Ludvigsbakke - Herman Bang
-Taenker Du paa Bordet? spurgte Moderen.
-Jo, Mo'r.
Bordet var faerdigt, og Fru Brandt sagde--hun holdt sig ved Stolene for
at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok--:
-Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saa glad ud over den megen
Mad.
-Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.
Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:
-Man har jo da endnu Brodet, sagde hun.
-Det minder om "Laengen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var
hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.
-Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.
-Byder Du? Fru Brandts Laeber dirrede lidt over Taenderne:
-Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.
Fru Lund tog endnu mer paa sin maegtig fyldte Tallerken.
-Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt,
naar jeg var hos Dem.
Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om
Christoffersens Begravelse.
Fru Lund blev ved at fortaelle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte:
det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.
-Der var nok et vaeldigt Folge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen
var jo godt lidt.
-Christoffersens har jo altid vaeret et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det
ikke gik saa noje.
Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man horte kun Uhrene dikke.
-Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ...
Han loftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.
-Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde losnet den sidste
Modest.
-Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida horer da, Gud ske Lov, ikke
til dem, der behover at forsorges.
-Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi taenker
jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Bornene.
Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.
-Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.
-Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og
koldt Vand.
-Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.
-Jo, Lund, det ved jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa
passes og saa lober de storre ... Men det er alligevel saa underligt,
naar de blot ser, at man gor, hvad man kan, og man saa li'esom altid
har lidt Glaede at dele med dem i det daglige.
-Ja, sagde Lund.
Fru Lund blev ved at se hen for sig:
-Og Glaeden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er,
hvad der saa osse trykker ...
Ida bojede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin
Sofa:
-Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Bornene.
-Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt hojt, jeg gad min Salighed osse
vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i
Verden----
Det bankede paa Doren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her
med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Kokkenet:
-Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne
saette det i Vognen--en Smule Skinke og Smor ... Gud ved forresten,
hvordan Smorret har artet sig....
-Aa, Fru Lund, det er altfor meget.
-Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din
Mo'r kan jo ikke vaenne sig til saadan at kobe alting. Og det er jo saa
rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Laengen" ...
-Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svaert for Mo'r. Og saa vilde
det gore hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer
hende. Tak.
-Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel vaere naermere end de,
der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smorret ikke artet sig,
Ida--de gik ind i Sovekamret og lukkede Doren--saa maa Du bruge det paa
Panden.
Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:
-Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har vaeret en dejlig Tid....
Hun sad stadig med Idas Haender i sine, og det begyndte at morkne i
Stuerne:
-For ved Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har
kendt hinanden fra Born.
-Ja, sagde Ida--de talte begge to langsomt og halvsagte--det er saa
dejligt at se, naar Folk er lykkelige.
Fru Lund nikkede:
-Ja, saa dejligt, min Pige.
Det bankede paa Stuedoren igen, men de blev begge siddende. Det var
Kaemner Sorensen og Frokenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til
"Lunden".
-Skal der ikke taendes? sagde Fru Brandt fra Stuen.
Ida taendte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.
Kaemneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte
ham med Ojnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af
Kaemnerens Haender.
-Naa, De har vaeret til Bryllup, sagde Kaemneren.
-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren
-Hm ja, det er svaert saa Folk de gifter sig nuomstunder ...
-Det er jo Verdens Gang, Kaemner Sorensen.
-Ja, og Kaemneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.
Han saa op paa Lund:
-Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.
Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.
-Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen forer det?
hvor forer det hen?
-Her sidder man....
Kaemneren tav lidt og sagde sagtere:
-Det er det Hele.
Froken Sorensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran
Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saa det atlaskklaedte Bryst,
der loftede sig som et goldt Bjerg:
-Gud, ja, sagde hun. De har vaeret til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa
mange Tanker--nu har der vaeret Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen,
han vil absolut ha'e det til Butik.
Froken Sorensen talte hviskende og i en Strom:
-Og det var jo det bedste at saelge, for naar Fa'r en Gang gaar bort,
flytter jeg dog til Kobenhavn. Der sidder jo Sostrene. Men saa laenge vi
har Fa'r i Live, Fru Lund, gor man jo ingen Forandring--hverken Sostrene
eller jeg.
-Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.
-Det er jo det--det mener ogsaa baade Sostrene og jeg--en gammel Mand er
han da og ingen ved, hvorlaenge han kan ha'e igen.
Kaemneren, der horte som en Ugle, sagde inde i Stuen:
-Saa nu gaar det los paa Huset igen. Men, og han talte hojere: jeg
sitter her endnu ...
