Ludvigsbakke - Herman Bang
Karl fik ikke laest meget. Han sad ved Piben og blev ved at taenke paa
"Godset".
-Nu kunde disse Mouriers naturligvis kobe "Bakken", fordi de tyve Aar
havde flaaet Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smor....
Karl rynkede Naesen som altid, naar han folte enten Mishag eller
Forbavselse.
-Det er utroligt, sagde han.
Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig
nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del
af Livets Faenomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham
"utrolige".
-Men Gudbevares, sagde han.
Han blev ved at taenke paa "Bakken":
-Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de
Eksaminer, saa kunde han dog maaske vaere blevet "Forpagter" ... hos
Smorhandleren.
Karl skod Laeben frem:
-Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder
dode.
Det bankede paa Doren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.
-Fruen bad mig saette Madeira'en her ind, sagde han.
Karl nikkede, mens han skaenkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom
s'gu fra Stedet.
Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Soofficererne i Familien.
-Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Bevaertninger, sagde
Karl.
Med Glasset foran sig begyndte han at laese igen. Men lidt efter lagde
han den gule Bog ned paa sit Knae og smilte. Han taenkte paa, det vilde i
Grunden vaere grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun
havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.
... Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligesaa gerne
straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke
gjort. Og idag havde hun nu netop taenkt saa meget paa hende og Tiden
oppe paa Unsgaard.
"Kaere Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at taenke paa at vaere
sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver
Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro. Jeg haaber, Du finder
noget her i Naerheden. Jeg taenker paa Lindholms, som skal til Nizza med
den syge Mary--de rejser jo altid med de Taeringsyge, naar det er for
sent. Du kunde maaske leje der, naar vi luftede godt ud og ellers
rensede. Du ved, det er lige herved, og godt vil det vaere for Kate lige
ved Gronningen og "Linjen". I maa jo ogsaa taenke paa Helbreden. Jeg
glaeder mig rigtig til Vinteren, ogsaa til Kate; det er saa friskt at faa
lidt Ungdom i Kredsen--"
Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene.
Hun taenkte paa Karl:
Der saa man, naar man kun var beskaeftiget sin bestemte Tid med noget,
der holdt fast som et Kontor, saa kom Roen. Men Skylden havde vel altid
vaeret hendes--hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.
-Ham--med sit bojelige Sind.
Fru von Eichbaum horte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det
var laenge siden, hun havde glaedet sig saadan til sin Kop The.
* * * * *
Om Sondagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum
kunde drikke Kaffen paa Verandaen. Generalinden sagde: Du maa kun ta'e
et Sjal over Skuldrene, Mille, Du, der er vant til Byluften.
Julius bragte Sjalet, og Sostrene sad sammen og saa ud over Sundet.
-Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum
var gaaet ned paa Bellevue at spille Billard.
Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.
-Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg taenker paa, om de ikke kunde
leje af Lindholms.
-Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror Du osse det--i det taeringsyge
Hus?
-Kaere, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, naar man skulde
vaere saa aengstelig? Jeg, som rejser, jeg spo'r Dig, hvor kunde man ikke
bli'e smittet? De ligger naturligvis ikke i de samme Sengklae'er, og naar
vi saa paa Forhaand sorger for, at der luftes....
-Ja, sagde Generalinden.
-Og det var hyggeligt naer ved os, saa vi kunde gaa ud og ind.
Fru von Eichbaum saa lidt ud paa Vandet.
-Og dejligt for Kate med Gronningen--hun, som ri'er.
Generalinden nikkede:
-Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slaegten slojfedes d'et i Verbet at
ride).
Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:
-Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen.
Sostrene talte om andre Ting.
* * * * *
Den Sondag blev den sidste varme Dag i Aaret.
Om Mandagen var det Sjask og Sole, og Ida stred sig paa sin sidste
Morgentur--for idag var hendes Nattevagt omme--op mod Vinden langs
Soerne.
Da hun kom hjem igen, modte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet
af Sporvognen.
Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Haender i sine Lommer og
Voksdugsrullen presset ind under den hojre Arm.
-Uh, sagde han misfornojet, men pludselig smilte han:
-Vi fik ikke Foraar den Gang.
-Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.
-Men, sagde Karl og skod afgorende Haenderne ned til Bunden af sine
Lommer: Saa vil vi ud at more os.
Ida lo:
-Hvordan? sagde hun.
-Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.
-Det var da vaerre, sagde Ida hastigt.
Og lagde til, mens hun blev gloende rod:
-Med en Fremmed.
-Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med et forandret ligesom saa
god:
-Saa ta'er vi ene.
De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.
Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret,
stadig med Haenderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som for:
-Hvor gammel er De, Froken Ida?
-Det ved De jo.
Men Karl sagde:
-Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.
Ida lo kun--det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille
halvhoje Latter--og de skiltes.
Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brod Solen frem bag de morkegronne
Fortraeksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skaeret
af en mat og gron Lampe. Ida laa med halvt lukkede Ojne.
Men paa en Gang taenkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke
paa ogsaa idag....
... Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret,
modte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke.
Han havde vaeret til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mont,
overlod han "Anes Husflid" til en Portor og nod sin Frokost hos
"Svendsen".
De talte lidt og Ida stod og saa paa ham.
-Ja, sagde Karl og skod Brystet frem: man er fin.
-Forfaerdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet
saa glad ved at se det flunkende Stykke.
Men Karl sagde:
-De skulde "spytte" paa den, Froken Ida.
-Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.
De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.
-Goddag, Mo'r, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:
-Det er Froken Brandt, sagde han saa.
Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.
-Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget
en Virksomhed herinde.
-Ja, sagde Ida, og ganske rod skyndte hun sig at tilfoje:
-Jeg skal bringe en Meldeseddel....
-Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besoge mig en Dag--nu (og hun
smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Son. Han kan altid sige mig
en Dag, hvor De er fri.
Moder og Son blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde
Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius:
Man skal ikke, sagde hun til Sosteren, sende Julius og saadanne op paa
et Kontor, hvor de andre, Du, maaske sidder i mindre Stillinger.
Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:
-Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her ... saa
kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.
Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordoren:
-Har De saa taenkt paa'et, Froken Ida, sagde Karl.
-Paa hvad?
-Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertojet--og han slog
paa Frakken--maa s'gu indvies.
* * * * *
Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og sogte i Morket efter Doren. Hun
vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun
vilde ikke mode nogen nu--netop nu, hun skulde gaa.
Hun lob videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var
Doren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.
-Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.
-Ja, jeg har fri, sagde Ida og lob fra ham.
Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to
Portorer, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og
Josefine, som kom paa Trappen.
-Naa, Froken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud
paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.
-Ja, sagde Ida smilende.
Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saa hun ham: der stod han allerede, ved
Hjornet af Botanisk Have.
-Her er jeg, sagde hun og loftede sit Ansigt. Hun var naesten stakaandet.
-Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.
Og de gav hinanden Haanden.
De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.
-Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slaebende Stemme, som han
holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde
hen?
-Aa, jeg sagde no'et....
-Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det laerer man, Gud
straffe mig, fra Barnsben.
Ida blev pludselig alvorlig i Ojnene:
-Aa, ja.
Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde straalende:
-Det var li'som de alle onskede mig god Fornojelse.
Hun taenkte paa dem, der havde nikket i Porten.
Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Laebespidser, sagde:
-Ja, nu maa vi s'gu taenke over, hva' vi skal spise.
De lo begge to.
De havde naaet Porten til Orsteds Park.
-Vi kan gaa gennem Anlaegget, sagde Ida: naar der er Tid.
-Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.
De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der
Blomster endnu.
-Hvor her er smukt, sagde Ida.
Der var vist ingen i den hele Have, ikke en i alle Gange; og mens de gik
ved Siden af hinanden, horte de deres egne Skridt.
-Nu falder de i Sovn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille
Statuer.
De gik ind til en lille Terrasse under et maegtigt Trae. Under dem laa
Skraenterne og det morkt blanke Vand.
Ida talte sagtere:
-Her er det dejligste Sted, sagde hun.
Karl skad Rogen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte.
Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys
hang over Gitrene som en straalende Krans.
-Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.
Hendes Ojne fulgte Skraenterne og Broen og det tyste Vand.
-Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe lostes op.
-Ikke konnere?
-Nej, sagde han.
En Svane skod lydlost frem fra det morke Vand.
-Det har jeg ogsaa altid taenkt, sagde Ida.
De stod endnu et Ojeblik.
-Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte
sig for at gaa.
-Naa, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til Orsteds Statue, idet de gik
forbi, og de lo igen.
Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.
-Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Morkningen" i Gaderne.
-Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde
sig.
Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et
Menneske i det hele Parket.
-Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok?
Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de horte Stolesaedernes
lystige Smaek og Kontrollerens Nogler i Logernes Dore og fra Gangen al
den glade Skubben og Summen.
Ida skod Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske
lidt:
-Aa, sagde hun, det er forste Gang, de spiller Stykket.
-Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.
Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer
traengte sig hastigt frem mellem Baenkene. Karl sad og naevnede deres
Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.
Ida sad og smaasnakkede af Glaede og fulgte hvert Navn, som han naevnede.
Men pludselig rejste hun sig halvt og saa ud op mod forste Etage, med et
lille Kast med sit Hoved:
-Det er der, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.
-Hvem?
-Vi, sagde hun.
Nogle Sygeplejersker havde abonneret der ifjor.
Ida sad igen, mens Stojen steg, og smilte, med Ryggen helt laenet tilbage
mod sin Stol. Men paa en Gang sagde hun, helt forskraekket, og blev
purpurrod:
-Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.
-Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa
Brandvaesenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.
De saa igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls
Arm:
-Se, det er Fru Lind. Hun har vaeret paa Afdelingen.
Det var den eneste, hun kendte.
Rampen blev taendt og god sit Lys over Taeppet. I Parkettet var alle
Hoveder i Bevaegelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.
Ida blev ved at smile:
-Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.
Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskaeg med et Udtryk, som var
en Knebelsbart noget, der smagte godt.
Orkestret havde spillet en lille Tid.
-Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida
svarede ikke, hun sad med halvlukkede Ojne og lyttede efter Musikken.
Karl saa fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal.
Man kunde faa Lyst til at spaende over den med Fingrene, saadan, fra
Tinding til Tinding.
Ida folte hans Blik og aabnede Ojnene helt.
-Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?
Taeppet gik op.
... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von
Eichbaum gik bag Ida Brandt og vaernede hende lidt med Armene, men Ida lo
over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:
-Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Ojnene straalede.
-Der er bestilt Plads, sagde Karl.
Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig
naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt
Tojet paa: hun saa paa Herrer og Damer, der blev ved at stromme ind.
-Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i
Theatret.
Karl fik Overtojet af hende og satte sig.
-Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin
Naese:
-Nu skal vi spise paa Fransk.
-Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad
hun sagde "ja" til.
Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og
fulgte dem med Ojnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa
besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brod, som om
hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den
gronne Flaske i Koleren.
Saa sagde hun og spilede begge sine Haender ud paa Sofaen, mens hun lo
ganske sagte:
-At jeg sidder her.
Karl smilte glad til hende og saa saa ud paa Folk i Salen, der knap fik
Plads ved Bordene:
-Ja, vi sidder s'gu bedst.
Ida blev siddende som for:
-Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa
Skovtur.
Karl, der spiste langsomt men vaeldigt, lo og sagde:
-Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa
Skovture.
Men Ida blev ved at taenke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var
korte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran
Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de hoje Banker.
-Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.
Men Karl, der begyndte at blive maet, sagde, at hun maatte virkelig spise
og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken.
