Ludvigsbakke - Herman Bang
De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev morkere,
fortaellende om Uvejr og Lynnedslag.
-Ja, sagde Forvalteren med sin traege Stemme: da Aggersogaard braendte.
Konferensraaden husker, det var en tung Time, for vi fik Kre'turet ud....
Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, staerkere end de andre:
-Men begge Baronens Koreheste, sagde han igen, de sled sig fra os ...
det var skammeligen.
-Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi
to, da den gamle Flagstang fik sit....
-Ja, Hr. Konferensraad.
Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme:
-Det var det Aar, da min salig Kone dode.
Madam Madsen nikkede: hun huskede det.
Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saa de Kvaeget ude over Markerne
og Husene i Braestrup. Alle tav med Undtagelse af Froken Adlerberg, der
hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:
-Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, taender Kronerne og
danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.
Regnen blev voldsommere og lod som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne
ved Indkorselen svajede ud, bojende sig som skulde de knaekkes.
-Der er det, sagde Forvalteren stille: det forste Dron god sig op imod
dem.
Froken With greb Lojtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet
ved hendes Fodder, i Skuldren:
-Hor. Og hun sagde med en spaed og lille Stemme:
-Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Kaelderen.
Der kom igen et Lyn, og Schroder talte halvhojt, til Braget kom.
-Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og
hver Afstand i Egnen.
-Ja, Hr. Konferensraad.
De fik ikke talt ud, for det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som
brudte, lysende Straaler, og de saa Sletten, hvor Kvaeget flygtede i
store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom
Stridsvogne rullede op imod dem.
Ingen talte mer; kun Froken Rosenfeld, der sad med opmaerksomt fremstrakt
Hoved, hviskede stille:
-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...
Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevaegede Laeberne og Ida havde boret
sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.
De saa en Rytter saette ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom lobende
over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke
turde ride videre for Dyret....
Tordenen tog hans Stemme, og det var saa morkt, at man knap saa hans
Ansigt, mens han sagde:
-Det braender Vesten for Braestrup--det var en svaer Flamme....
-Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde
halvhojt nogle Ord om, hvor hojt han havde assureret.
-Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Froken Adlerberg til Kandidaten og
havde foldet Haenderne om sin Havehat.
Men Schroder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og lob pludselig ind til
Fru von Eichbaums Dor. Gennem Noglehullet saa hun hende sidde ubevaegelig
og bleg foran sine Lys.
Froken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han maerkede
hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saa han
hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Ojne, der saa ud, som var de gronne.
-Froken With, Froken With, sagde han.
Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget
til Jorden ved deres Fodder:
-Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og
taenkte paa sine Skove.
Ingen talte og ingen vilde kunnet hore. Naar Dronet dode hen et Minut,
horte de Kvaeget, der brolte paa Marken, og Faarene, der braegede
klagende.
-Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saa de Brandskaeret,
bag Laderne, i Morket.
-Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.
Et Lyn brod frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Ojne, og
Forvalteren lob og slog ud med begge Arme som en Mand, der blaendes, og
lob igen, mens Braget lod, et Brag som af tusinde Ting, der sondres og
knuses; mens Ida, der rev sig los fra sin Moder og sanselos styrtede sig
hen mod sin Fader, med en alt gennemskaerende Stemme skreg:
-Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.
Falkenstjerne havde taget Froken Withs Haender: Froken Emmy, sagde han,
det var forste Gang, han naevnte hende ved Fornavn.
-Froken Emmy.
-Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt
hendes Haender.
Der var ganske stille nogle Ojeblikke, og man horte kun Regnens tunge
Fald.
Saa sagde Froken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers
naesten aldrig talte, med en sagte, ligesom aerbodig Stemme, og tog sig
langsomt hen over Panden:
-Hvor det dog var skont.
De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over
Markerne og Dronene dode hen. Det var som en kvaegende Kolighed slog op
af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saa de, vest paa Himlen,
Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug
og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter
Branden hos Christen Nielsens.
Regnen var mild og lind. De horte dens Fald mod Taget som en sagte
Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Stov.
Saa begyndte Froken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Haender, at
synge sagte.
Falkenstjerne sad endnu med Froken Withs Haender i sine:
-Syng med, sagde Froken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og
halvsagte, naesten nynnende, sang de unge Piger:
Flyv Fugl, flyv over Furesoens Vove,
snart kommer Natten saa sort.
Alt ligger Sol bag de daemrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv Du kun hjem til din elskede Mage,
til de gulnaebbede Smaa;
og naar imorgen Du kommer tilbage,
sig mig saa alt, hvad Du saa.
