Ludvigsbakke - Herman Bang
-Saa lige Rogen gaar, sagde Froken Rosenfeld.
Rogen steg op fra Husene i Braestrup, stille og lige som lyseblaa Fakler
i den lyseblaa Luft.
Ida og Froken Rosenfeld talte sjaelden meget sammen. Men de blev tit
staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme
Ting. Froken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, isaer naar
det havde regnet og det endnu dryppede fra Traeerne--saa gik de sammen
halvtavse, ad de fugtige Veje, laenge.
Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke
mer, og hun horte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.
Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdoren og
skraellede Kartofler, og Laenkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende
foran sit Hus.
-Er der nogen hjemme, Lucie?
Lucie loftede det rokkende Hoved:
-De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.
Alle Husets Dore stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte
Mobler. I Salen sad Fru Lund paa en Rorstol, omflydt af Linned og med de
store Briller i det lille Ansigt.
-Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi
vasker og vi lapper. Du--med alle de Gaester. Men de er jo velkomne--det
er vist og sandt. Aa, kan Du hjaelpe mig....
Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og taenkte: Hvor Fru Lund
dog ryster paa sin Haand.
-Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa
Lagenerne: dette er da vist osse de aeldste ... Men det er jo i Ferierne,
de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du ... og hvem ved,
hvorlaenge det varer....
-Bornene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.
Man horte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede
mange Fluer; man saa nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.
-Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem ved,
hvor saa vi skal hen.
Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde taenkt det samme. Men hun
sagde:
-Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.
-Aa ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal faelde Traeerne.
Fru Lund saa hen for sig bag de store Briller, der sad saa maerkelig
ubekvemt paa hendes Naese:
-Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.
Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skaendende og mumlende.
-Saa, sagde Fru Lund: nu skaender Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let.
Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og
hun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun
Senge....
Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var
nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svaert at spise i
Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden....
-Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e
Lov at do her.
"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedoren:
-Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebaer.
Nede omkring Kirsebaertraeerne lo og skreg den hele Ungdom. To af
"Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.
-Er det Ida, raabte den ene.
-Halloj. Ida fik to Kirsebaer i det opadvendte Ansigt.
De unge Piger greb Baerrene og lo:
-Aa, aa ... Kirsebaerrene floj.
-Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.
-Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.
-Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebaer til Ida.
Men da laa allerede alle Mand under Traeerne paa Graesset.
-Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fodderne langt fra sig.
-Ja, sagde Ida og fik naesten Taarer i Ojnene; hun vidste ikke, hvordan
hun var kommen i den Stemning, bedrovet eller ligesom urolig--lige fra
da hun sad derinde hos Fru Lund.
Emilie laa og saa ned ad sin Nederdel, der bar Maerker af tre knuste
Kirsebaer:
-Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skortet.
... Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem ... saadan en saer
Stemning der var over hende ...
-Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdoren og
blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.
Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-a-banc korende imod hende.
Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.
Froken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank
Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.
Ida svarede noget, og Froken Constance sagde:
-Det er jo rigtig dejligt for Froken Schroder at have faaet Dem herud.
Froken Constance bojede Pisken og Parasollerne bevaegede sig lidt, idet
Vognen korte.
Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bojede ned forbi Laengen uden at vide
det ...
Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer
paa Trappen, laenet hver mod sin Dorstolpe, med Benklaederne trukne op til
midt paa Laeggen af deres brogede Sokker og rog Cigaretter. Den ene
hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida horte ham
sige, da hun var forbi:
-Var den der Froken Brandt?
Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte vaere sket
noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:
-Hvordan staar det?
Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:
-Jo, vi skal straks spise.
Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klaedte sig om. Ude i Havegangen
horte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" for
Middag.
Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lod.
Det var da vist, taenkte hun, Karl Eichbaums vaerste Tid, Bordet.
Schroder stod ved det aabne Kokkenvindu og oste Suppen i Terrinerne, da
hun saa en barbenet Dreng komme op om Plaenen:
-Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som
ventede.
Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.
Den var til Froken Brandt, sagde han.
-Til hvem?
-Den var til Froken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.
-Aa, Herregud, Schroder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.
-Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme fojede hun til:
Naa, la' mig forst faa ost op.
En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.
-Er De gal, sagde Schroder og rev det fra hende.
-Tag saa Suppen.
Schroder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han
holdt sig faerdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad
og ventede paa sin Kaffe.
-Saa faar hun ogsaa spist forst, taenkte Schroder, og pludselig begyndte
hun at graede:
-Den lille Stakkel, sagde hun.
Da hun graedende kom tilbage, stod Ida i Kokkenet.
-Hvad er der dog, Schroder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer
uroligt. Og da Schroder, forstyrret, uden at ville det, rakte
Telegrammet ud imod hende, sagde hun:
-Det er Mo'r ... og havde revet Telegrammet op og laest det.
-Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schroder kun og tog om hendes Liv.
Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Ojne ikke kunde se nogen Ting,
mens hun gik ind i Schroders Kammer.
-Lille Tut, blev Schroder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?
Men Ida svarede ikke, og forskraekket foran det blege og stive Ansigt
blev Schroder kun ved at naevne det gamle Kaelenavn: Lille Tut, lille Tut;
og forte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun,
angst, ryste Taarerne ud af hende:
-Jeg har sagt til om Vognen.
-Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:
-Naar jeg blot faar hende at se.
Ved at tale begyndte hun at graede, og Schroder sagde, helt lettet--hun
havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu--:
--Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer
saamaen nok over det, skal Du se, lille Tut.
Ida lagde kun Armene traet ned mod Stolen:
-De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.
-Naa, sagde Schroder naesten vredt: De ka' vel bie.
Doren gik; det var Froken Rosenfeld.
-Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et
Sygevaerelse.
-Ja.
Hun nikkede til Schroder, som gik.
-Nu korer vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog
Idas kolde Haender.
I Kokkenet havde Anne Marie, Kokkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for
at hore ad, hvad der gik paa.
-Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.
-Det er vel det, svarte Johan.
Anne Marie stod og saa ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:
-Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.
-Der bli'er meget, sagde Johan.
-Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han
drak den og gjorde sig faerdig.
-Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.
Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.
Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden
ud og ind til Konferensraaden og lod Dorene staa paa Klem:
-Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.
-Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.
-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers hores, sagde den Gamle.
Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig laest hvad Mynster skrev "i sine
Betragtninger", om at da pludselig--"der var Ord, man huskede".
-Men, tilfojede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.
Da Vognen korte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.
Rosenfeld, der havde taget Tojet paa, satte sig ind ved Siden af hende.
-De skal da ikke kore alene, sagde hun.
Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved
Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind
over Vogndoren uden at sige noget.
Da Schroder vendte sig og vilde gaa ind--Vognen var helt nede paa
Braestrup-Vejen nu--saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Baenken
foran Kokkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.
Middagen oppe var endt, og alle Fade flod paa Kokkenbordene. Schroder
maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad.
Solen robede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod
bojet over den store Brodmaskine.
Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover
Sporet af den bortkorte Vogn....
... De hvide Vejsten floj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte.
Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.
Ida saa intet, horte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de
sammenknyttede Haender.
Kun en Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun
bortvaelte en Skyld:
-Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse....
Hun forte de sammenfoldede Haender op og ned:
-Nu faar jeg hende ikke at se....
-Men, Ida.
-Nej, nu faar jeg hende ikke at se....
... Saa var de der.
Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.
Ida saa kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.
-Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.
Ida stottede sig til Gelaenderet:
-Hun var altsaa ikke dod.
-Jeg henter Fru Jorgensen, sagde Froken Rosenfeld.
Ida nikkede uden at have hort og hun aabnede Stuens Dor; der var morkt
og hun blev staaende; inde i Sovekammeret horte hun Doktorens Trin.
-Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.
Men Ida blot stonnede.
-Og saa telegraferede vi, hviskede Sofie igen.
-Ida saa som et Par Skygger Froken Sorensen, der kom med to Solvstager,
og Jomfru Thogersen, der bragte en Dug.
-Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid.
Og hun satte sig paa en Stol.
-Vi venter Pastoren, hviskede Froken Sorensen, og de to blev ved at
liste omkring--med saa mange Ting.
Ida horte kun efter Doktorens Trin.
Saa lod Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte
det ... Og paa en Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet--af
Taknemmelighed....
Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:
-Jeg horte Vognen, sagde han, mens hun saa op i hans Ansigt.
-Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder
har jo vaeret en Del irriteret....
Ida blev ved at se paa ham:
-I hendes Tilstand ... over at De var borte....
Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Ojne og hun folte ikke den
Haand, han rakte hende:
-Vi venter til iaften. Farvel.
Ida havde bojet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.
Hun saa Froken Sorensen slaebe over Gulvet med Myrten og hun horte
Doktorens Stemme igen: Lad det vaere, sagde han, og han formelig slog til
Myrten.
Ida taenkte kun, hun skulde ikke derind.
Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over
Gulvet, ind ad Doren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag
det store Chatol.
Dore blev aabnede og Dore blev lukkede, Trin lod. Jomfru Thogersen kom
hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.
-Pastoren, sagde hun aandelos, og de horte Sofie graede:
-Jesus Kristus, Jesus Kristus.
Men Ida rorte sig ikke.
Der var ikke anden Lyd end Praestens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida
horte kun den.
-Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thogersen pludselig i sit
Modersmaal og kom ikke laenger.
"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brodet, takkede
og brod det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og aeder det ...
Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gores til min
Ihukommelse."
Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bonner. Hun folte kun sit Hjerte
standset og tungt som en Sten i sit Bryst.
-"Vater unser, Vater unser ..."
Men Praesten blev ved:
-"Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og
sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod,
som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gorer saa ofte som
I det drikker til min Ihukommelse ..."
Sofie saa gennem Doren, foran Lysene, Praesten boje sig over den Doende
og lofte hendes Pude:
-Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage
mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:
-Noglerne, sagde hun paa en Gang, og naesten skreg.
Hun havde set Knippet glide frem under den Doendes Pude; over Lagenet
faldt det ned mod Gulvet.
-Dette er Jesu sande Legeme....
De horte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at graede.
Ida havde foldet Haenderne i sit Skod:
Hvis hun faldt i Sovn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa
derind....
-"Herren vaere med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren lofte
sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."
Der blev ganske stille. Jomfru Thogersen havde holdt op at graede og sad
med rokkende Hoved:
-Hun doer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte
at flyde igen.
Ida horte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Praesten, som
rakte hende en Haand.
-De har vaeret borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.
-Ja, Hr. Pastor.
Pastoren blev staaende et Ojeblik foran det taarelose Ansigt. Han sogte
om et Skriftsted, men fandt det ikke.
-Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.
... Der var blevet stille. Man horte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen,
naar hun sagte flyttede sig.
Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.
-Sover hun? hviskede Ida.
-Endnu er hun vaagen.
De horte igen Uhrenes Gang, mens Sofie taendte et eneste Lys, hvor
Stearinen krollede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.
-Sover hun? spurgte Ida igen.
-Hun er vaagen.
De horte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.
-Taler hun? spurgte Ida.
Hun havde rejst sig. Hun folte Haabet naesten som et Stik i sit Bryst, da
Vaagekonen skod Doren op.
-Har hun spurgt efter mig? Ida kunde naeppe tale.
Vaagekonen rystede paa Hovedet:
-Hun spo'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:
-Nu sover hun.
De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.
-Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.
Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Ojeblik saa hun paa
Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng,
paa Gulvet--uden at drage Aande.
Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.
* * * * *
Nu var der koldt og tomt. Fra Dor til Dor kun de hvide og dode Gulve.
Paa Vaeggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Som.
Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.
-Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie.
Sofie blev staaende med Haanden paa Dorlaasen.
-Ja, sagde hun, og hun graed, saa det strommede, mens hun talte:
-Jeg har vist ikke faaet Frokenen sagt 'et ... at saa bli'er 'et til, at
vi gifter os....
-Gifter Jer? Men--han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Mollen
blev vaerre og vaerre og nu gik han ledig altid.)
-Nej, sagde Sofie, der blev ved at graede: men Hansen har jo laenge vil't
'et ... og saa har En jo hans tre Born a' pass'....
-Ja, sagde Ida, der forst nu forstod, at det slet ikke var Christian fra
Mollen; Enkemanden Hansen var ved Gasvaerket og han drak.
Sofie, der blev ved at snofte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida
taenkte:
-Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene....
Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i
Ojnene.
-Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.
Sofie saa ud for sig med sine forgraedte Ojne; hendes Stemme lod helt
anderledes:
-En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.
Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle
Pige og graed, hun ogsaa--hun vidste knap selv, hvorfor.
Saa lukkede Sofie langsomt alle Dore, en efter en, og gik....
Hun laa hos Jomfru Thogersen om Natten.
... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.
Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmorket ud paa
"Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mork og tung. De havde
ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de
stottede Skulder mod Skulder.
Inde paa Verandaen horte man Jorgensens Gyngestol, der gik op og ned.
Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias
Fodder.
-Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.
-Men hvorfor, Ida? Du behover det jo ikke.
Ida saa ud over det morknende Sund og hendes Stemme lod meget sagte:
-Det er vel--det eneste, jeg kan.
Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.
-Og saa gor jeg da Nytte for no'en....
Ida taenkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme
Stemme:
-Nu gifter Sofie sig.
-Med Christian? spurgte Olivia pludselig hojt.
-Nej, med Hansen fra Gasvaerket.
-Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.
-Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.
De tav igen og de horte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres
Fodder:
-Hvor Rolf er stille.
-Ja.
De hviskede begge. I den skumrende Have bevaegede der sig ikke et Blad.
-Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.
De rorte sig ikke. Men Olivia folte et Par Taarer, som i Morket faldt
ned paa hendes Haand.
-Lad os gaa op til Bornene, sagde Ida.
De stod endnu et Ojeblik og saa ud over den hvilende Have. Saa gik de
ind.
Ida lob i Forvejen ind i sit eget Vaerelse; saa listede de sig ind til de
sovende Born. Lampen braendte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede
i en Krog.
-Hvor de er kaere, sagde Olivia.
Ida talte ikke, men hun standsede laenge foran hver af de hvide Senge.
-Hvad er nu det? hviskede Olivia.
Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.
-Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.
Ida stod foran "Proppens" Seng:
-Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.
De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.
-Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.
-Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige,
saa gi'er Du ham lige til Saerken....
Olivia havde fulgt Ida op i Gaestevaerelset og vendte tilbage til den
stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide
Ovn.
-Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.
Fritz sad lidt, saa efter Rogen fra sin Cigar og sagde:
-Det bli'er hun vist ikke.
-Men, hvorfor? spurgte hun.
-For hun laerer vel aldrig at "soge sit eget", sagde Fritz.
-Nej.
Der blev stille igen, for Olivia sagde, og hendes Stemme var meget
bevaeget:
-Ved Du, hvor de Lykkelige egentlig burde vaere taknemmelige.
Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:
-Og saa kommer alligevel Doden.
* * * * *
Naeste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet. ... Det begyndte at
morkne--den forste Dag i Kobenhavn. Ida var gaaet omkring mellem
fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu
gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som
skulde derhjem igen.
Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun
blev staaende og hun saa paa alting, det store Skrog og Masterne og
Kahytsdorene, som var lukkede.
Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.
Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi
Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker....
Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa
det hvide Badehus.
Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskaegget af det store
Pakhus. Der var det morkt.
* * * * *
Ida kastede sig i sin Seng. Saa dromte hun, og saa var hun vaagen.
Det var, som hun i denne Nat, saa i Blund og saa med aabne Ojne,
genoplevede sit hele Liv indtil nu....
... Hospitalsporten slog op og dronede. Portorerne bragte Patienter.
To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset--saa faldt
Dorene til....
I sit Halvblund horte Ida Portorernes Skridt og de Uroliges Skrig, som
kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden....
* * * * *
ANDEN BOG
Naa, Holm, faa nu Fingrene dyppet.
De fire Patienter paa "Salen" var kommen ud af Sengen og stod i
Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og
gav Holm et muntert Tjat over begge Haandled, saa hans runkne Haender
floj ned i Vandfadet.
-Saadan, sagde hun: ned med Poterne.
Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og hojbarmet, med
Haenderne paa sine Hofter, mens Bertelsen, slov og tavs, skyllede Vand op
om sin staerke Hals:
-Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.
Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der
ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Naetterne udenfor Huset.
-Godmorgen, Froken.
Josefine nikkede ind mod "Salen", hvor Ida sad hos en af de to Gamle paa
den solbelyste Seng, og hun drejede rundt paa Haelen--Josefine forte lidt
ureglementerede hoje Haele ind paa Afdelingen.
-Godmorgen, Josefine.
-Se saa, sagde Ida og torrede den Gamles Haender: nu ligger De godt,
Sorensen.
Den Gamle smilede og nikkede.
Noglerne klang saa raskt i Dorene: Godmorgen, Godmorgen--for et dejligt
Vejr. Det var Froken Kjaer, der rap og rodmosset stak Hovedet ind ad
Doren fra Kvinderne.
-Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens
Froken Kjaer floj ud gennem Kokkenet.
-Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dor.
-Ach, hvor schont der er over Soerne, sagde Froken Petersen bag den
laasede Dor. Froken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om
Morgenen, mens hun omstaendelig syslede med sit fem og trediveaarige
Legeme og iforte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertoj.
-Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Froken Kjaer og dundrede igen.
Noglerne klang paany, og borte var hun.
Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem
alle: Ja, idag vilde der vaere dejligt langs Soerne. Det var det bedste,
det Morgenlob efter Vagten.
Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden
rundt, til hun, stille, aabnede Doren til "A", hvor der var morkt endnu.
-Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.
Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strom, men den Syge
blev liggende tavs, med de lange og blege Haender ubevaegelige paa sit
Taeppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den
samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som folte han
en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han loftede de
vagtsomme Ojne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.
Ida blev ved at tale, muntert:
-Nu skal jeg Tur, sagde hun.
Den Syge nikkede kun:
-Ja, sagde han, Solen frister.
Ida lo:
-Ja, efter Vagten. Godmorgen.
Froken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med
Vagten.
-Saa gaar jeg da, sagde Ida og aabnede Doren til Gangen, hvor
Morgenluften staerk og ny slog ind ad det aabnede Vindu.
Ida lob op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nogleknippets Raslen lod som
Lyden af et Saet glade Smaaklokker, mens hun lob.
Oppe i Vaerelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var, og alle
Havernes Buske skinnede.
Hun blev staaende ved Vinduet og paa en Gang smilte hun. Hun taenkte paa
Karl v. Eichbaum. der havde sagt igaarmorges, da de modtes:
-Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.
Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle
Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu
op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Naesen ud af Spraekken og
sagde:
-Nu lugter jeg Foraaret, Bornlille.
Ida blev ved at smile: hun taenkte i den sidste Tid saa tit paa alle de
gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, for Mo'r blev syg; og alle
de andre Aar, det var naesten som de slet ikke var--men kun den Tid, den
lyse Tid....