Ludvigsbakke - Herman Bang
-Men man bli'er vel vunden for Samfundet.
Admiralen og Hr. Mourier brod op og gik ned gennem Gangen og Kokkenet,
hvor Admiralen kom til at vaelte et Skaermbraedt.
-Sikke no'et Skidt, sagde han.
-Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.
Ovre i Dagligstuen havde de lidt traette aeldre Damer slaaet sig ned om
Fru von Eichbaums Sengeomhaeng.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der saa godt som kun Slojferne.
Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.
De Unge dansede Francaise, og Herrer og Damer floj naesten lidt vildt
imod hinanden. Oberstlojtnantens Stemme skar en Gang imellem gennem
Musikken. Han talte om Traditionerne.
* * * * *
Ida aabnede og lukkede Hospitalets Porte og Dore saa sagte.
Men da hun kom forbi Doren paa forste Sal, blev den lige lukket op af
Dr. Qvam.
-Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat--to Selvmordere, og begge skal de
pumpes.
Petersen havde hort Dr. Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:
-Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paa
Afdelingen, hvor Froken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.
Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen horte man Patienternes
Stonnen.
-Ach, ach, sagde Froken Petersen, der maatte lobe hid og did: inat er
her uroligt.
Dr. Qvam saa hen imod "A" og spurgte Froken Roed:
-Er han ikke i Seng?
-Nej.
-Og imorgen skal han ha'e sit Toj?
-Ja.
Dr. Qvam aabnede Doren derind.
Herren paa "A" sad oppe i Karmen, i det aabne Vindu, og stirrede ud i
Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.
-Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.
Herren paa "A" vendte Hovedet halvt, mens han sagde og faestede de tunge
Ojne paa Laegen.
-Jeg sidder her dog just for at doje Reglementet.
Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme,
der altid lod, som var den fyldt af Medlidenhed:
-Jeg ser paa Stjernerne--de hoje Stjerner.
Han tav et Nu.
-Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu
ser jeg paa dem for at laere Taalmodighed.
Dr. Qvam var traadt naermere. Nedefra sat han op paa Herren fra "A": i
dette Ansigt var der noget af den store Sorg.
Saa stod den Syge ned fra Karmen:
-Men lad os boje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.
Qvam blev staaende:
-Ja, men hvem har skrevet Lovene?
Herren paa "A" smilte:
-Er det ikke "Profossen", sagde han.
Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte:
-Skal jeg saa bort imorgen?
-Ja, imorgen tidlig.
Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig.
Saa trak han traet paa Skuldren:
-Naa, det kan ogsaa vaere godt, Doktor.
Og idet han faestede sine Ojne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der
var som et Farvel:
-Deres Verden frister mig ikke.
Qvam blev pludselig bevaeget og sagde noget sagtere:
-Men Livet skal dog leves.
-Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke spaerrer inde.
-Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Doren.
Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr.
Qvam.
Ida stod paa samme Sted, ved Doren, laenet til en Vaeg. Det flammede Haar
var oplost af Regnen.
Herren fra "A" tog hver i Haanden:
-Lev vel, sagde han.
Sidst tog han Idas Haand og da loftede han sine Ojne:
-Lev vel.
Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dor.
Der var stille et Ojeblik, da han var gaaet. Saa sagde Froken Koch og
saa paa Ida, der stod paa samme Plet:
-Nu er den Fest vel forbi.
Og Qvam, der ogsaa pludselig saa paa hende, sagde:
-Ja, Froken Brandt, De traenger s'gu vist til at sove Rusen ud.
Noglerne lod i Dorene. Dr. Qvam og Froken Koch gik ind til Kvinderne.
-Godnat, sagde Ida sagte.
Der lod Nogler igen. Ida Brandt gik op paa sit Kammer.
"De Urolige"s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt,
langt nedefra--fra under Jorden.