Han slog med Stokken:
-Naar de forst har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gore, hvad de vil.
Det er det Hele.
Inde i Sovekamret blev der bomstille.
-Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frokenen.
Hun sad lidt med Haenderne i sit renlige sorte Skod og sagde saa:
-Men vi Mennesker, Fru Lund, taenker jo dog ogsaa paa Fremtiden....
Kaemneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa
Trappen, og Kaemneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:
-Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse
Fedt om Hjertet.
-Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.
Kaemneren nikkede og saa op paa Lund:
-Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.
-Godnat.
Lund gik ind i Stuen igen.
-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kaemneren, sagde han.
-Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.
Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede
af Tanker, og Stemmen skaelvede:
-Aa, taenk, hvis de skulde saelge alting her.
-Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun
selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.--
Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, for de korte hjemad.
-Om Ida maatte folge dem?
-For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjaes, sagde Skovrideren.
Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.
-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjaelp mig forst.
Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde stotte
hende:
-Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjaelpe sin Mo'r endnu.
Hun kom til Saede.
Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:
-Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jorgensens og luft Dig lidt. Det
andet faar vi nok besorget. Saa lob Du nu, det var Meningen.
-Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.
Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen
under Armen:
-Fik hun Smorret og Skinken?
-Ja, det lille Skind.
Skovrideren gik lidt, saa sagde han:
-Nej, hun sidder s'gu paa hende.
-Hun er jo syg, Lund....
-Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde der uparret sine
bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun
skrubbede som Mejerske.
-Naa, Lund.
-Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og
til Forvalterens, da hun var Jomfru ...
Lund begyndte pludselig at le og loftede lidt paa Pelshuen:
-Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.
-Gaestfri, det er hun nu, Lund.
Lund blev ved at le.
-Ja, ja, min Pige, hun saetter idetmindste Fodevarerne paa Bordet for at
vise, at hun har dem.
... Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:
-Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.
Ida lob ind ad Gitterporten ved Teglvaerket og ringede paa i Villaen.
Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedoren op (hun havde hort Idas
Stemme, da hun talte til Pigen).
-Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af
"Enkekassen"?
-Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmaelt, der syntes, jeg kunde gaa herud.
Olivia saa lidt paa hende:
-Naa, saadan ... Men kom nu ind.
-The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og
begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:
-Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The--hun vilde
absolut danne en Diskussionsklub.
-Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz
si'er, det er vaemmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle
de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke
om dem med et Par ...
-Ja, sagde Ida.
-Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.
To Tuller kom lobende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for
der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom.
-Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og lob ud i Gangen. Hun kom
tilbage med en Pose med Druer, som hun haeldte ud paa Flygelet.
-Du stjaeler som en Ravn, sagde Olivia.
-Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par
Druer i Munden.
Ida blev pludselig rod: Man maa da ha' Lov at gi'e Bornene, sagde hun;
hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til
Proppen, halvsang hun og lob med begge Tullerne op ad Trappen ind i
Barnekamret.
Der blev en Hurlumhej oppe paa forste Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.
-Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med
"Proppen" i de loftede Arme.
-Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i
en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skod.
-Naa, sagde Olivia, der skaenkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu
osse en Mellem-Temperatur. Vaers'go.
Olivia satte Theen paa Hjornebordet; Saa, sagde hun og placerede sig
selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e
dem i et Sidevaerelse, med Doren aaben.
-Den velsignede Masse Boger, fortsatte hun og flyttede en Maengde Bind
sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg ved ikke, hvordan det er.
Men hvad jeg ikke slaeber ind i Huset, det kommer Fritz med.
-Ja, her er altid saa meget Nyt at laese, sagde Ida.
Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saa op i den hoje Lampe.
-Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Boger".
Det er dog ligesom de laerer En bedre at indrette sig.
-Hvordan?
-Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.
De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbojet i Stolen, og saa ind i
Vaeggen:
-Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?
-Ja-a....
-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tovede, naar hun
skulde sige en Slags Mening: vi gor vel, hvad vi maa....
Hun blev ved at stirre ind mod Vaeggen, og Olivia sagde:
-Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde laere noget for dem.
Naa--hun smilte pludselig over hele Ansigtet--jeg er nu forresten vist
aldrig blevet opdraget.
Hun saa uvilkaarligt over mod Fru Francks Portraet over Flygelet og
sagde:
-Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.
Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en
eller anden Ting var kommen til at taenke paa det derhjemme, pludselig
sagde:
-Aa, nu gaar Christian fra Mollen ledig igen.
-Naa, Gud velsigne dine Smorkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse
"ovenpaa"?
-Ja, sagde Ida halv forknyt og saa paa hende: men hvad skal jeg gore?
Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.
Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:
-Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.
Olivia sukkede lidt:
-Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man laerer at lyve saa stift.
Saa sprang hun op:
-Skal vi spille firhaendigt?
Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:
-Aa, Du, nu maa Proppen dobes ... Og det er som Fritz si'er, det gor
heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i
Dobefonten.
De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog
Entredoren op:
-Kaereste De, sikken Kulde, sagde hun.
Lidt efter gik Ida.
Da hun lob op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Mollen ind
gennem Mellemdoren.
Fru Brandt sad i Sofaen, orkeslos og bred:
-Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?
Ida naevnte, med lidt slaebende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt
spurgte:
-Fulgte Lund Dig?
-Ja, Mo'r.
-Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?
-Froknerne Staal.
-Hm, gaar de to unge Piger alene.
-Skal jeg saa laese, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte
at laese med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Kob og
Salg". Det horte Fru Brandt forst, med Haenderne i sit Skod og et Par
Ojne, som saa hun, skrapt, gennem Vaeggene ind i alle de Huse, hvor der
sogtes og skiftedes.
Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at laese med samme Stemme
og uden Ophold:
"Ejendomssalg i Braestrup".
"Voldtaegt i Hatting"....
-Hvem er dod? spurgte Fru Brandt og afbrod.
Ida laeste de tre Dodsfald, og Fru Brandt sagde:
-Tag saa Historien.
Hendes Traek blev mere slappe, og hendes Ojne begyndte at svomme ud.
Da Ida var faerdig med at laese, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og
gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:
-Sofie. Tag mig Avisen.
Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun laeste om Voldtaegten i
Hatting.
... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun
horte Moderens Aandedrag. Hun taenkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte
liste Pengene ud af den store Sparekassebog.
-Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?
-Hvilke Pakker?
-Skovriderens Niels kom med Pakker.
Ida sagde:
-De var til Fru Lund.
Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe
paa Loftet knirkede og puslede det.
Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den
eneste Tid, hvor hun turde laese lidt i Olivias Boger.
Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Laenge horte
Ida hende sukke og snofte. Saa saa hun op fra Bogen og lagde
Strikkepinden ned paa Bladet som Maerke:
-Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.
Sofie begyndte at snofte staerkere, da der blev talt til hende.
-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinome, sagde hun.
Sofie blev ved at graede--hun graed som en Karl--:
-Men jeg vild' saa gern be' Frokenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til
Alters ... nu paa Synda'.
Hun snoftede hojt.
-Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.
Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Vaerste og Christian gik
ledig.
Sofie blev ved at graede, hun taenkte paa sit:
-Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt
til Sengen som en anden.
Ida sad og saa ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed.
Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:
-Frokenen maa ta'e Penge iaften--vi har ikke en Skilling i Huset.
-Igen, sagde Ida.
-Naar En aldrig tor si', hva' En kober ... Og En ska' indbild' Fruen, at
man faar alt til givendes....
Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:
-Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.
Ida laaste Doren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide
Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der
kom fra Theatret.
-Hm, hvor han havde vaeret smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun
var der med Olivia, saa slank og mork.
Hun saa altid saa laenge Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan
de gik.
Saa dejlige Taender han havde, naar han smilte.
... Ida listede sig ind. Stille klaedte hun sig af, mens hun lyttede
efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.
Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Taeppet, sin
Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnaeen laa. I Morket fik
hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.
Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.
Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stonnen. Ida gemte
de to Pengestykker i sin Strompe.
* * * * *
Ida sad midt i AErtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schroder plukkede
AErter i et stort Trug.
-Saa, sagde Schroder, nu er Klokken slaaet ni.
Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, boje ind i AErtegangen. Fru
v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun
overholdt den paa Minuttet.
Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi
AErtebedet:
-Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom
opdagede paa det venligste bestandig Ida paany--hver Gang hun saa hende.
-Hm, sagde Schroder og saa efter hende: hun skulde se at faa Sonneken op
fra Fjermadrassen. Gud ved, hvad hun nu skal gore af ham.
Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang
ved Polyteknikum i Zuerich, og nu hvilede han ud.
-Men kon er han i Figuren, sagde Schroder.
Der var ganske stille i Haven, og man horte hver AErtebaelgs Fald i
Truget, mens de hvide Sommerfugle floj ud og ind mellem Rankerne.
-Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.
-Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal rore Kodfars.