-Se, sagde Brandt. Ida var falden i Sovn i hans Arm, med Hovedet ind mod
hans Skulder:
-Se Barnet, hviskede han og bojede sig ned mod Froken With. Han saa saa
lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra
Indkorselen med sin daempede Bas:
Flyv Fugl, flyv over Furesoens Bolge,
straek dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du folge,
dybt skal Du spejde deres Sjael.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kaerligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan fole og lide,
burde jo tolke min Rost.
Sangen dode hen.
Ude i Natten var Regnen ophort, og de gik alle ned ad Trinnene
(Falkenstjerne og Froken With gik ved Siden af hinanden) og stod og
aandede langt ud i den svale Luft.
Saa kom Schroder med en vaeldig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget,
sagde hun, ovenpaa den Forskraekkelse.
Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der let og skreget
nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos
Froken Adlerberg.
Lidt efter skiltes de.
Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vaekke
Barnet.
Da alle var til Ro, gik Froken Rosenfeld ud ad sin Dor og sagte op ad
Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med
Haenderne om sine Knae.
Der saa hun Dagen bryde frem.
--Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevaegelse.
Det var Konferensraadens Fodselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.
Schroder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i en Damp. Kokkendoren,
havde hun laaset af med en vaeldig rusten gammel Nogle:
-Idag ka' vi ikke ha' Kokkenskrivere, sagde hun.
Noglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.
De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og lob forbi
Godsforvalterens Hoj med Klaedekurve med Gront. Fru Brandt, der lignede
en Skildvagt med Gevaeret i Hvil, sad paa Hojen med Ida, indtil Froken
Rosenfeld gik op ad Hojskraenten og loftede Ida ud over Stakittet:
-Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.
Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man horte dem langt bort, mens de
surrede Egelov og Asters om Klaedesnorene.
Froken Adlerberg bandt med Handsker paa:
"For det frygtelige Stads snaerer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert
tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik rode
Maerker.
Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra
Jorden og lagde dem i Skodet paa Froken Rosenfeld.
-Tak, lille Ven, sagde Froken Rosenfeld.
Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Froken
Adlerberg, sagde:
-Ja, det er frygteligt med Haenderne. Franz (det var Apotekeren) taaler
heller aldrig, at jeg rorer mig for mine Haender.
-Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Froken Rosenfeld:
-Tak, min Ven.
Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.
Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af
Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.
-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode--de gik alle af undtagen
en. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min
Fuldmaegtig, lavet en Sol ... det var kont.
Brandt stod foran Froken Rosenfeld:
-Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret
med de sorte Fingre.
-Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Froken
Rosenfeld.
Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.
-Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skorter:
-Hvor mange Alen har vi nu!
Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og
begyndte at synge:
I Skov, hvor Bossen knalder,
hvor Jaegerhornet gjalder
og Hundekoblet goer.
Hvor Fugl med knaekket Vinge
og Dyr med saaret Bringe
forbloder sig og doer--
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet goer.
Oppe paa Hojen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.
Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.
-Og mine Roser, sagde hun: Gud ved, hvordan det gaar til--jeg synes dog,
de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de
paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nodig bruge i
saadan en Anledning ...
Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke
meget.
-Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa
Viljen.
Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:
-Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.
-Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.
Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbaergangen. Hun vidste ikke, hvad
hun skulde gribe til: Madsens hoje Hat maatte stryges, og hun vidste
ikke sine levende Raad for et Jern ...
-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repraesenterer
Krigsmagten.
Vaabenbrodrene skulde rykke op Klokken tolv.
De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste
op til Hojen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, for hun gik
op.
Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stodte op til Lunden,
og Skovriderens slog Folge. De gik ind over Stenten og saa paa Kransene
og Guirlanderne, der laa paa Jorden.
-Det er rigtig kont, det er rigtig kont, sagde Fru Lund, der sad paa en
Baenk, hun vilde altid gerne sidde.
Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:
-Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...
... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle
Dore. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rod
Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.
De unge Piger, der var gemte inde i Froken Adlerbergs Stue, sad og
fniste i Halvmorket, da han gik forbi.
Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:
-Vi har reddet Vinen, hviskede han.
De unge Piger sprang ud, sagte og leende, en efter en, mens de holdt om
deres Skorter.
-Og Lamperne? hviskede En.
-Har dem, blev der hvisket tilbage.
De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig lob ned
over Plaenen som en Vind, for Hundene begyndte at go.
-Det er Hektor, hviskede Froken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.
-Hys.
De naaede Traeerne. Froken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.
Nede under Bogene braendte der fem Lamper. Der satte de sig ved Bordet og
bandt. Froken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saa ud i Natten,
der laa over Engene som et stort Morke.
-Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.
-Ja.
Og der var to, som, taet til hinanden, saa ud i Mulmet.
... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa
Facaden og flojtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget
hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.
Han blev staaende og saa ned mod Braestrup, hvor Flagene kom op foran
Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de rode Duge:
-Hvor er 'et kont, sagde han: Og saa Stakkene--ja, her er en dejlig
Plet.
Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlaengen; han vilde se at faa
noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:
-Jeg tror, jeg vil laegge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde
naeppe staa paa sine Ben.
-Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op
for at overraekke Stagerne.
-Ja, Mariane, sagde Brandt, der dosede hen.
Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkorselen, og
Sofie lob til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i
Undertoj og satte Haaret, hele Sovekamret flod af hendes hvide Skorter.
Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede
og vaagnede og blundede igen.
De horte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.
-Der har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til
Gaerdet paa Sokker.
-Og der ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsaermer og Hovedpynt
paa i Havestuen.
Hornene lod hojt og lystigt, og de horte mange Stemmer:
-Ja, Brandt, der har vi Vaabenbrodrene, sagde Fru Brandt, som havde
Brandts Toj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i
ham.
-Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.
Ida, der havde graedt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom
ind i hvid Kjole.
-Nu ikke for taet til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skort;
men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine
Haender:
-Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet,
saa mat.
De blev ved at hore Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede:
det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig
langt borte:
-Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Doren op paa vid Gab, med
Bomuldsforklaedet i Haanden, som hun havde lost af sig i Forskraekkelsen.
-Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa
rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klaederne paa en Stol.
-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.
Men Fru Brandt var lobet ud at tage imod: de skulde samles her.
-Ida, Ida, raabte hun.
Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun
vilde vaekke ham:
-Fa'r, nu skal Du op.
-Ja, Barn, nu kommer jeg.
Han horte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa
Sengekanten at sidde. Det braendte saadan i hans Side.
Saa blev Doren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:
-Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan
er 'et, Du ser ud?
-Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.
-Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det saedvanlige.
Brandt sad lidt:
-Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke
gaa derover.
Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med
Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen,
sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Loft ham,
sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at hore Brandt paa Bryst
og Ryg.
Udenfor holdt Musikken op, og man horte Madsens Stemme gennem Stojen:
-Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.
Doktoren blev ved at hore paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved
Fodenden bojet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til
Braestrup, sagde Doktoren blot og gik ud.
Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gaesterne,
mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte hojt i Munden paa
hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:
-Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.
Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet
ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:
-Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han taenkte paa Fyrvaerkeriet.
De horte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig
bleven ganske tavse:
-Men nu skal Ingen taenke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.
-Ja, sagde Skovrideren.
Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:
-Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskraekke Konferensraaden.
De gik ud sammen med Doktoren, og man horte deres Skridt do hen paa
Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og
tilbage hos den Syge, sortklaedt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:
-Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens
Puder.
Hun blev staaende et Ojeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:
-Nu skal Apotekeren overraekke Stagerne.
Den Syge virrede kun med Hovedet--maaske var det en Flue--og han sagde:
-Skal I ikke over med Blomsterne ...
-Det maa vi jo, sagde Fruen.
Men Ida begyndte at graede inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde
med:
-Naa, sagde Fru Brandt og torrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at
smaagraede hen gennem Haven.
Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Doren. Man
horte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa en Gang lod saa sejgt
og haardt.
Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med
Feberen....
Nu horte han Kammerherrens Stemme--Sofie sprang i Sokker ud til
Gaerdet--og han loftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte
Kammerherren for Konferensraaden.
Men Brandt kunde ingenting hore, og der var ogsaa saa mange Billeder i
hans Hoved, der kom og drog forbi og gik--Billeder fra al hans Tid og
fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.
Hvor var hun spaed og rod og bittelille ... Og hun havde kendt ham, for
hun kendte sin Mo'r....
Paa en Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de
Hurra for Konferensraaden....
Saa faldt han sammen igen og blundede.
Da han slog Ojnene op, sad Froken Rosenfeld med Ida paa Skodet ved hans
Seng:
-Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Froken Rosenfeld.
-Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Froken.
Froken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde
hun.
-Ja.
Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Haender, der braendte, hen,
hvor Ida sad.
-Men kroller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Ojnene.
De horte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Froken
Rosenfeld losnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa
Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frokenens Kjole, og de satte sig
i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.
-Froken, hviskede Ida: dor Fa'r?
-Men Barn, men Barn, sagde Froken Rosenfeld og strog over Haaret paa
Ida, der begyndte at graede, uden Lyd.
De horte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran
Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde rode Pletter
paa Kinderne.
-Men hvad horer jeg? sagde han, der talte noget hojt: her er Sygdom. Og
Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vaekke
Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):
-Brandt, det er Konferensraaden.
Froken Rosenfeld horte Konferensraaden sige, i sin Festtone:
-Kaere Brandt ... Men saa saenkede han pludselig Stemmen; han sad paa en
Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved
Sygdom:
-Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...
-Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og sogte
at tage hans Haand.
Ida var stille listet ud. Froken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og
kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa
en Traebaenk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkroben og stille,
ligesom en lille Hund. Og Froken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende,
naesten i samme Stilling.
De horte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru
Brandt, der gik inde i Sygevaerelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af
Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spaerre.
Der lod nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det
var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.
Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:
-Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.
Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke
hjaelpe med noget?
-Tak, sagde Fru Brandt, der stadig taenkte paa Froken Rosenfeld, som hun
havde siddet for henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.
Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor
Skovrideren stod og ventede.
-Saa Du ham, spurgte han.
-Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund
sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):
-Ja, hun er en Stivnakke. Han folte noget som en Lyst til at slaa med
knyttede Haender.
Fru Lund havde Lommetorklaedet fremme:
-Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Vaesen.
Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle
Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.
Det var blevet Aften, og der var morkt i Sygestuen, hvor der braendte en
lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rodt paa
Gardinerne.
-Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.
-Det er Faklerne, sagde Doktoren.
-Ja, det er kont, sagde Brandt.
Skovrideren sad udenfor paa Baenken. Han var ikke blevet fuld den tyvende
August:
-Hvordan er 'et? sagde han.
-Det er skidt, sagde Doktoren.
Da de kom hen i Alleen, modte de Froken Adlerberg med Hr. Feddersen fra
Udenrigsministeriet.
-Vi spadserer, sagde Froken Adlerberg,--der var noget morkt i den
Alle--: hvordan har han det?
Doktoren trak paa Skuldrene.
-Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det
foles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.
Inde i Sygevaerelset var det stille, og man horte kun Lyden af Fru
Brandts Pinde, regelmaessigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken
derovrefra, hvor de dansede.
Saa kaldte Brandt:
-Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:
-Det er Synd for Dig....
Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og
han losnede den, mens han lukkede Ojnene.
-Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt
laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.
-Men jeg vilde gerne tale med Lojtnanten, sagde han.
-Ja, ja, sagde Fruen, der folte ned om hans Ben, som var kolde op over
Knaeene. Hun blev laenge staaende og saa ubevaegelig paa den gamle Mand,
hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Taepperne, for hun satte sig igen:
-Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.
... Lojtnanten lob rundt nede paa Haveplaenen; han var ifaerd med
Raketterne. De skulde braendes af, nu, naar der var danset. Musikken
standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et
Vindu: den forste Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede
sig i to.
Gaesterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i
Luften og Herrerne fra Horsens, der rog Cigarer med Haenderne i deres
Bukselommer, udstodte lange "Aah--Aa-h", mens en lille Dame, der var
kortbenet og havde bundet et Lommetorklaede om sin bare Hals for Traek,
sagde:
-Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.
Ved det overste Vindu havde Froken Rosenfeld loftet Ida op i Armen. Ida
holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun folgende hende, med
kolde Haender, som en krank lille Skygge:
-Se dog, se, sagde hun.
Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Froken Adlerberg:
-De gaar ikke hojt, sagde han.
Og Froken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slaeb over Armen,
sagde:
-De er fra Landet.
Froken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun horte Kammerherren, der
sagde henne ved sit Vindu:
-Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilfojede, seende ud i
Luften:
-Og han var en saa fortraeffelig Mand.
Froken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig folte Taarer
paa sin Haand:
-Men hvorfor graeder Du? spurgte hun.
Barnet svarede hende ikke.
Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det
nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange,
men smaa var de:
-Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sorgeligt.
Ganske sagte kom Froken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru
Brandt sad bred paa den samme Plads.
-Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.
Og mens Fru Brandt rejste sig, bojede hun Ida ned over hendes Fader (Ida
havde i sine Ojne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er
sygt). Brandt slog Ojnene op:
-Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrvaerkeriet?
* * * * *
Ida laa hos Froken Rosenfeld om Natten. Frokenen sad ved sit Vindu,
Gaesterne var borte, og Natten var mork. Saa jog en Vogn ud af
Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.