-Maden er s'gu god, sagde han; og idet han taenkte paa Skovturene, sagde
han med Albuerne paa Bordet (og taenkte, at hun var Gud straffe mig
nydelig):
-Det var De vel mange Gange--paa Skovtur?
Ida sad lidt og saa ud for sig:
-Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere.
Karl blev ved at se paa hende:
-Saa drikker vi to Jyder ... Han loftede glad sit Glas.
Ida lo og tog sit:
-Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.
Karl rynkede Naesen:
-Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft
no'et.
Og de drak.
Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa
Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes
Saltkar.
-Hvor de var dejlige paa "Ludvigsbakke", sagde Ida.
-Ja.
Han gnavede stadig sin Selleri, mens han saa paa hende og sagde:
-Ida, De skulde altid vaere i gult.
-Hvorfor?
-Jo, sagde han slovt.
Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-staengel, og pludselig taenkte han
paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde kobe "Bakken".
Det er en Smorgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den
jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:
-Men saa kan man da faa Recks ud....
-Hvorfor?
-Jo, erklaerede Karl med sin torre Stemme: for det er no'et Pak.
-Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa
glad og at hendes Ansigt straalede.
-Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.
-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.
Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Haenderne i sine Lommer, sagde
glad:
-Der kan dog vaere rart i Kongens Kobenhavn, hva'?
De talte gladere og ligesom hinanden naermere. Ida talte om Olivia og
Villaen og Jorgensens--det gjorde hun altid, naar hun var glad--men
pludselig sagde hun:
-Uh ha, hvor han talte hojt....
-Hvem?
-Han, Elskeren, sagde hun.
Karl lo:
-Ja, man maa jo hore ham.
Ida sad og saa ud for sig:
-Men alligevel, sagde hun sagtere.
Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede
sammen over deres Regnskaber.
Karl sad og smilte og saa paa en Flaskehals.
-Har De nogensinde vaeret forelsket, Ida, sagde han.
Ida saa op og rystede paa Hovedet, halvt trist.
-Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende
forbi.
-Men--og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv,
hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig taenkte paa, hvis det ikke
var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmorke Stuer--:
-Men, sagde hun og saa ud over Bordet og sogte at smile: Jeg har nu tit
vaeret bedrovet.
Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Ojnene:
-Det er s'gu utroligt, sagde han kun.
Og de sad lidt tavse.
Ida saa ud i Salen, hvor der var halvmorkt og de fleste Blus var
slukkede:
-Men de er alle gaaede, sagde hun forskraekket.
-Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e
Kaffe.
De fik den og Likor ogsaa, som Karl skaenkede. Han blev ved at have
saadant et mildt Vaesen og en blod Stemme, mens de sad endnu en lille
Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de
sidste Gasblus, saa Morket traengte ind til dem. Der var ikke andet Lys
end Lyset fra Kandelabrene.
Ida saa ud mod det skridende Morke:
-Nu er det forbi, sagde hun.
-Naeste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.
-Ja, sagde Ida hastigt og glad.
-Det maa vaere hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjaelpe hende Tojet
paa: Paa Deres Vaerelse....
-Nej dog, sagde Ida, og hun lo.
-Hvorfor?
-For det er forbudt.
Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:
-Aa pyt.
De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Doren efter dem,
da Ida sagde, glaedestraalende:
-Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden.
Karl lo, som han var betalt for det:
-Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende....
Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bod han Armen frem:
-Man byder vel Damen Armen, sagde han.
-Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen:
nu er det jo Nat.
... Karl gik hjemme i sin Stue og smilede laenge, for han kom op i sin
store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han laeste
ikke.
Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Naese.
-Nej, sagde han, dybt betaenksomt eller undrende: Man kender s'gu
alligevel ikke Fruentimmerne....
Og han blev ved at ligge og smile til Rogen af sin Cigaret.
... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun
kom op paa Gangen paa forste Sal, stod Froken Roed foran det aabnede
Skab.
-Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De vaeret paa
Skovtur?
Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har vaeret ude, sagde hun
og vilde liste sig videre--hun gik ligesom hun bar noget usynligt
Dejligt i Haenderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed--:
-Godnat.
Men Froken Petersen, der var ifort graciose Tojsko for Natten, havde
hort hende bag Doren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der
interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft
"Udgang".
-Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes
Stemme, naar hun vejrede Nyheder.
Pludselig drejede Ida Froken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har
vaeret i Theatret, sagde hun, saa hojt, saa det pludselig klang i
Gangene, og hun lob.
-Hys, Patienterne, sagde Froken Roed. Men de to Frokner horte bare, Ida
lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under
Gasflammen.
De horte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte
Ord fra Bertelsen, der talte i Sovne, ligesom i en vred Opsaetsighed.
Inde fra "A" lod Skridtene frem og tilbage.
Froken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at
tale i Sovne. Froken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa
kun og kastede sig, med knyttede Haender, som han plejede.
Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vaekkeuhret og klaedte sig af.
Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til
hun kom i Seng.
-Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe--naar han kunde liste sig
herop....
Idas Ansigt lyste af Fornojelse i Morket:
-Men det maatte vaere en Tirsdag, naar Froken Roed havde Udgang ... en
Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.
Ida blev ved at taenke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle
de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen ... og daekke
rigtig Bord....
Ida sov ind.
... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kaelderen og
de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Vaeggene, mens de ventede paa
Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevaegelse med Haanden hen
over Ojnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da
Noglerne lod og Josefine kom med Madspandene.
-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.
Hun gik ind i Kokkenet for at hjaelpe Ida med Karrene, mens Bertelsen
skyllede og skyllede sine Haender under Vandhanen.
-Det er en stor Skam for Fuldmaegtigen, sagde saa Josefine.
-Hvilket?
Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmaegtigen.
-Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker
om 'et i Porten.
-Her? Paa Kontoret? Det lod, som Ida havde noget i Halsen.
-Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for
Inspektoren, hvis det skal vare ved....
Ida nikkede mekanisk.
-Men det er naturligvis de Fruentimmer, som haenger paa, det kender man
jo nok, sagde Josefine og blev ved at laegge Kartofler rundt paa de seks
Tallerkener.
Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der
var faerdig, stod med Haenderne i Siden.
-Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betaenksomt ud for sig.
Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers
forblev hun sin Konduktor fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og
naar han gik og hun havde faeldet mange Taarer, saa blev hun alligevel
ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktor ved Sporvognene. Det blev
bare en anden.
-Ja, sagde hun: man ved nok om 'et--for Andersen har vaeret slem
(Andersen var den nuvaerende Konduktor) ... Men nu har vi klaret det....
Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen
til de skiftende Konduktorer.
Man kunde ikke se, om Ida horte, for hun stod kun og flyttede paa de
seks Tallerkener.
-Naa, saa lob vi videre, sagde Josefine.
Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som
en Fanfare, naar Josefine satte afsted.
Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise,
Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun
hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var faerdig
og fik ryddet til Side--mens hun kun havde taenkt en eneste Ting:
-Den Stakkel, den Stakkel.
En Begribelse kom aldrig paa en Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt
og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun
den ene Ting.
-Hvad var der dog at gore! hvad var der dog at gore ... Hvis han nu
mistede sin Plads....
-Hvad var der at gore....
Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bojet over de evige Papirer,
og hun horte hans "Tak" og "Tak", mens han loftede Hovedet og fulgte
hende med Ojnene.
Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:
-Og hun havde vaeret med til at bruge hans Penge.
Hendes Tanker kom ikke laenger: hun havde vaeret med til at bruge hans
Penge. Hun horte alle Josefines Ord i sine Oren igen og igen og
pludselig blev hun rod som et Blod. Der var noget, som hun forst nu
havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke taenkte paa Pengene
mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang lob
det forbi:
-Hvem der havde brugt hans Penge.
Portoren hentede de fire til Kaelderarbejdet og de Gamle blundede inde i
deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fodder. En Gang
imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".