejst, da Kandidaten rakte
hende Armen. Som halvvaagen saa hun et Ojeblik ud over Bordet med det
endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads.
Den blodrode Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i
hendes Skaal.
Admiralen vilde raekke Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline
mente, hun kunde gaa uden. Og stottet til Admiralen, hvis Emaillekors
lyste i Skaeret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt
besvaerligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skaermbraedterne, over
i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde
Kaffen om.
Herrer og Damer talte hojt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod
hos Fru von Eichbaum med hendes torre Haender i sine.
-Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaar
Kunsten som Du.
Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller
maaske vidste hun det ikke en Gang selv.
Men Fru von Eichbaum svarede:
-Kaere Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.
-Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.
Ida havde helt mekanisk--eller maaske som et Slags ubevidst Vaern--taget
Sukker og Flode og gled rundt og bod. Nu naaede hun Fru Mourier.
-Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjaelpsom.
Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:
-De gaar jo rundt, Froken Brandt, som var De en Datter i Huset.
-Ja, sagde Ida og gled videre.
-Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der folte en ubestemt
Medlidenhed--maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas
Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke
var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over
den lille Pande saa maerkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.
-Gud Du, praegtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjaeldne Mennesker,
der altid kender deres Plads.
Herrerne var gaaet ind i Karls Vaerelse for at ryge undtagen Admiralen,
der passede sin Fordojelse paa sin vanlige Strogtur. Kammerjunkeren
talte om, at Kobenhavn var s'gu en nydelig Verdensstad--man kunde ikke
faa en ordentlig Skjorte i hele Byen.
Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:
-Jeg har saamaen egentlig villet skrive det laenge--men, ser De,--for man
ved jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer
rundt--saadan en hel Vinter--Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen)
laegger vi en Anvisning oppe paa Filialen--og saa er den Sag klar, naar
De bare gaar op og haever den.
-Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrod og Hr.
Mourier vendte sig, meget lettet:
-Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er
s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at vaere et
Stykke fra Fruerne--
Lidt efter brod Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor
Hr. Christensen og Julius gik og daekkede af.
Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevaegeligt ved Naeseborene, da
han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes
Parfume.
-Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til
Julius.
Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var
gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen
(hun spiste desuden staerkt, naar hun var ude), men i Hjornet under
Gasflammen sad en Gruppe og talte om Boger og om at laese. Fru
Falkenberg, der nervost gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens
hun saa ud for sig, sagde:
-Men man bli'er saa tit urolig af at laese.
Hvorpaa Fru von Eichbaum, der ovre ved Etageren talte med Fru Lindholm
om Mary, sagde:
-Kaere Emmy, man laeser da for at hvile.
Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:
-Man vil vel ogsaa kende Livet.
-Det er vist sjaeldent, som der staar i Bogerne, sagde Froken Rosenfeld.
Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrod
og sagde:
-De, lille Froken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun loftede
venlig; Idas Arm. Den faldt saa saert livlost, eller ligesom den var
knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden
pludselig saa paa hende:
-Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.
Admiralinden, der var vaagnet og havde hort, der var Tale om Laesning,
sagde henne fra Sofaen:
-Kaere I, man maa jo gennem Taskerne for at folge med. Fanny og jeg laeser
os i Sovn hver Aften.
Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Ojeblik til Ro. Maaske
var hun noget traet, for hun havde lukket Ojnene og stottet Hovedet mod
Vaeggen. Hun sad lige i Lyset, og de rode Perleslanger, der faldt ned
over hendes Buste, saa naermest ud som Blod der randt ned i hendes Skod.
Hun havde ikke maerket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved
Siden af hende.
-Hvor jeg har taenkt meget paa Dig, sagde Fru Mourier og listede stille
sin Haand ind i Fru Alines.
Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i
Generalindens Lejlighed stod de allerede aabne. Man horte Herrernes
Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele
Huset festligt flod i et, sammen med den oplyste Gaard. Gangklokken lod
og Julius aabnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger
i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede
rundt for de aeldre.
En lille Pianist, der var skaeglos og halvforfjamsket og som bad om en
Pude til sin Stol, kom endelig til Saede ved Klaveret, og et Par Unge
begyndte at svinge sig rundt paa Gulvet i Spisestuen, mens Herrernes
Latter og Musikken blandedes.
Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte
ind i sit eget Kokken:
-Julius.
Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjorteaermer med faste
Manchetter.
-Vil Julius maaske stille Skaermbraedterne paa Plads, sagde Fru von
Eichbaum og gik videre.
Hr. Mourier havde vaeltet det ene paa sin Vej gennem Kokkenet.
Lige ved Doren i sin egen Spisestue modte Fru von Eichbaum Ida.
-Kaere Froken Brandt, sagde hun, lidt echaufferet var hun: jeg gaar i en
AEngstelse for Kopper ... om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The
... Vilde De vaere saa sod at se efter....
Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum saa kun, at
hun bojede sit Hoved og gik.
Ude i Kokkenet fik hun et Forklaede (der er drukne Folk, som saadan gor
lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke
huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen
vaskede Ida Kop efter Kop.
Inde i Doren til Dagligstuen stod Fru Mourier og saa paa de Unge, der
dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt
Likor, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.
-Aa, det er saa dejligt at se saa megen Glaede, sagde Fru Mourier, der
stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden saa
de paa deres Born.
Latter og Stoj slog over fra Herrernes Vaerelse, da Musikken holdt op.
Admiralen var kommen hjem, og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig
derover.
Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Folelser og Forsvaret.
Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en
lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det
og sagde:
-Iovrigt vist en meget dannet lille Pige ... Men--og Kandidaten havde
nogle underlige Smaabevaegelser med Haenderne--man sidder jo dog,
Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.
Oberstlojtnanten blev staaende midt for Bordet og talte hojere og hojere
om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske
Bevaegelse.
Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om
de horte efter, sagde til Mourier:
-Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?
-Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg ved s'gu ikke. Jeg er
naturligvis Hojremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg
har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er
nodvendig hertillands i det offentlige Liv.
-Naa, sagde Admiralen: der behoves, Gud vaere lovet, ikke saa megen
Forargelse til Sos.
Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likor, gav sig til
at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.
-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting haender
ikke, naar Manden holder sig frisk--.
Men Admiralen kloede sig i Hovedet og sagde:
-Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som
Piger--hun havde en Maner at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret--
-Nej, og Admiralen saa naesten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige
Fruentimmer.
Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, og
Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og saa over paa de Dansende, sagde
til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt Glas
Likor:
-De, Eichbaum, skal vi Ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?
Mens Oberstlojtnanten pludselig sagde til Mourier:
-Men, kaere Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsraad?
-Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.
Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Froken Rosenfeld, da Karl
kom hen imod hende. Han var rod i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.
-Froken Brandt, sagde han, vi maa da danse.
Ida svarede ikke, og med Moje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var
saa ganske tynd i hans Arm.
De dansede kun en Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livlose Haender
fornam ikke hans, der fattede om dem med et naesten fortvivlet Tryk.
-Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit Haar, sagde Student Falkenberg,
da Karl atter forte Ida ind.
Froken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.
Saa sagde Froken Rosenfeld og tog hendes Haand:
-Lille Ida, hvad vil De dog her?
Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:
-Nu gaar jeg hjem.
Hun saa ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musikken var standset,
og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum,
naesten som da hun var Barn, og fik sagt:
-Jeg skal jo saa tidlig op.
I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kaabe. Intet smertede hende
nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes Ojne. Hun gik et Par Skridt hen
mod Taerskelen ind til Karls Stue ...
Saa vendte hun sig og gik.
Det var blevet Storm og Regn, men hun maerkede det ikke. Hastig stred hun
sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hort, at en Stemme talte til hende.
Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officer, som var i Uniform.
-Men er det Dem, Froken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr.
Og da han pludselig saa det blege Ansigt, sagde han:
-Er De syg?... Jeg kan da skaffe en Vogn.
Ida havde ikke svaret, men Knuth lob kun, mens Ida blev staaende; der
var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede
Hjerte.
Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.
-Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.
* * * * *
Karl var gaaet til Generalindens Spisestue. Han nod atter et Glas Likor,
mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.
Karl sad og stirrede ind i de naesten nedbraendte Lys i en Kandelaber.
-Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.
Kammerjunkeren lo og sagde:
-Naa-aa, De faar nok Raad til det, Eichbaum.
Men Karl horte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene,
til han smaekkede med Tungen og sagde: