Ludvigsbakke - Herman Bang
-Nej, Hr. Reservelaege.
Laegen gik alene ind paa "A" og lukkede Doren.
Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:
-Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og en af dem "pumpet".
-Var det Opium? Froken Helgesen talte til Kandidaterne
forretningsmaessigt som til Kolleger.
-Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Kaerlighed, og nu har
de slaebt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet--to Mand ... Vorherre
bevar's, at Menneskenes Born ikke kan laere at tage det med Ro ... Hvad
siger De, Froken Brandt?
Qvam sprang ned, for Reservelaegen kom ud:
-De kan gerne lade Patienten traekke lidt frisk Luft, sagde han; han var
allerede ved Doren til Kvinderne.
Qvam gik bagest; han rystede paa Taerskelen sine Ben i de hvide
Sportsbukser, som vilde han ryste Stovet af sine Fodder.
Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, naensom Maade at lofte dem
op i Sengen.
Froken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
-Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frokenen havde ti
sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
-Mit Uhr er gaaet istaa.
-Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Froken Petersen kom
op om Aftenen.
-Ak, ja, De er rar og venter. Jeg lober ind til The....
Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en
Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav
sig til at sy.
Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun taenkte paa det,
hjemme fra Ludvigsbakke--ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved
Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.
Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbaenke i
Forvaltergangen, hvor hun hvilede--for sig alene.
Hun sagde altid: Der har vi jo den lille Froken Brandt, som om hun
opdagede hende paany hver Gang.
De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med
Uldbukserne i Aal hojt op om Benene. Men Schroder vilde i Seng. Han sad
i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne lose
paa ham.
-Nu maa De helt i Seng, Schroder, sagde Ida.
-Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.
Ida maatte rejse sig, for Schroder fik loftet Benene besvaerligt, som var
det noget, der kraevede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned
paa Taepperne med begge Haender: Det er jo meget bedre, naar De ligger ...
ikke?
Hun blev ved at hjaelpe med Taepperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han
blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa horte hun Froken Petersens
Nogler og begyndte at pakke sit Sytoj sammen: hun skulde endnu kun aabne
paa "A".
Herren paa "A" sad ved Bordet og loftede kun Ojnene for straks at
begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal,
han skrev, saa langsomt som han prentede dem.
-Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det hoje Vindu.
Froken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.
Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.
Uden at rore sig sad han og saa ud i Natten frem mod Stjernerne.
-Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Froken Petersen.
-Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...
-Stakkel, sagde Froken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et
Jomfru-kast med sit Hoved, for hun gik bort fra Kighullet.
Ida aabnede Doren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portorer
holdt en dod Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de
slaebte den.
Josefine, der sad paa Baenken under Vinduerne og skulde have to slove
Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod
Portorerne:
-Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.
Portorerne drejede lige ved Doren til "den gode Gang", da Ida skulde
ind, og den ene af dem sagde, seende paa det haengende Hoved:
-Det er forresten et paent Menneske.
-Ja, sagde Ida og saa ind i hans Ansigt, hvis Laeber var aabne som en
Maskes--og Portorerne vendte sig og slaebte Kroppen videre.
Inde paa den gode Gang stod Celledorene aabne og Patienterne blundede
stille i deres Senge. I Spisestuen sad Froken Friis, der havde Friaften
og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede
Handsker:
-Aa, sagde hun: der har vi "Jomfruen" ...
-Hjaelp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde
"hjaelpe": jeg kommer meget forsilde.
Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Froken Helgesen, der sad bag
Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin
meget tydelige Stemme:
-Hvad har det Liv kostet?
-Tak, Jomfru.
Froken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjornet;
hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft
ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte
Fald i Tindingerne:
-Jeg har faaet det af en Faetter i Aalborg, sagde hun, om Livet.
Froken Krohn og Froken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende,
sagde:
-Uha, ja, nu skal man til at taenke paa Vintertojet.
Og de begyndte at tale om Hatte.
-Jeg laver mine selv, sagde Froken Helgesen bag Maskinen.
Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Doren:
-Her stinker fint, sagde hun og forte en hvid Haand op til en bred Naese,
mens hun saa til Froken Friis. Det var Froken Koch, Plejemoderen fra
Kvinderne.
-Ja, sagde Froken Friis, der endelig var faerdig og havde faaet fat i
Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.
-Godnat.
Froken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Haenderne mod
sine Knae ligesom et Mandfolk:
-Maa man vaere her lidt? sagde hun.
Og Froken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:
-Froken Friis holder meget af Klaeder.
Froken Berg og Froken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Froken Koch
sagde, mens hun kloede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken,
som man surrer en Tovende:
-Kob Jer et Par Skindhuer, Born, de varer.
De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe
lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemodre
spurgte om de Indlagte.
-Der var elve idag, sagde Froken Helgesen.
-Ja, og et svaert Mas, sagde Froken Koch.
Froken Berg kunde ikke taenke sig sig selv uden Pandehaar.
-Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar.... Gud, Brandt, at De ikke
"flammer" det.
-Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.
Men Froken Berg vilde prove at flamme det og begyndte
at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at
kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud,
som De var vandkaemmet....
Froken Krohn, der sad og saa til med begge Armene paa Bordet, sagde:
-Naa, saa De den ny paa Kontoret? Det kan nok vaere, Nakkeskilningen
skinnede....
De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Froken Helgesen sagde, henne fra sin
Plads:
-Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske....
Froken Koch gav Brillerne et Tryk over Naesen som for at se bedre:
-Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skorter.
-Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar:
hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt
sagtere end alle andre Sprogets Ord.
Men Froken Krohn sagde og lod Fingrene lobe, som spillede hun en Hopsa
paa Bordet:
-Manden gaar med Stropper i Benklaederne.
Froken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle
Konferensraad og Konferensraadinden.
-Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.
-Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var dod.
-Det var en dejlig Kone, sagde Froken Koch: hun dyppede selv sine Bede,
da hun var firs ... med Karlestromperne trukne uden paa Skotojet....
Froken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes
Uldstromper:
-Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Froken Koch rystede sit
Skort fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den
Vej skal vi jo alle.
-Skal De op, Brandt?
-Ja.
-Saa slaar vi Folge, sagde Froken Koch: Godnat.
De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved
Froken Kochs Dor.
-Ja, sagde Froken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Doren: Det
var et herligt Sted. Hun taenkte paa Ludvigsbakke.
-Godnat, Brandt.
-Godnat.
Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dorene henover Loftet og kom ind
i sit Vaerelse. Hun taendte Lampen, der var daekket af en Sommerfugl (der
var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Froken Roed sad og
lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden
og saa paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det hoje hvide Hus og Plaenen
foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad
Trinnene.
Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist
ikke lagt Maerke til ham paa laenge. Men hun huskede godt, Billedet var
fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa
paa Graesplaenen saa lang han var....
Og der stod Konferensraaden ved Flagstangen....
Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder
frem. Der var det fra Soen. Hun blev staaende med det og smilte: hm,
naar det var tort og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde
vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de
morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Laeggen,
saa Dr. Didrichsen maatte hentes.
Det var Fru von Eichbaum, som sad der paa Bredden, under den hvide
Parasol.
Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders
gamle Ting.
Ida laaste sin Dor, for hun gik i Seng. Hun taenkte paa Olivia og hendes
Born og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor,
og paa sin Fader og paa sit Hjem--derhjemme paa Ludvigsbakke.
Hun saa den store hvide Laenge i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor
der var saa "blaest" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og
fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte
rore, skinnede rundt om i Hjornerne.
Og hun saa Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Doren, da hun var
ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin
lange Laerredsfrakke ved det gronne Bord, med den gamle Straahat paa--
for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret--og hun krob op
i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres
store Kasser, under Glas.
Moderen aabnede Doren:
-Brandt, jeg venter med Maden.
-Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa....
Og han tog ned om Ida med et Par kaerlige, aandsfravaerende Haender:
-Ja, min Ven, ja, min Ven.
-Hatten, Brandt, sagde Moderen.
De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind
mod sit Knae, saa hun snublede over hans Stovler.
-Brandt, sagde Moderen, jeg ved ikke, hvordan Du gaar med Barnet.
Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetorklaede over
sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.
Ida listede sig stille rundt og lukkede Dorene paa Klem. Saa satte hun
sig paa en Skammel, mens Foraeldrene sov.
Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa
ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der korte Apotekerens Frue fra
Braestrup.
Hun havde jo nu kobt sig en Symaskine i Kobenhavn.
Ja, Madam Madsen havde vaeret henne at se den. Men hun troede nu, det var
holdbarere i Haanden.
Moderen nikkede.
-Men De ved jo, de skal prove alt i Apoteket, sagde hun.
Ida sad paa en lille Stol og laerte at strikke og havde sin egen lille
Kop.
Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der braendte
kun, hos Froken Schroder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.
-Godaften, lod det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra
en Baenk.
-Godaften, svarede Moderen.
Og de gik videre, ind i den morke Godsforvalter-alle.
Hjemme horte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var
kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede
forst for Fruen, en ganske spaed lille Dame, der havde givet Livet til
elve Drenge, og hvis Ojne var blevet storre og storre for hver
Fodsel--og saa for Skovrideren.
-Naa, hvordan gaar'et med Tosen, sagde han og loftede hende op i begge
Arme, med et Sving. Lund var en vaeldig Mand i Bredden, der lo, saa han
blev rod helt ned i Nakken.
-Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle
med Drenge.
-Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et.
Det saetter Blodet i Bevaegelse.
De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor
der var saa mange konne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor
maa det vaere dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.
I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var
mange.
De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde vaeret inde at
se, hvordan den lob.
-Man skal jo syne Kunstvaerket, sagde han.
-Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.
-Ja; men Fanden ved, om det holder.
-Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel vaere
rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.
Lund bare lo:
-Naa, fodt Silfverhjelm--Apotekerfruen anbragte dette sit Frokennavn
under Mogensen paa sine Kort--kunde s'gu nok blive faerdig med at sy sin
Smule Skorter i Haanden.
-Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil
vaere blandt de forste til at ha'e en Ting.
-Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at taenke paa, saa er
det jo rimeligt.
Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik
over til at tale om Prisen paa Smorret:
-Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.
Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
-Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire
smaa Kroller, som var ombunden med et Flojlsbaand: men det kommer vel
af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud ved,
hvordan det gaar til.
-Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saa, saa
paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?
Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vaenne Born, sagde Moderen:
de har godt af det.
-Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar
Konferensraaden kunde ventes. Det blev naeppe for om et Par Maaneder, i
Slutningen af Juni.
-Naar det konne er af Skoven, sagde Skovrideren.
Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knae, da hun
sagde Godnat, og lod hende ride.
-Du stoder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde
Godnat til de andre, en efter en.
Skovriderens gik Klokken ti.
-Har Du Armen, sagde Lund, for morkt er det.
-Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu
ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.
-Men de er dog hjaelpsomme, Lund, sagde hun.
Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en
Bordende, sagde han kun.
-Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren,
naar hun var hos Fremmede.
Lunds gik hjemad.
Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Solvsager.
... Ida havde Barneselskab, som skulde vaere nu, for Konferensraaden kom.
Bornene drak Chokolade paa Hojen, der stodte op til Herskabets Have.
Smaapigerne sad, stivede, paa Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i
skotsktaernede Vinterkjoler og med Orenringe, mens de alle drak og
spiste.
Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skaenkede, sagde:
-Ingeborg har vist ingenting?
Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med
graa Slojfer.
Man horte ikke et Kny.
Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker
frem til dem, der var faerdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og
Karl Johan, der havde sprukne Haender, (Gud ved, hvordan det gaar til,
sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Haender) slog frem mod
Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nod.
-Sofie, sagde Fru Brandt, der saa ned over det stille Bord: der er ikke
noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.
-Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bod igen: vi spiser til
Middag saa sent.
Kroens to havde vendt Overkopperne.
Brandt kom frem nedenfor Hojen, hans Benklaeder kom saa let ind i Skoene
bagtil, naar han gik:
-Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et?
sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og naevnte
forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens
Smaapigerne skubbede sig og saa ned i deres Skorter.
-Men saa skulde I lege, sagde han.
-Saa skulde de lege, gentog han til Konen.
-Men der er maaske nogle af Bornene, der vil ha'e mere, svarede Fru
Brandt.
-Nej, sagde den aeldste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgorende det for
alle.
-Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke,
hvad de skulde lege.
-Vi kunde kaste med Lommetorklaede, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden,
mens Smaapigerne blev siddende rodhovedede og stille.
-Ja, ja, men Born maa stoje, sagde Brandt, Born maa stoje, de maa rore
sig. Og paa en Gang sagde han, helt forpint:
-Jeg henter Schroder, min Ven, og gik.
Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetorklaede forstod de
ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Trae.
-Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Baenk ved Siden
af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetorklaede, som var alt for lille
til at kastes.
Brandt lob gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i
Hovedbygningen stod alle Dore paa vid Gab og der lugtede af stivede
Gardiner og Renlighed.
Froken Schroder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Stromper: hun
holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:
-Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene
falde.
-Ja, lille Schroder, De maa over ... det kommer ikke i Gang, sagde
Brandt, der skod Brillerne op og ned: man ved jo ikke, hvorledes de Born
skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklaeder:
-Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.
-Josses, ja, og Schroder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i
det.
Schroder saa sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har
vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et
Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.
Schroder havde det med Varme allevegne, og fra den forste Junidag var
hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er
ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun.
-Naa, i Guds Navn, hun saa til Gardinerne: saa haenger vi op inat.
Nede paa Hojen var de begyndt at trille med Laag.
-Vor Herre bevares, sagde Schroder og saa ud over Gruppen: hvad er dette
for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rort.
Hun fik Bornene op i Raekker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i
Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens
Ingeborg og tog Schroders anden Haand:
-Se, sagde Foged-Barnet til Schroder, jeg har Broncesko.
Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebarn bagi, for de kom
sidst.
Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af
lutter Glaede stod han Bornene i Vejen, hvor de saa skulde lobe:
-Nu ka' man da hore dem, sagde han.
-Ja, sagde Schroder og skod til sine AErmer: men jeg har tolv Fag at
haenge op.
Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smorrebrod, gennem
Haven op paa Hojen for at daekke.
Ida var saa lykkelig. Hun lob to Gange hen og kyssede Schroder paa
Haanden, uden at sige et Ord ...
"Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af
Indkorselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp.
Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.
Schroder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.
-Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa
den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gaestevaerelserne.
Hun lob ud gennem Kokkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede
Folkenadveren, og over Gangen ind i Gaestevaerelserne.
-Naa, sagde Schroder, her flyder det.
Alle Dorene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket.
Kjoler og Skorter laa der og hang der. Schroder snakkede, mens hun haengte
op og flyttede.
Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og loftede Nederdelene op,
saa hun kunde domme om Stofferne:
-Ja, de kan, sagde hun.
-Naa, sagde Schroder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertojet er
det nu ikke altid saa stort hos de Kobenhavnere ... Det kan man se paa
saa tit her maa vaskes.
Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru
Brandts Art at sporge, hun brugte kun sine graa Ojne), mens Schroder lob
foran og regerede og snakkede:
-Ja, Gud ved, hvad det kan bli'e til med Froken With og Falkenstjerne ...
Men de passer, ved De hvad, lange Mandfolk med smaa Koner--det slaar
altid til....
-Og hun er en nydelig Pige, sagde Schroder.
Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen:
-Froken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, ved De, det var nydeligt at
ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille
Lob herop fra Braestrup en Middagsstund....
Jomfru Jensen var Syjomfruen i Braestrup og hun tog undertiden et Monster
i Gaestekamrene om Sommeren.
-Det er "Garibaldi", forklarede Schroder, der gik ind i det inderste
Vaerelse, hvor to straenge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne
hang paa Knagerne, indvundne i Tyl.
-Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.
-Froken, Froken, raabte Ida udenfor Vinduet.
-Der er Barnet, sagde Schroder og strakte sig frem og loftede
"Spirrevippen" ind, for hun loste et langt og bredt sort Moireeslaeb ud
af et Tyl, helt frem i Stuen.
-Det er hendes Slaebkjole, hva'? Den er foret.
Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schroder og holdt
Skortet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt folte ind paa Foret:
-Foret er af gammelt, sagde hun.
-Ja, sagde Schroder, men ved De hva', det er dog storartet, hvad de faar
ud af 'et.
Det var altid Schroders Undren overfor Kobenhavnerne.
-Og saa gaar vi, sagde hun.
Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa
Graesgangen igen:
-For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der taelles til
Vask.
-Ja, jeg kan vel ikke vaere til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der
allerede stod i Gangdoren.
-Aa nej, sagde Schroder, man maa selv gaa og stampe i 'et.
Hun blev staaende et Ojeblik paa Trappetrinnet og saa efter Fru Brandts
Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:
-Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det
vilde.
De tre Husmandskoner gik stille inde i Kokkenet. De var paa sorte
Uldsokker, skont der var Stengulv.
Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers
aldrig saameget i Sommertiden:
-Man ved jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man paa
"Gaarden" er god nok om Vinteren.
Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knaeene,
mod Torden. Og det trak ogsaa svaert op med Skyer nede over Braestrup.
Madam Madsen havde saamaen ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmaelk hen,
for Madsen varede mod Torden det forste, han stod op om Morgenen. Han
folte det jo i Hugget.
Madsen havde faaet et Sabelhug i forste slesvigske Krig og var Formand
for Vaabenbrodreafdelingen.
--Schroder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene;
for det lynede allerede nede bag Braestrup, og Fru von Eichbaum var altid
saa raed ved at kore og nu endda, der kom Uvejr til....
Godsforvalterens Piger lob hende hujende forbi med Lagener fra Blegen,
og inde i Avlsgaarden horte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne
skulde lukkes--da begge Vognene kom, alt hvad Tojlerne kunde holde,
nede paa Vejen. Konferensraaden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum.
Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensraaden begyndte
at raabe straks nede ved Indkorslen:
-Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom lobende ud af
Avlsgaarden i en stor Kappe.
Gaesterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von
Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og taendte Lys bag
nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "naar Elementerne rasede".
Konferensraaden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var paa,
raabte, de skulde blive samlede; og Schroder lob gennem Regnen over til
Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med
Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe, og Madam Madsen var med, for hun
havde ikke turdet gaa hjem.
-I Hus, i Hus, raabte Schroder, som havde Karl Eichbaum paa Skodet.
Men Froken Rosenfeld havde taget en Badehaette paa og stod midt paa
Plaenen og fangede Regnen i Haenderne.
-Gaa i Hus, raabte Konferensraaden til hende, og leende, med bojet Ryg,
lob hun ind under Glastaget.
-Her, sagde Froken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle
paa Havetrappen nu og saa gennem Regnen ud mod de lydlose Lyn.
-Her, sagde Froken Adlerberg og tvang Froken Rosenfeld ned paa en Plaid.