Ludvigsbakke - Herman Bang
Alle Hunde fo'r halsende op ...
Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og
lukkede det stille, mens han tog Noglen til sig.
Gamle Brandt var dod.
Alle Gaesterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Froken Rosenfeld sad
ene med Ida paa sit Skod.
Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af
sine dybe Skabe.
* * * * *
Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og maegtig, og ventede paa
Vognen med Fru Reck, den nysudnaevnte Godsforvalters Frue, som skulde se
sit fremtidige Hus. De broderede Taepper var fremme paa alle Gulve, og om
Brandts Portraet var der haengt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schroder.
Saa slog Sofie Doren ud til Gangen op:
-Der er hun, sagde hun; det lod som et "Vagt i Gevaer", og hun blev
staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdoren:
-Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og
holdt Slaebet af sin graa Kjole i sin Haand.
-Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde
altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rorte". Nu var Haanden
iskold.
-Hjaelp Fruen, sagde hun til Sofie.
Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Haender.
De kom ind i Stuerne:
-Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rod i det
samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskraekket foran de
lange, landlige Gulve.
-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bod Fru Reck til Saede
ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun forte Lommetorklaedet
to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at
kore.
-Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.
Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det
sandelig ikke vilde vaere let for Reck (hun var ganske varm og hun taenkte
jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):
-Nej, det vil sandelig ikke vaere let, sagde hun endnu en Gang og horte
Fru Brandt sige:
-Ja, Brandt og jeg er jo barnefodt paa Stedet.
Fru Reck ventede et Ojeblik:
-Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:
-Hvis Fruen nu vil nyde noget.
Og de gik ind i Spisestuen.
Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at
spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bod og
bod, uden selv at spise--som barrikaderet bag al sin egen Mad.
Hun talte om Byggegaelden; vi har jo maattet baere den, sagde hun, mens
hun blev ved at byde, med samme kolde og torre Stemme og Ojnene
ufravigelig faestede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvaele Gaesten
i al sin Mad.
-Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... ved vi....
Fru Brandt svarede:
-Her var Stengulve, da vi kom.
Fru Reck taenkte, der kunde gerne vaere Stengulve endnu.
Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende,
lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.
Fru Reck, der fros i sin tynde Bykjole, sagde:
-Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru
Brandt.
Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kaelder, Maelkekaelder,
Kartoffelkaelder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde
grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.
Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gaestesengene. Fru
Reck sagde:
-Ja, hvad der maa anskaffes.
-Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.
Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhaengene;
udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende hojere, med smaa
Traekninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.
Fru Reck taenkte ved sig selv:
-Nej, hun skal aldrig over min Dortaerskel; og sagde:
-Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.
-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og
tog Klodstofler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, modte de Ida,
der kom med Schroder, som vilde se den nye Kone.
-Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag
med en rod Haand. Fru Reck folte ligesom en Lettelse og sagde meget
venligt bojet ned over Ida, der stod hos Moderen:
-Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.
-Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle rode i Hovederne paa en
Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu vaerre ved at sige:
-Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.
-Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.
Der var ingen, der talte mer, for de igen kom ind i Gangen, hvor de saa
Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og ifort Soloveskindspels.
Hun begyndte at kysse los paa Fru Reck, uden at se til de andre, under
en Strom af Ord:
-Sode Henriette (de var Skoleveninder), sodeste Henriette, hvor har jeg
dog glaedet mig, kaere Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, en af
sine egne (de havde naeppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan
saamaen behoves ...
Fruen fra Apoteket blev ved:
-Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kaere Du, her er jo
hundrede Ting at tale om.
Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved
at tale om Huset og sin Glaede og hvad der maatte anskaffes.
-Ved Du, kaere, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De ved, jeg har
sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle
Mobler saadan klistrede op ad Vaeggene.
-Vi har nu vaeret tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bod
til Saede. Ida og Schroder holdt sig i en Krog.
Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit
Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk
... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Hun stod i Doren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og
raadende, placerende Mobler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig
venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:
-Der saetter Du saa det, og der det--sode Henriette ... her kan blive
nydeligt----
Fru Brandt bod Kaffen om i Solvkanden, Brandts Haedersgave, den fra
Jubilaeet.
Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Mobler og Gardiner og Dorene,
mens Fru Mogensen Hyttede Solvkanden for at tegne et Udkast til de
Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.
Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida
bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol,
passerende over Gulvene, opmuntret og sporgende Fru Brandt om gode Raad.
-Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert
andet Minut, mens hun ophaengte usynlige Gardiner, arrangerede de
fremmede Mobler og Stykke for Stykke sondrede det gamle Hus. Fru Brandt
svarede stadig i smaa Saetninger, og Schroder stod og pustede over sin
Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.
-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru
Reck og sprang ned af en Stol.
Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin
Ponyvogn.
Hun stod endnu i Doren--Fru Reck var paa Vognen--og sagde Farvel:
-Ja, kaere Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Haender om
hendes: det maa jo vaere lidt svaert ...
Hun blev staaende et Ojeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i
hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og forte sine Haender hen over
hendes Arm:
-Rigtig svaert.
Saa var Vognen borte.
Schroder skyndte sig at komme bort. Hun brod sig ikke om at vaere der
alene:
-Naa, sagde hun: Farvel i Laengen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang
taget Maal af Godsforvaltergaarden.
Schroder gik.
Fru Brandt vaskede selv Porcelaenet af og samlede Stykke for Stykke i
brede Stabler. Men saa paa en Gang satte hun sig ned paa Stolen ved
Buffet'en. Fru Brandt graed.
Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan
rigtig graede.
Saa rorte hun sagte ved hendes Knae. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig,
mens hun blev ved at graede.
Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sorgeslor, med en
Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket.
* * * * *
Det begyndte at morknes, mens Schroder blev ved at gaa ude i Haven
spejdende bojet over den sidste Sne; der var altid Vintergaekker, her paa
det Sted, de forste.
Men de var jo saa spaede og svaere at hitte.
Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru
Brandt, for hun skulde rejse.
Hun kom ind i Stuerne, der var nogne og bare. Ida gik og tullede,
indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at vaere. Morkt var der og
Halm laa der over Gulvene.
-Er det Dig, Tut, sagde Schroder, forsogende at anslaa en glad Tone.
-Ja, sagde Ida.
-Herregud, hvor de er kolde, sagde Schroder, og "krollede" hendes
Haender.
-Mo'r er inde, sagde Ida.
"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for
Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod
der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen
og Folkenes gamle Klaedeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone,
og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.
Christen Nielsen kom, talte lavmaelt og langsomt, med Haenderne paa sin
Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smorret og Skinkerne--det
vild' 'et blive.
Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde
hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik
hun det dog billigst, naar hun skulde kobe. Det skyldte de hende vel,
idetmindste.
-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:
-Saa skal 'et vel vaer': og hun rejste sig fra Sengen.
-Ja, det maa det vel, sagde Schroder og lagde Vintergaekkene paa
Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem
krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saa hen paa Lyset
i Flasken.
De horte Vognen rulle op for Doren, og Sofie kom ind, bunden til, saa
man bare saa hendes Naese. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem
Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slor ned for Ansigtet. Men
Ida gik med de tolv Vintergaekke i Vanten.
Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Baesterne var de gamle. Men Vognen,
det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet
underhaands".
Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slor.
-Jeg kommer straks, sagde Schroder og lob over mod Hovedbygningen.
Der var mange Saekke og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev
ved at kommandere, bag sit Slor. Forvalteren kom til, og de hjalp alle
til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa
Fruen.
Schroder kom lobende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til
Tut; det var Huset, som Froken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut
skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens
hun graed.
Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:
-Har Fruen mon mere?
Der var ikke mer. Ida sad saa saert lillebitte, ved Siden af sin brede
Moder, og Schroder blev ved at graede.
Saa korte de.
De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saa efter dem; nu var Vognen
vaek.
Uden at sige noget gik de ind, og Schroder tog Lyset, der stod og
flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Doren, ind mod de nogne og ode
Stuer. Saa taendte Forvalteren en Lygte, og Schroder slukkede Lyset
mellem sine to Fingre.
-Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.
De traadte ud og laasede Gangdoren. De gik bort.
-Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar
Forsorgeren falder fra.
Og saa skiltes de....
--Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det forste, lyse Ungdomsaar og
siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:
Huset var ved at vaagne.
Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida horte det, halvt
i Sovne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede
Taeppe foran sin Seng.
Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Maelken.
Hun taendte ikke Lys, men listede sagte rundt i Morket og fik Klaederne
paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som
en bred Skygge, der daekkede Daglysningen bag Gardinerne.
Ude i Kokkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik
Maelkepengene, der laa aftalte i Kokkenraekken:
-Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:
-Nu er Kaeret da bundfrosset hjemme ved vores ...
Han gik et Par Skridt paa Traeskostovlerne, saa det lod, som skulde han
afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved
Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og hore, at de stak
Kaffen til Hans Christensen.
-Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han loftede
Klinken ligesaa stille.
Ida havde det frosne Smor henne ved Varmen for at linde: nu var det
svundet igen. Hun taenkte det nok, for hun havde hort Hosesokker henover
Loftet iaftes.
Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at
torre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Mobel
til Mobel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen,
medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne
Tanker:
-Aa, der var nok at taenke paa ... der var jo altid det med Pengene og
altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa dod. Saa fik de
vel heller ikke den Slagtning til givende laenger, der var snart ingen af
de Gamle paa "Bakken" mere--og hvor kunde man forlange, at de Unge
skulde huske dem ...
-Nu var ogsaa Christian fra Mollen ledig igen--saa gik der altid naesten
det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham,
naar hun holdt af ham, den Stakkel.
Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde
saadan en udpraeget ungpigeagtig Bojning af sit Hoved:
-Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret
... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde vaere Gudmoder....
Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:
-Aa, saa taet Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jorgensen
grangivelig i Ojnene.
Ida blev ved at smile, hun taenkte altid saa mange glade Ting, naar hun
taenkte paa Teglvaerket og Olivia Jorgensen.
Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen.
Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Trae. Hvor
frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun
vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om
hendes Fader.
-Ida, Ida.
Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:
-Ja, Mo'r.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortaelle, binde og lose og
fortaelle, mens hun klaedte hende paa: de kunde vente Lunds idag--for de
kom jo fra Brylluppet ... og Kaeret var bundfrossent nu, sagde Hans
Christensen....
Ida blev ved at fortaelle; Fru Brandt saa bare ned paa hendes forskraemte
Haender:
-Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de lober rundt.
Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen.
Sofie gik, traeg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru
Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt
Ojemaal af Levningerne.
Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saa ud som en
Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en
Stok.
-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.
-Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r,
sagde hun, naar de er i Byen.
-Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa
Gaestgivergaarden.
Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte
stotte hende, en under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som
naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa
Guldtojet og ventede paa Bordet. Uhrkaeden haengte Ida om hende.
-Uhret, sagde Fru Brandt.
-Her, Mo'r.
Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin
Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Saede. Doren til Kokkenet blev
lukket op paa Klem, saa hun kunde "hore".
Fru Brandt bojede Hovedet til en Hilsen. Kaemner Sorensen var naaet op
paa sin Genboforhojning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af
iaar, Kaemner Sorensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han
vilde laese.
Fru Brandt blev ved at se over paa Kaemner Sorensen. Hun havde det samme
Blik, naar hun saa paa Idas Haender ...
Saa vendte hun Hovedet:
-Bruger de Cokes hos Jorgensens paa Teglvaerket? sagde hun.
-Cokes og Kul.
-Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Braende forslaar vel ikke i de Kakkelovne.
Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:
-Men det er godt, naar det kan vare.
Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde
hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra
Mollen var ledig.
-Klokken er elve, sagde Fru Brandt.
Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.
Der lod en hoj Stemme i Kokkenet. Det var Jomfru Thogersen,
"Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret
"Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.
-Josses, Josses, och, sagde hun, idag bider den ...
Hun var blaa og rod i Ansigtet af Kulde, og AErmerne var smogede op til
Albuerne:
-Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Waesche, og ingen Hjaelp har man....
Hun kom frem i Doren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var
haeftede op med Knappenaale og slog om Orene som et Par Skyklapper:
-Ja, ja, sagde hun og der kom en Strom Ord om Vasken:
-Och De ved, hvad Thonnichsen bruger for Uldtoj.
Jomfru Thogersen satte sig paa Stolen ved Doren, Maven hvilede mellem de
udspilede Underdele:
-Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
Ida var i Kokkenet, og Fru Brandt sagde:
-At det kunde vel ikke vaere saa langt henne med Fru Thomsen.
-Ach nein, ach nein--Jomfru Thogersen flyttede sig til Kurvestolen, hun
flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Lobet af ti Minutter--: men det
er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud
igaar....
Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre
Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thogersen benaevnedes alle som
tilhorende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele
Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, naesten
paa Dagen, omkring ved den forste April.
-Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thogersen blev ved; hun berettede de naermere
Omstaendigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Saede i
Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev
siddende, over hende, paa sin Forhojning, ubevaegelig, men med et eget
Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Horeror.
-Ach ja, ach ja, Jomfru Thogersen sluttede og lagde Haenderne ned paa
sine Ben:
-Och ellers er hun jo saa anstaendig.
Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa forste Stavelse og blev
siddende stum.
Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:
-Hvem er det denne Gang?
-Gott, Gott--ja, hvis hun vidste det ...
Jomfru Thogersen rystede paa Hovedet:
-Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.
Ida kom med Kaffen.
Oppe fra Forhojningen formanede Moderen:
-Ida, Munden....
Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bod Sukker og
gik tilbage: hun sogte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru
Thogersen var der.
Men Jomfru Thogersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:
-Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika--og han vilde hjem ...
Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thonnichsen....
Jomfru Thogersen stonnede (Gustav var en af de tre):
-Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da
man har vaeret for den Altar.
Jomfru Thogersen havde mange Sorger af sin Familie.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af
Stolen:
-Josses, Josses ... och jeg skal stro Sand.
-Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.
-Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thogersen, der fik en hel anden
Stemme: och med fir' Born.
-Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.
Jomfru Thogersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde
hun, mod en Enke ...
Der var noget ved Ordet Enke, som altid rorte Jomfru Thogersen.
-Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.
Jomfru Thogersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun
pludselig raabte helt forskraekket:
-Gott, Gott, der kommer den Pastor ...
Jomfru Thogersen levede i en evig Skraek for Praester paa Grund af sin
illegitime Samfundsstilling.
Praesten gik forbi til Sorgehuset, og Jomfru Thogersen var afsted, ud
gennem alle Dore. Kobbersmed Thonnichsen lod stro Buksbomkviste og Sand
for alle storre Kunder.
Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.
Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sorgehuset.
Ovre i Kaemner Sorensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede
altid Kaemneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.
Drengene, der kom fra Skole, lob forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia
Jorgensens aeldste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det
venstre Ore.
-La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel
fint.
-Olivia si'er, hun tror, det haerder dem, Mo'r.
-Ach, der er de, raabte Jomfru Thogersen, ude fra Fortovet--hun slog den
sidste Haandfuld Sand over Rendestensbraedtet og hjalp efter med Buksbom.
Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med
Gardinerne.
Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.
-Aa, se Bornene, sagde Ida:
Christoffersens to AEldste gik stive og forbavsede, i deres nye Klaeder,
bag Ligvognen foran Praesten, der holdt sit hvide Lommetorklaede op for
Naesen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.
Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de
sidste. Det var to skrutryggede gamle Maend i graa Vanter.
Fru Brandt tog sine Ojne fra Spejlet:
-Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.
Jomfru Thogersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru
Thogersen graed sine salte Taarer, hver Gang hun saa en Ligkiste.
-Klokken er et, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at daekke til
Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.
... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit
Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine
Stovler.
-Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdoren til Kokkenet op: her er
berejste Personer ...
-Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.
-Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang.
Saa aabnede hun Doren til Stuen.
-Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste
sig lidt op i Stolen.
-Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Toj,
inderst havde hun to rodstribede Modest'er: det har vaeret en dejlig Tid.
Men man bli'er jo or, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig
ved at kore paa Jernbane ...
Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:
-De skulde da ha'e Hatten af?
-Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa
Haar strittede, saa hun lignede en ukaemmet Pudel. Alt imens begyndte hun
at fortaelle om Sonnens Bryllup:
-Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i
Kolding--og saa propert. Og tres var vi, ka' De taenke Dem ... alle de
glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glaede.
-Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.
-Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at
den kan farves ...
Fru Lund blev ved at fortaelle, lidt hurtigt i Saetningerne, for hun blev
altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om
Middagen og Gaesterne og Talen ...
-Den var ja'gu kon, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om
Kakkelovnen.
-Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.
-Ja, Folk de har saamaen husket os--om det saa er Husmaendene, saa har de
telegraferet. Aa, saa saet Dig, lille Lund....
-Jeg maa s'gu rore mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Doren:
-Ja, sagde han, Folk har vaeret rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
-Ja, indskod Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade
med.
Ida, der gik og daekkede igen, sagde:
-Og saa var der jo Brudepiger.
-Syv, sagde Skovrideren og slog begge Haenderne mod Laarene.
-Og saa saa man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa
dejligt at se, naar Bornene bli'er store.
Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:
-Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet,
mellem Dorene--ligesom var'et hjemme, skont hun var i Sloret.
-Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Maner, sagde Fru Lund: de er jo saa
kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru
Brandt.
-Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Hone
over. For det var nydeligt, tilfojede han, ganske sagte.
Ida lo stille, ligesom omt:
-Hvor det ligner Henriette.
Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saa hun Henriette for sine
Ojne gaa der i Sloret og slaas med alle Svogrene af bare Glaede.
-Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.