Schroder rorte stadig Kodfars; gamle Konferensraad, der var naer de
halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand
i Huset, sagde Schroder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortaender i
Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom
de seks forresten ikke laenger end i deres Vandglas.
-Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde
Schroder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Ojnene rundt paa
et Pigebarn ... Schroder saa nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar
Eichbaum satte sine Ben i Kokkenet.
-Jeg synes, han ser saa god ud af Ojnene, sagde Ida.
Der lod et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:
-Saa, sagde Schroder, nu skal vi til at torre Kadetbukser igen.
Det var alle Falkenbergs Born, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg,
fodt With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Bornene".
-Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt
Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen....
Hun satte sig paa Schroders Kokkenskammel med Haenderne i sit Skod.
-Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.
-Ikke?
-Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger--hun loftede de spidse
Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur
igen ved at fode Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Born--:
-Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.
-Ja, sagde Schroder, der er jo saa meget for en Mand.
-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede--der var et Udtryk i hendes Ojne,
som sad hun og saa undrende efter noget, der var blevet borte--:
-De har ogsaa deres.
Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at graede.
-Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.
-Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.
-Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.
Schroder satte sig paa Idas Kokkenskammel og blev ved at pille AErterne,
mens Fru Falkenberg saa til med sine konne Ojne:
-Aa, saa De har meget at taenke paa, sagde hun og fulgte Schroders Haender
med Ojnene. Ja, det maa vaere dejligt at ha'e Kraefter ...
Ida kom tilbage; det var ingenting; de skaendtes kun om Prammen.
-Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.
-Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke.
-Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud ved, hvad den Dreng ta'er
sig til ...
Erik var en oploben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller
andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han
forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saa ud, som om Lyset skar ham i
Ojnene.
Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.
-Ak ja, sagde hun: det er underligt med Born. Det er dejligt, naar de er
smaa, men man maa jo sende dem i Skole....
Saa laenge Bornene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem
Dagen lang, men skulde de forst i Skole, var det, som den store Dor
lukkede sig bag dem--
-Det er ikke saadan at folge dem, sagde hun.
-Nej, hvert Krae har sit Ho'ede, sagde Schroder: Tag saa i.
Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.
Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted,
hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle
store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.
Froken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og laeste.
Hun loftede Hovedet og nikkede til Ida og Schroder, for hun laeste
videre.
Da Schroder og Ida kom ind i Kokkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet
ind ad den anden Dor: Man vilde gerne ha'e The, Schroder, sagde han; og
Schroder, der satte AErtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel
vaere The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud
til von Eichbaum, der laa paa Graesplaenen saa lang han var.
-Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jaevn og
skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med
Hovedet over sin The:
-Tak, sagde han.
Ida bad ham Kiksene.
-Er det Onsdag idag? spurgte han saa.
-Ja.
-Uh, sagde Eichbaum og rorte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og
Herren ved, hvad det saa skal blive til.
Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:
-Nej, det er utroligt, sagde han.
Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det
"saa skulde blive til".
Ida gik inde i Kokkenet og hjalp til. Hun gik og taenkte paa Karl von
Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til--saadan.
For havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig,
i Aalborg, og var ikke hjemme mer.
Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra
"Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved
at banke med sin Stok:
-Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?
-Ja, Hr. Konferensraad.
Alle Gaester paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.
-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan fole Blodet
rulle--Ungdommen skal ha'e store Lunger og staerke Hjerter.
Han nikkede:
-Luk saa Dorene op.
Ida lukkede Dorene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde
Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og
se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde
levet.
Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i
Godsforvalterens Have:
-De er spraglede, sagde han og nikkede.
Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplaene mellem tre
Ungersvende med opsmogede Benklaeder.
-Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.
-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa
mange Ting at se, naar man bli'r gammel.
-Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver
staaende alligevel.
Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Laengen"s Have. Hun kom der
saa sjaeldent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa
tilbage af de gamle Traeer.
-Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.
-Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.
-Naa, ja, ja....
Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet
laenge.
Ida gik tilbage til Kokkenet, men Schroder jog hende ud.
-Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa
varmt, at man maa kaste Klaederne.
Schroder stod over Kodfarsen og havde kastet dem.
Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe
standsede hun: en Hostvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle
Bornene, som korte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i
Solen.
Saa dode Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plaene og Marker med
de hvilende Koer som dovne Pletter og Braestrups Huse--alt syntes at
blunde i Lyset.
-Her er smukt idag, sagde Froken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin
Bog under Armen.
De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden: