Ludvigsbakke - Herman Bang
Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem igen, naesten dem alle,
dem hjemme fra Ludvigsbakke, Froken Rosenfeld, der havde sogt hende op,
og Karl v. Eichbaum, som hun modte hver Dag i Bygningen.
Ida saa op paa sit Uhr og maatte skynde sig: saa sent det var blevet.
Hun klaedte sig paa og hun lob ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og
lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den
store Gaard, sad Dr. Qvam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide
Benklaeder.
-Ej, hvorhen saa hastig?
-Jeg skal Tur.
Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.
-Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida faestede den i sin Kaabe.
Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar paent paa Benene,
taenkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud
i Lyset.
Sporvognsklokkerne lod, og i botanisk Have svajede de vaeldige Majstoppe
med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede
Pigerne Stov ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog los; og de to
talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saa alle
Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Trae, saa lysende klart
saadan om Morgenen--ligesom Ojnene blev ny....
Ved Sohjornet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.
-Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bojede sig lidt hen til hende
og slog med Haanden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.
Ellers plejede hun at kobe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa
tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.
-Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svaert heldigt
Vejr.
-Ja, sagde Ida, der saa ud over den blanke So, hvor de hvide Baade laa
ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:
-Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.
-Ja, om det saa er Roser, Froken, sagde Madammen, der var lidt dov og
havde noget i Ojnene af de Doves Undren, der ser ud, som om de altid
horte en maerkelig Hemmelighed, naar de overhovedet horer noget--: om det
saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.
-Godmorgen.
Ida bojede over paa Sovejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den
samme Side af Soerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant
til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og naesten
ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom
hjemme i Horsens.
Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandlose Opvarter paa "Rorholm". Det var
fra forleden Morgen, da de drak Kaffe der, fordi Karl v. Eichbaum var
loben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de forste
Gaester og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste
Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde
Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er paent.
De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.
Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa
Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for
der gad Schroder ikke lobe op og purre ham ud. Og saa laa han til over
Middag og dampede paa Forvalterens Piber.
Ida gik forbi Kafeen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von
Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.
-Morgen, raabte han.
Ida vendte sig rask:
-Godmorgen, sagde hun.
-Jeg ta'er min Kaffe her.
-Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.
Eichbaum kom slentrende ud paa Korevejen med begge Haender i Lommen.
-Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saa paa Vandet.
-Vi skulde ta' i Skoven, Froken Ida, sagde han saa og havde stadig
Haenderne i Lommen.
-Ja, det skulde man.
De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Korevejen.
-Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjaelland, sagde han.
-Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.
-Derovre er der da Traeer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at taenke paa
Jylland.
De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.
Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Froken Ida.
-Hvorfor?
Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte:
-Fordi De staar saa kont paa Deres Ben. Godmorgen.
Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Korevejen blev han
staaende lidt igen.
Ida gik videre. Hun gik og taenkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid
syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.
Lidt henne paa Vejen kom Froken Kaas og Froken Boserup imod hende. De
gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.
-De er sent ude, raabte Froken Kaas.
-Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan
en lys Stemme:
-Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Froken Boserup paa
Skulderen og lob et lille Stykke.
Froken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.
-Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.
Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:
-Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet.
Froken Kaas og Froken Boserup gik videre, og Froken Kaas sagde:
-Den Hat klaeder Brandt paent.
Men Froken Boserup satte Haelen afgjort i Jorden og sagde:
-Det er jo ingen Sag, naar man har Penge.
De talte lidt om Idas Formue, og Froken Boserup sagde:
-Ja, det kan jo vaere meget godt--men egentlig ta'er hun bare Pladsen op
for en anden, der kun er Aspirant.
Ida var naaet ud paa Osterbro, og den muntre Vind fra alle Soerne slog
ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og kobte en
Potteplante til Froken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at
kobe noget--kobe alting.
Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Froken Helgesen med Planten, sad
Frokenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Froken Helgesen havde
altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmaessigt og naesten
geometrisk Monster.
-Men det er urimeligt alt, hvad De kober i disse Dage.
-Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadant et dejligt Vejr.
Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.
-Men er den da ikke kon, sagde hun saa og smilte.
Hun gik op ad Trappen og ind paa forste Sal. Froken Petersen sad og
haeklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire
var paa Kaelderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og
stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.
-Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.
-Ja, sagde Froken Petersen, i Formiddag er her roligt.
Man horte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik,
kom og gik, paa sin evige Vandring.
-Naa, Godnat, sagde Ida.
-Godnat.
Ida gik op. Hun trak det gronne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude.
Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.
Hun laa og taenkte paa, hvad Toj hun vilde kobe sig nu til Vinter. En lys
drap Kjole, havde hun taenkt sig....
Til Froken Helgesens Fodselsdag var de altid allesammen saa fine, om
Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for forste Gang ...
Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at taenke paa Karl von Eichbaum,
hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden
Morgen da det blaeste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e
Vintertoj.
-Hm, han havde vel ingen Penge.
-Nej, og Ida smilte, det havde han naturligvis ikke.
Ida horte dem gaa paa Trapperne og Doren dernede aabnes og lukkes. Det
var dem, som kom fra Kaelderarbejde; saa var Klokken tolv ...
-Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e....
Ida sov ind.
* * * * *
Det var samme Dag, paa Toldbodvejen, i "Familiehuset"s Mellembygning.
Fru von Eichbaum var, vaebnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet
faerdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstovler, gled ud og ind og
stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige
Syssel--som hos hendes Soster Generalinden. Det var saadan i Slaegten:
Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.
-Julius, der daekkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i
Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra
Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i
November. Efteraarsluften gjorde hende godt, for baade hun og Sosteren
led af Torhed i Huden.
-Og, sagde hun til sin Soster, saa er man desuden selv med, Du, at faa
alle Havesager i Hus.
Paa Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.
-Gud, Emilie--det var Generalinden, som kom ind i Kabinettet; for et
velsignet Vejr, Du ... Godmorgen.
-Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e Dig lidt i
Ro.
-Julius, De kan saette Maskinen ind....
Generalinden kom til Saede i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saa
til Bordet, og Sostrene talte med hinanden fra Stue til Stue.
Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var
friskt og saadanne om Morgenen....
-Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med
Fingrene, hvor store Druerne blev. Saa havde hun virkelig taenkt at prove
Admiralinde Schleppegrells Opskrift:
-Med Melis, Du ved.
Og saa kunde hun overlade hende Halvdelen.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en
lille Dessert.
Sostrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer,
Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede "A'er",
der ligesom bredgjorde alle Saetninger i deres Mund:
-Men, Emilie--der kom en hojere Tone paa Emilie, og Generalinden lod
Haenderne falde ned i sit Skod-: hvad mener Du om Aline?
-Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Doren og blev staaende et
Ojeblik med lukkede Ojne: jeg taaler jo endnu knap saameget som at tale
om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.
Generalinden gentog "utroligt" og sagde:
-Og vi, som alle har kendt hende i Familien.
-Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum.
De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru
von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som
pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Born med en
Landindspektor, der selv havde voksne Sonner.
-Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtvaerdige Mand.
Fru von Eichbaum rakte Sosteren en Asiet og sagde langsomt:
-Men, Charlotte, det maa jo vaere en momentan Forstyrrelse.
-Tak, Julius-vendte hun sig til Tjeneren, der aabnede Doren-der er ikke
no'et....
Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist
forklarende eller grundende:
-Der har jo altid vaeret en underlig Talesyge i den Familie, Du ... de
skulde tale og tale.
-Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'r, indskod Generalinden.
-Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du--og saa taler
de sig op til en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som
ung.
Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skaenkede
Kaffen.
-Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan laere at tie stille og baere
det for sig selv og komme over det.
Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.
-Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: saa var der
vel nok ... Det ved man vel i enhver Familie.
-Jo, sagde Generalinden.
-Og hver baerer sit, sluttede Fru von Eichbaum og saa ud for sig.
De sad lidt. Saa sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der
lod naesten bevaeget:
-Men vi holder naturligvis ved hende ... Og si'er det samme.
-Gud, Mille--naar de var ene, brugte Sostrene undertiden
Navneforkortelser--det er da rimeligt. Jeg sagde igaar til Anna
Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben....
De forlod Fru Feddersen, og Generalinden spurgte:
-Karl spiser ikke Frokost hjemme?
De havde endnu ikke naevnet hans Navn.
-Aa nej, Du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej ... Han spiser paa
Kontoret. Ane smor' den, og han ta'er Maden med. Du ved, disse
Voksdugsruller, man nu har ... Det ser ud, som gik han i Departementet.
Og i samme Tone som den, hvori hun for havde talt om Aline Feddersens
"Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum:
-Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Soerne
-Jeg horer ham ikke en Gang.
Hvorpaa Generalinden sagde:
-Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.
Det bankede spaedt paa Doren. Det var Ane, som i hvidt Forklaede gerne
vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund
Ting med glatkaemmet Haar og straalende indsatte Taender.
Hun vilde da saa gerne hore, hvordan det stod til med Generalinden og
paa Landstedet.
-Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet:
-Det har vaeret lidt slemt med Skorstenen.
Ane nikkede:
-Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke forstaar at stege.
Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.
-Og laegger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde faaet de samme
brede A'er som Herskabet.
Generalinden afbrod lidt kort:
-Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?
-Ja, sagde Ane, der er lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det
snart....
-Det skal jo vaere en rigtig net og aedruelig Mand, sagde Generalinden.
-Ja, Godmorgen, Ane.
Sostrene gik ind i Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de maatte
vel taenke paa en Brudegave.
Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte Aar, da en ung,
skaeglos Adonis af en Tjener havde drevet sit Spil i Etagerne. Da
Historien paa Fodselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin
Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en
Velgorenhedsskole og kom hveranden Sondag, naar Fru von Eichbaum spiste
hos Generalinden, i Besog hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for
"Moster".
-Ja, Fru von Eichbaum havde taenkt Sukkerskaal og Flodekande til
Brudegave.
-Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, Du, et rigtig net Menneske-som
Du ved, af den Slags Folk--og sad der--meget paent paa en Stol. De faar
jo altid no'en Opdragelse paa Holmen....
"Han" var Julies Forlovede og en fortraeffelig ung Mand, der var
Maskinist i Flaaden.
Generalinden, som sad og saa paa Sosterens Arbejde, der var et
Sengeomhaeng med filerede Mellemstykker, hvis faerdige Dele var indsvobt i
meget, renligt Silkepapir, sagde og taenkte paa Julies ulovlige
Oprindelse:
-Ja, jeg finder det uhyre haederligt af ham.
Som om de havde laest hinandens Tanker, og som om Afstanden kunde taenkes
at have afsvaekket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum:
-Han er jo fra Ringkjobing.
Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der
pludselig sagde:
-Men Du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de
vil vaere her i Vinter.
-Alle? spurgte Fru von Eichbaum.
-Nej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har taenkt at leje
en Lejlighed--kaere, de har jo Raad til det ...
Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen,
hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smor til England.
-Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.
Fru von Eichbaum, der ikke havde set Froken Kate Mourier i to, tre Aar,
spurgte:
-Hvordanne er hun vokset?
-Riglig net og blond ... lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let
bli'er i Provinsen, hvor de er de forste ...
-Kaere, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'r som
Vilhelmine.
-En god Figur, sagde Generalinden, der stadig taenkte paa Kate Mouriers
Eksterior.
Fru von Eichbaum taenkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier,
hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.
-De rejser nok forst lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved:
Mourier vil gerne se paa Gaard til at ha'e om Sommeren ... Det er jo
rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.
Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Ideassociation sagde hun:
-Ved Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat paa
Hospitalet.
-Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?
Og hun tilfojede ret ligegyldig:
-Behover hun det, Du?
-Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede
Fru von Eichbaum. Ved Naevnelsen af Summen syntes hun pludselig let
distraet, og hun tilfojede efter en lille Stilhed, ligesom eftertaenksomt:
Faderen var en fortraeffelig Mand.
Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i
Entreen havde faaet Tojet paa, sagde hun:
-Det er sandt, Emilie, Du kunde laane mig Petris Praedikener. Vejene til
Kapellet er ganske opblodte, og der er jo ikke et Menneske mere, man
kender.
Fru von Eichbaum hentede Praedikenerne, og Generalinden sagde:
-Tak Du ... ja, man laenges efter Petri om Sommeren. Der er ikke den
klare Tankegang hos de andre.
Fru von Eichbaum nikkede:
-Kaere, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.
Da hun aabnede Entredoren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:
-Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.
-Ja, det var en Regning til Fruen.
Fru von Eichbaum tog den, mens hun skaelvede en umaerkelig Smule i
Mundvigene og Generalinden hastigt saa hen paa Sosteren i Spejlet.
-Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra
Cohn. Jeg har ladet min graa Silke rense. Med noget Sort op ad
Forbredden kan den blive rigtig paen endnu....
-Farvel, Charlotte.
-Farvel Emilie. Ja, vi ses paa Sondag. Jeg laaner jo Julius.
Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slaegten.
-Farvel.
Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i
Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entreen.
Fru von Eichbaums Penge laa i Skrivebordsskuffen i forskellige
Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Tine. Hun tog femten
Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran
Skrivebordet og regnede.
Efter at hun for tre Aar siden havde kobt Livrenten for Resterne af de
Penge, som Karl havde levnet, maatte Fru von Eichbaum tage alting meget
noje ud.
Men saa stod da ogsaa Hjemmet.
Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet:
-Det var godt, det havde vaeret Regningen fra Cohn--at Charlotte saa, det
var den.
-Men Karl faldt nu virkelig til Ro--maatte man haabe, ude paa sit
Kontor.
Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit Sengeomhaeng. Hun
havde et andet Udtryk, et mer fortaenkt og aeldre, naar hun saadan sad,
arbejdende og alene.
Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive paa en Bakke og lagde
dem ned.
Klokken halvfem kom Julius ind for taende i Ovnen, og Fru von Eichbaum
spurgte:
-Har De lagt i hos Herren?
-Ja.
-Tak.
Fru von Eichbaum kom selv kun sjaeldent i sin Sons Vaerelse. Der var kun
Indgang fra Trappen. Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits,
havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Doren fra Karls Stue til
Kabinettet mure til.
Naar der var nogen, rog Herrerne jo derinde.
-Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens
Murmester: murer man til, er man fri for den Rog paa sine gode Mobler.
Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde
han kun Indgangen fra Trappen....
Fru von Eichbaum horte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Doren
til "Goddag".
-Tante Charlotte har vaeret her, sagde hun. Der skal vaere saa dejligt
derude. Jeg skal hilse.
Hendes Stemme lod neppe saa bred, naar hun talte med Sonnen, og Ordene
blev ligesom smallere i hendes Mund.
-Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod
aldrig laenge ad Gangen: og lidt efter spurgte han:
-Naar flytter de ind?
Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Doren til Spisestuen
med et stilfaerdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor
Rodvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.
-Skal jeg skaenke for Mo'r? sagde Karl og bojede sig frem.
-Tak, Du, saa det bli'er rodt....
Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak
Vand.
Hun oste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige
Morgener.
-Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone, og han blev siddende et Ojeblik
med Vinglasset i sin Haand:
-Det er skam kont om Morgenen.
Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers--det
var det, at de eller hun maatte altid finde et Emne.
-De kommer ind iaar, fortalte Soster Charlotte--Du ved jo, de Mouriers
fra Aarhus.
-Aa, sagde Karl, han Smorhandleren....
-Kaere Karl--Fru von Eichbaum lod et Ojeblik Skeen hvile i sin
Suppe--Handel er da nutildags umaadelig respektabelt.
-Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge....
Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente
Penge.
-Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard, det gode Hjem....
Fru v. Eichbaum spiste igen: Men forst rejser de i Jylland og ser paa
Gaarde.
Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget,
og mens Julius bod ham af anden Ret:
-De kunde jo kobe "Ludvigsbakke".
Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde
faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider.
-Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.
-De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i
Ejendommen.
Og Karl blev pludselig ivrig, mens han skaenkede sig et nyt Glas, og han
blev ved at tale om "Bakken".
-De faar ikke laekrere Ejendom, sagde han, og han taenkte paa den brede
Korevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkorslen og Plaenerne,
hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to
Ridehopper gik lose i deres store Baase.
-Nej, der er ikke laekrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel
vedligeholdt, baade Bygninger og det Hele.
-Ja, Huset praesenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.
Karl taenkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi
Godsforvalterens Laenge, og med et lo han:
-Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet
Constance gift.
-Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de
Modre....
Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knaekkede Valnodder og
skraellede AEbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule
Rodme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt laenge til
Bords.
-Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.
-Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et
lille Ojeblik i sin.
Karl blev ved at vaere i godt Humor og at snakke, og inde i Dagligstuen
sagde han:
-Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde?
Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Doren til Spisestuen op igen:
-Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.
-Du ryger da? sagde hun.
Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjornesofaen og Karl taendte
sin Cigaret, fortalte hun:
-Men med Schroder skal det vaere slet ... Hun har vist Vattersot.
Karl sad og rog, mens han sagde:
-Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.
-Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en
Lejlighed. Hun er jo rigtig net.
Karl betragtede Rogen:
-Hun er sod, sagde han.
Og lidt efter:
-Hun er rigtig sod.
Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saa efter ham, til han igen var
ude.
-Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige
Stovler?
Den Brunelsfodbeklaedning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man
ikke kunde hore, at Manden gik.
-Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skaenkede: jeg finder, det er
velsignet, at man ikke horer en Person, der varter op.
Tingen var, at Julius led af daarlige Fodder, der i de sidste Aar
hindrede ham i at ta'e storre Plads.
-Kaere Emilie, sagde Generalinden til Sosteren: ellers beholdt vi jo
aldrig det flinke Menneske.
Karls Cigaret gik ud, og han sad og saa, halvsmilende, over paa sit eget
Ansigt i Etagere-Spejlet:
-Hm, hvor han kendte den Etagere. Lige fra hans Barndom havde den staaet
der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads.
Og han sagde, smilende:
-Mo'rs Ting holder godt.
-Naar man kun holder Haevd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.
Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al
den Omhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt,
var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede
den ganske lidt.
Saa stod han op.
-Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan laese noget.
Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun
plejede, naar Karl var hjemme, Doren til Kabinettet. Hendes Haender
rystede lidt, mens hun skod Slaaen ned i Dortrinnet. Det var maerkeligt
med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Haender sitrede
lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun
blev aeldre.
Karl gik ind til sig selv og taendte Lampen, for han tog en Hjemme-Joppe
paa, henne bag Forhaenget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng.
Fru von Eichbaum havde kobt den, da Karl skulde komme hjem.
-For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har vaeret i Frankrig....
-Kaere Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske
uden sin Nattesovn?
Sengen blev kobt.
... Karl satte sig i Hvilestolen med udslaaet Fodstykke og tog en af de
franske Boger. Der saa ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om
Morgenen, for der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne,
nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler paa Vaeggene og de
gule Boger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige hoje
Stabler.