Ludvigsbakke - Herman Bang
Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin
Stol, indtil det skumrede.
Froken Kjaer stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dor:
-Godaften, Jomfru.
Og pludselig sagde Ida:
-Aa, Froken Kjaer, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne
op....
-Ja, sagde Froken Kjaer og hun lukkede Doren: et Minut.
Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til
Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene
trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Haender, og flojtede.
Da han saa hende, loftede han Hovedet og smilte imod hende:
-Godaften.
Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig
selv, mens han blev ved at snakke og paa en Gang strakte sig i Stolen
med Armene op i Vejret:
-Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.
Og Ida lo.
Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun
blev ved at gaa og smile. Hun taenkte kun:
-Det er da saa rimeligt, jeg hjaelper ham.
Og hun taenkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.
Da Ida kom op, ventede Froken Kjaer lige indenfor Doren:
-Profossen er her, hviskede hun.
Det gav et forskraekket Ryk i Ida.
-Hvor? hviskede hun.
-Paa "A".
Der lod et Par forsigtige Nogler, og Froken Kjaer var inde hos Kvinderne.
Ida gik rundt og taendte, mens hun horte Professorens Stemme gennem Doren
til "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gore alt i Stand til
Stuegangen, medens hun horte Portoren og de fire paa Trappen og
Noglerne, der blev drejede om i Laasen.
-Overlaegen er her, sagde hun sagte til Portoren, og de fire Patienter,
der havde hort det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran
Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.
Ida stod foran Kakkelovnen, da Doren til "A" gik op. Professoren blev
staaende paa Taerskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:
-Ja, fortsaet saa De, Doktor, sagde han og lukkede Doren til ... Lad
Patienten kun gore som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.
Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede naeppe Laeberne, naar
han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om
de hvide Taender og om mange Hemmeligheder.
-Vel, Hr. Professor.
Han stod et Nu paa Taerskelen til "Salen", mens Bertelsens Ojne med et
Glimt flakkede hen over hans Ansigt.
-Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Doren til Kvinderne.
Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde
under Stuegang.
Ida gik hen og bankede paa Froken Petersens Dor for at faa hende vaekket.
Hun havde ikke hort Dr. Qvam, der var kommet ind.
-Hvor er Overlaegen, sagde han hurtigt.
-Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.
Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Ojeblik og
saa paa Ida.
-Er det Deres Fodselsdag idag igen? spurgte han.
Ida lo:
-Ne-ej, hvorfor?
-Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var
allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra for slog gennem den
aabne Dor.
-Froken Petersen, Froken Petersen! raabte Ida.
Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine
Haender.
-Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem
som i et Haandtryk: De er jo renvasket.
Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og rode Haandled,
taenkte hun og smilte:
-Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrovet.
Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene
kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dor.
Froken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra
Kokkenet:
-Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.
Froken Petersens Fodder var som et Barometer lige overfor
Vejrforandringer.
Men efter The lob Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von
Eichbaum.
* * * * *
Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.
Froken Helgesen gik gennem Afdelingen og saa efter, hun havde bestandig
noget i Ojnene, som indforte hun et eller andet paa en Liste.
-Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.
-Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.
-Jeg skal blive her, sagde Froken Helgesen og satte sig.
Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret. Det var, som hendes Nogler kom
saa langsomt ind i alle Laase, og hun saa ikke Oldfruen, der nikkede fra
sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt
Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun
havde vaeret saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og forte
det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev
vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens
Tanken blev storre og storre i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun
skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun
havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gore det....
Og nu var han maaske vred.
Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans
Ansigt straks ved Doren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han
saa hende, blev han blodende rod.
-Det var en Meldeseddel, sagde hun.
Han bojede sig ned imod hende:
-Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt
grodet.
-Tak.
Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Doren, for han var
fulgt efter, sagde hun (for at hjaelpe ham over det eller for at troste
ham; et Sekund for havde hun aldrig taenkt paa at sige det):
-Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.
Der gik ligesom en Traekning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skod
Laeberne frem:
-Jeg vil hellere ha'e The.
Ida lo:
-Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal vaere
Kaffe, for vi skal skaenke af den gamle Kande....
Saa lob hun:
-Nej, nej, han var ikke vred.
Aa nej, han havde forstaaet hende....
... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han
gik nok og flojtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om
han ikke kunde faa sig selv til rigtig at taenke paa de Penge eller paa
at han nu kunde fordele dem rundt, i de vaerste Huller. Og han folte
ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han taenkte paa Konvolutten, hvor
de laa.
Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud
for at faa den vekslet.
Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.
-Onsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned
imod Sofaen.
Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort
frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske
Bogstaver--og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjornet.
Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.
Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Hojrehaender, d'Hrr
Jensen og Sorensen, ud, laenede hver mod sin Dorstolpe:
-Der kan De se, Sorensen (Hr. Jensen snovlede, hvad han ansaa for
distingueret i Faget), at jeg fik Belobet. Den Slags Folk finder altid
en Udvej ... Det ved vi fra d'Angleterre....
Hr. Jensen havde i en smaekrere Periode fungeret som a-la-carte-Sals
Kelner i Hotel d'Angleterre.
-Ja, til den revner, Jensen, sagde Sorensen.
Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Taender.
* * * * *
Ida lod som hun sov, mens hun saa, fra Froken Roed foran Spejlet, hen
til Vaekkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Ojenlaag. Fodderne
skubbede hun sagte op og ned under Taepperne, hun kunde ikke ligge
stille.
Men endelig var Froken Roed i Overtojet, og Ida lod, som hun vaagnede:
-Skal De til Deres Soster, sagde hun.
-Ja, Froken Roed skulde det--Hun skulde altid til sin Soster, der var
gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun
kendte i Byen, og der var desuden nok at hjaelpe med, om de tre Born.
Ida saa dem pludselig for sig, Froken Roed og Fru Hansen, som de sad og
syede derhjemme paa fjerde Sal i Romersgade under Lampen i Dagligstuen,
hvor Laenestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var daekkede med
saa mange smaa broderede Stykker--og paa en Gang lo hun.
-Men hvad ler De af? spurgte Froken Roed.
-Aa, det var noget jeg taenkte paa.
Men pludselig slog Ida Taepperne til Side og satte de bare Fodder ud paa
Gulvet.
-Aa, sagde hun, vent lidt: og hun lob i Natkjolen hen til Chiffonnieren:
-Jeg har noget til Bornene; og, mens hun daekkede for den aabne
Chiffoniere, for at Froken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne
derinde, haeldte hun nogle franske Kager ud af en Pose.
-De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Froken
Roed, for hun sprang op i sin Seng.
-De taenker ogsaa altid paa andre, sagde Froken Roed.
Ida bare lo:
-Nej, jeg taenker paa mig selv, sagde hun og laa og saa op i Loftet.
Hun horte Froken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede
Noglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde hore hende.
Hun begyndte at klaede sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget
over hendes Bevaegelser som over en Skolepige, der er ifaerd med at gore
en gal Streg: Aa, der var nok at gore ... der var meget at gore....
Hun trak Chiffoniere-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de
gamle Kopper, og Solvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud
af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun
satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.
-Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene
... Ja, det var i Maj--aa, at det ikke var laengere siden ... end den to
og tyvende Maj.
Hun taendte Lysene og saa efter, om Vandet kogte ... der skulde da en
Rose i hans Glas....
Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:
Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.
Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Taepper over
Sengene. Hun saa paa Vaekkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun
satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen,
for Doren dernede gik: men det var kun en Portor.
Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for
hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saa fra Ting til Ting, som
vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor paent det var:
Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade braende, braende helt ned, til de
slukkedes.
Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.
Hun havde ingen hort paa Trappen, da det bankede sagte paa Doren, to
Slag, som de unge Maend banker, der har vaeret i Tjenesten, og hun fik
lukket op.
-Aa, det er Dem, sagde hun.
Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjael der saa
mig, sagde han.
-Men Froken Helgesen sidder altid lige ved Doren, sagde Ida.
-Hun fik laaset--de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to--og Karl tog
Tojet af.
-Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.
-Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.
-Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens
han saa paa det hvide Bord.
-Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde folt just det samme.
-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.
Ida haeldte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se
tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og
Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.
-Ja, de stod paa Flojen, sagde Ida. Hun saa igen for sine Ojne det gamle
Marmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen
efter Hoffet i Horsens og de to Solvbaegre, der var Praemier fra et Par
Landbrugsforeninger.
-Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.
Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likoren. Ja,
sagde han, vi holede no'en fra Schroder--han taenkte paa den bulede
Kagekasse paa "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjaele....
-Ja, det er spaendende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og
saa paa hende, han syntes altid det saa saa morsomt ud, naar hun gjorde
det.
-Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.
-Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.
-Hvordan det? spurgte Karl.
Ida saa ud i Luften og sagde langsomt og sagte:
-For det maatte jeg.
Der var stille lidt.
Saa tog hun sig sammen og loftede sit Glas, og de klinkede.
-Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.
Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke
noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad
tavs og rog og laeste Indskriften paa Kaffekanden, Haedersgaven, til han
pludselig sagde, det kom saadan plumpende:
-Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.
De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen
var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de
pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de forte
hen, og paa Menneskene--der var den og der var den.
-Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.
-Ja.
-Og der staar Forvalteren, sagde Karl.
-Ja, han er dod.
Ida sad og saa paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
-Saa pludselig han dode, sagde hun langsomt.
-Han skod sig, sagde Karl.
-Nej.
-Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt:
ved De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som
ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skod sig--det var
lige efter han havde sat Folkene i Arbejde....
-Men hvor er hun da?
-Hun er gift i Naestved, sagde Karl og slap Billedet.
Han laenede sig tilbage og rynkede sin Naese.
-Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe
mig ikke stort ved at leve....
Ida saa op i Lysene:
-Jo, sagde hun langt og stille.
Karl, der sad med Haenderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod
Armstagen:
-Ja, hvis man endda var Landmand.
-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med
Hovedet.
-Jo Tak--Karl snoftede paa Ordene--og hvordan....
Men pludselig slog han om, og mens han fik Haenderne op af Lommen og gned
dem, sagde han:
-Her er nu ligegodt meget hyggeligt.
Ida sad stadig med Ojnene ind i Lysene:
-Han var dog saadan et stille Menneske.
-Hvem?
-Forvalter Krog.
-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det
bider.
Han rejste sig fra Sofaen for at straekke Benene og han saa sig rundt fra
Mobel til Mobel.
-Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.
Ida fik Taarer i Ojnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i
hans Ord.
-Ja se, sagde hun.
Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han
holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Born og
Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsboger med en bleg
Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.
-Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stillet
Armstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.
-Vor Herre hjaelp os, sagde Karl.
Men Bogen vilde han se.
-Nej, sagde Ida og holdt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget
dumt ind.
-Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han.
Det var mest det, at hun blev saa kont rod i Kinderne, der morede ham.
-Ja ... jeg holder mest af det.
Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Haenderne om de andre Blade:
det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og laeste det.
-Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt blodt i
Tonen:
-Hvorfor holder De mest af det?
-Jo ... for det er det konneste. Men, tilfojede hun, nu er det laenge
siden ... jeg skrev det af efter et Nodehefte.
Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det
var Konferensraadens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den
dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi,
som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde
fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at
danse, midt paa Gaden.
-Men det havde nu vaeret et dejligt Dyr, sagde Karl.
-Nu har "Smorstikkeren" set paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde
den Hvide vaek.
-Vil de da kobe det? spurgte Ida.
-Det gor de s'gu nok, sagde Karl, der saa ind i Lysene.
-Naar de saa blot vilde holde det kont, sagde Ida og nikkede.
-Ja men nej, ja men nej ...
Hun greb om Karls Haender. Han rodede i alt ... Det var Mo'rs Ringe og
Brocherne og Guldkaeden og Fa'rs Signet, og han rodede rundt i det
altsammen.
-Lysene, Lysene, sagde hun.
Stagen raslede paa Klappen, mens hun vilde holde paa hans Haender.
-Det er s'gu Vaerdigenstande, lo Karl.
-Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den graagule Bog
i den venstre Haand og gav den et Slag med den hojre. Men pludselig blev
hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned--
Karl stod ogsaa lidt tavs.
-Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille.
-Nej, sagde hun blot; det hortes knap.
Et Nu havde Karl lagt begge sine Haender ned om hendes Liv. Saa tog han
dem bort. Ida rorte sig ikke.
-Hys, hys....
De horte Nogen paa Trappen.
-Det er Froken Petersen....
-Sluk, sluk....
Karl fik slukket Lysene.
-Brandt, Brandt, kaldte Froken Petersen og slog paa Doren.
Og Ida svarede henne ved sin Seng, fra Morket:
-Ja, ja, jeg er vaagen.
De horte hende gaa igen, for Karl hviskede, i saadan en halvt
drengeagtig Tone:
-Men jeg kan da blive lidt endnu ... vi kan sidde foran Kakkelovnen.
Ida svarede ham ikke; men hun satte sig foran Kakkelovnsdoren, som Karl
havde aabnet. De horte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, naar de sagte
smuldrede, mens Skaeret kom og veg hen over deres Ansigter.
-Saa stille her er, sagde Karl.
-Ja, sagde Ida: de er saa rolige idag.
De talte kun halvhojt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden.
-Men De er altfor taalmodig, Ida, sagde han og saa paa Gloderne.
-Hvordan....
-Jo, De kunde godt forlange meget mer.
-Hvordan forlange mer....
De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just paa samme Maade, og de
langsomme Ord kom i samme Tone.
-Jo, jeg mener, saadan af Livet, sagde Karl.
De tav paany og horte kun Kullenes Fald.
-Eichbaum--nu maa De gaa.
-Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egentlig elskede han jo aldrig at rejse
sig fra et Sted, hvor han sad.
-Ved De hva', Ida, sagde han og blev ved at se paa Kullene:
-Jeg er egentlig en Hjemmemand.
-Ja. Ordet kom saa ganske sagte.
Karl strakte sin Haand ud i Morket og tog hendes.
-Tak for idag.
-Tak, hviskede hun.
Hun stod op og taendte Lysene. Hun var saa bleg, mens hun gjorde det, en
Bleghed, der ligesom lyste.
Karl fik Tojet paa og ganske lydlost aabnede hun Doren.
-Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud.
Bag Doren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen ... og nu var
han nede.
Hun laasede Doren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes
Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde
hun ikke slukke. De kunde braende, de skulde braende endnu--til efter The.
Saa gik hun ned.
... Karl var nede paa Gaden. Hans Ojne var ligesom underligt storre,
mens han gik og tyggede paa sin Cigar.
-Ja, hun er s'gu honnet, sagde han og nikkede hen for sig.
Han vidste knap selv, at han blev ved at gaa i den Stump Gade, hvor det
lyse Gavlvindu vendte hen.
... Fru Von Eichbaum, der sad over Sengeomhaenget, rejste sig rask og
kaldte:
-Julius, Herren kom hjem.
Karl blev inde hos sig selv indtil Thetid. Efter The spurgte han, om de
ikke skulde spille et Parti Besique. De sad og spillede endnu--og der
var ikke saa lidt Cigarrog i Stuen--da Generalinden kom over for at sige
"Godnat".
-Gud, Du, sagde Fru von Eichbaum: Du saetter Dig da og faar et Glas
Madeira.
-Tak, Du, sagde Generalinden og tog Plads: mon det er godt mod
Natten....
Julius kom ind med Madeira og franske Biskuits, og de nod det sammen
under Hjornelampen.
Efter at Karl og Generalinden var gaaede, gik Fru von Eichbaum rundt og
aabnede Vinduerne: for natgammel Rog var ubehagelig.
... Da Ida naeste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl paa Trappen op til
Kontoret. Ida havde naesten taenkt det. Hun gik de Par Trin op og tog en
Rose ud af sit Kaabeknaphul:
-De skulde have haft den igaar, sagde hun.
* * * * *
Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik paa den
Lindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme med
Formiddagstoget.
Sostrene gik gennem Vaerelserne og var tilfredse.
-Og, kaere, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen
af det Overflodige.
Det "Overflodige" var visse ret tvivlsomme Silketaepper af den Slags, som
"draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man
anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Sosteren: Og saa
bare haenger det og samler gammelt Stov.
Generalinden nikkede:
-Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.
Fru von Eichbaum gik ind i den naeste Stue, for hun sagde:
-Dampet er her.
-Og, tilfojede hun: saa taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru
von Eichbaum taenkte stadig paa det med Mary.
-Gud, Mille, sagde Generalinden: man ved dog, hvad en Indbildning gor.
Og i vore Dage, hvor Folk vil vaere sy'e....
Bag Kabinettet laa Kates Vaerelse. Det var tomt. Froken Kate vilde have
sine egne Mobler med. Fru von Eichbaum stod paa Dortaerskelen og
betragtede de nogne Vaegge.
-Ja, sagde hun: det maa jo Kate selv vide at indrette.
Julius kom og meldte, at Drosken var der.
-Tak, Julius. Og saa daekker Ane vel Thebordet, med blodkogte AEg.
Sostrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad paa
Bukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.
Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondt
Ansigt ud af en forste Klasses Kupe. Det var Froken Kate.
-Der er de, sagde hun. Hun havde set de to Sostre, der viftede med
Lommetorklaeder, akkurat i Hojde med deres Ansigter.
Fru Mourier og Froken Kate kom ud af Kupeen og der blev trykket Haender
og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Taarer i
Ojnene.
-Kaere Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har Dig her.
Hendes Stemme rent skaelvede. Fru von Eichbaum blev altid saa let
bevaeget, naar hun igen modte "dem fra hendes Ungdom".
-Og roligt Vejr har I haft over Baelterne, sagde hun.
-Dejligt, Du, dejligt ... Jeg sad paa Daekket med min Kaffe, mens Kate
fodrede Maagerne.
Fru Mourier, der gjorde Indtryk af at vaere ligesaa bred som begge
Sostrene tilsammen, havde en lidt kraftigere Diktion, paavirket af jyske
Herregaarde.
Julius tomte Rejsetojet ud paa Perronen, tilsidst en stor Flettekurv med
en vaeldig Hank.
-Sode Born, sagde Fru Mourier: det er til Jer fra Mourier. Han fulgte os
til Frederits ... hans Orchideer er hans Stolthed.
-Saa ta'er De det, Julius, sagde Fru von Eichbaum.
Men hvor er Kate?
-Aa, hun henter Hundene, sagde Fru Mourier.
-Hundene, sagde Fru von Eichbaum: Gud, Mine, har I de Dyr med? Fru von
Eichbaum havde en nervos Forskraekkelse for alle Hunde.
-Kaere, ellers havde jeg aldrig faaet Kate til at rejse.
Generalinden saa nu Kate, der kom dragende med to jublende Mynder i en
Dobbeltlaenke.
-Naa, sagde Kate, der var i en sort Rejsedragt, som lignede en
Ridekjole, og med en Maengde Solvringe op ad Armen: hils saa paa
Tanterne.
De to Mynder begyndte paa Opfordringen at springe op og ned ad
Generalinden og Fru von Eichbaum, der vaergede for sig med Haenderne:
-Kaere Kate, de er jo lidt voldsomme.
De kom alle ud paa Banegaardspladsen og Fru Mourier og Sostrene gik op i
Drosken, mens Frokenen blev staaende udenfor.
-Saa korer jeg med Viktoria og Hundene, sagde hun.
Viktoria, en Dame i graa Spadseredragt, som stod ved Siden af Vognen,
var "Jomfruen".
Generalinden nikkede med et "Goddag, Jomfru", og Fru von Eichbaum sagde:
-Dyrene bringer da Julius.
Men Froken Kate var allerede henne ved en anden Vogn, hvor hun kom op
med Viktoria ved sin Side og begge Hundene paa Bagsaedet.
Fru von Eichbaum saa lidt nervos paa Installeringen og sagde:
-Gud, Vilhelmine, hvad Besvaer I vil ha' af de Dyr her i en Bylejlighed.
-Men, sagde Generalinden, det er et Par dejlige Dyr.
De to Drosker rullede afsted, Kates bagest. Hun sad og saa frem imod det
forreste Koretoj med Julius' lige Ryg paa Bukken.
-Saa, sagde hun, nu er vi i 'et.
Da de var komne op i Lejligheden, gik de om i Vaerelserne, mens Sostrene
forklarede og viste. Fru Mourier sagde: Her er jo rigtig rart, og satte
sig straks ned i Sofaen med Generalinden; medens Kate, der forst fra
Spisestuetaerskelen havde taget et Overblik, blev ved at gaa omkring med
Fru von Eichbaum.
-Her er akkurat Plads til min Servante, sagde hun, da de stod i hendes
egen Stue. Og hvor skal Viktoria ligge?
-Til Jomfruen, sagde Fru von Eichbaum, er der et Kvistvaerelse.
Kate trak Armene og Skuldrene op, saa alle Solvringene raslede: Naa, ja
ja, det kan vi jo altid ordne.
Fru von Eichbaum, der holdt sig lidt rankt, vendte sig til Jomfruen og
sagde:
-Vil Jomfru Thora saa forelobig laegge Tojet herind.